Vi har kun hinanden i denne verden

Zalaam kommer med fred. Uden problemer er han ateist i Mellemøsten. Uden problemer forener han arabisk musik med norsk black metal. Han kommer at kunne se mange følge i sine fodspor.

I civilisationens vugge, den frugtbare Levant, ligger verdens måske mest omstridte landområde. Palæstina. Gennem årtusinder har området været genstand for krig og ufred, og har været efterstræbt af mange. Tre af verdens store religioner har fødested her, og det har præget historien. Krig og ufred, massakrer, undertrykkelse og terror har været nøglebegreber i Palæstinas historie – i en sådan grad, at der ikke har været plads til meget andet end overlevelse og hævn i manges liv.
Zalaam er anderledes.

Devilution faldt for ikke så længe siden over Zalaams anden LP: Bottomless Black Hole. Vi blev straks interesserede – ikke mindst fordi det er fremragende black metal, der spænder vidt i sit musikalske indhold, fra gedigne andenbølgeriffs over en fortryllende black metalfortolkning af klassisk libanesisk musik.

Manden bag hedder Amir Jacob, han er 34 år, musiklærer og han bor i en mellemstor by i Galiæa i det nordlige Palæstina. Og han er den eneste i Palæstina, der spiller black metal.

Jeg er palæstinenser
Det allerførste Jacob siger til os er nærmest en disclaimer.
– Jeg må lige sige, jeg er er palæstinenser. Jeg føler mig som palæstinenser, jeg identificerer mig som palæstinenser og det land jeg bor i, ser jeg som Palæstina.

Det lyder som om han er vant til at skulle forklare sig selv eller forsvare sit tilhørsforhold i det omstridte område, og han ånder lettet op, da vi ikke har tænkt os at skulle sende ham i krydsforhør på det spørgsmål og han uddyber:
– For mig og mange andre palæstinensere, er Palæstina en sindstilstand. Det er sted hvor vi mener, at de folk der bor i landet, skal leve i fred og lighed. Jøder har også levet i Palæstina i hundredevis af år, og har lige så meget ret til at være her som os. Men det skal være i fuld lighed.
Jacob taler mildt og med varme i stemmen. Der er ikke nogen vrede at spore.
– Jeg ville aldrig sige ja til en stat, hvor nogen skulle tvinges til at have færre rettigheder end andre. Uanset om det var jøder eller arabere. Der burde være fred. Det er det smukkeste land i verden, men vi har ikke levet roligt i tusind år.

Amir Jacob fortæller os, at det ikke er sådan det er lige nu. Der er relativt fredeligt i hans hjemby, men mens Palæstina er ude af det globale syn, bruger Israel lejligheden til at udsætte mange palæstinensere af deres huse i Østjerusalem, for at give bosættere mulighed for at flytte ind. Det samme sker i hans hjemby – der har det lokale bystyre dog haft held til at bremse den israelske retsordre, der gav dem mulighed for det.

– Der er både protester og demonstrationer, men fordi der ikke er nogen international bevågenhed, er det en ulige kamp. Og coronavirussen, som mange palæstinensere ikke har kunnet blive vaccineret imod, er der ikke nogen, der taler om.



Morgenlandet
Ikke desto mindre lever Amir Jacob og hans familie i relativ fred og ro i Galilæa. Jacobs familie er kristne og det er en stor del af befolkningen i området også. Alligevel er Jacob ikke selv religiøs og selvom hans familie er både støttende og åbensindede, førte det til nogle konflikter:
– Da jeg “sprang ud”, var det midt i en diskussion, hvor jeg sagde “I må gøre det bedre end det der, for jeg tror ikke på Gud”. Det chokerede mine forældre, og det tog et par år for dem at acceptere, at det var sådan jeg havde det. Det samme på arbejde. For nogle uger siden spurgte nogle kolleger, om jeg skulle ud at bede, og da jeg sagde nej, prøvede de at overbevise mig i nogle dage.

Det er ikke noget, der bekymrer Amir Jacob i det daglige, men han kan ikke sige sig helt fri for at holde lav profil.
– Mine forældre og kolleger er søde mennesker. Der føler jeg mig ikke i fare, men det er ikke noget jeg går og råber op om på gaden. Vi lever i et farligt land, og der er farlige mennesker rundt omkring, også her hvor jeg bor. Der ved man ikke hvem, der kunne blive fornærmet og gøre noget drastisk. Men helt ærligt gider jeg heller ikke gøre det til et statement. Så meget betyder det bare ikke for mig.

Han afslutter:
– Hvis man går på universitetet og har et åbent sind, er det meget usandsynligt, man bliver ved med at være religiøs.

Religionen, eller afsværgelsen af denne, er meget interessant, når det handler om black metal, og Amir Jacob fortæller os, at det også er en af årsagerne til, at black metallen er så begrænset i Mellemøsten.
– Jeg føler mig ikke i fare, men fx et band som Damaar, der spillede ret anti-islamisk, modtog trusler, der førte til, at de flygtede fra Libanon eller konverterede til Islam, for at slippe for forfølgelse. Sådan har jeg aldrig oplevet det, og håber jeg heller aldrig kommer til det.

– Men selv i de mest sekteriske eller ultrakonservative lande, kan du altid finde nogen, der er villige til at spille. Der skal være noget i opposition. Det er naturligt for mig. Og jeg har min families opbakning.



Zalaams black metal finder i lighed med for eksempel Immortal og Satyricon inspiration i naturen, men der er også kærlighed til folket. Det er i høj grad naturfilosofien, der ligger til grund for Zalaams musik, men i stedet for at falde fuldstændig i den store gryde med Nietszche, bliver det blandet op med dennes komplette modsætning.
Den arabiske musik spiller en stor rolle i Amir Jacobs liv, og når han ikke arbejder som musiklærer i bedste Ihsahn-stil, ernærer han sig som klassisk oud- og bouzoukispiller. I modsætning til de førnævnte, inddrager han dog også denne type musik i Zalaam.
– Det var faktisk noget jeg var bange for, da jeg indspillede ‘Naseem’. Jeg spurgte en kammerat, “gider nogen egentlig lytte til det her, når de forventer black metal?” Det har været en stor lettelse, at folk har reageret så positivt.
Da Ulver blandede deres black metal op med folk på Bergtatt, lavede de en plade, der lød essentielt norsk. Det samme skete, da Panopticon lavede Kentucky og fik de appalachiske bjerge ind i black metallen. De gjorde det til deres og dannede skole.
– Når jeg tænker på black metal, tænker jeg på Europa. Det er en meget europæisk lyd, det kom derfra, og det blev en del af den europæiske kultur. Det har vi ikke på nær samme måde her.

En af de ting, der mangler for at skabe en arabisk scene, nævner Amir Jacob, er både flere bands, hvilket kan bremses af en konservativ kultur, men også en fælles accept af, at arabere kan lave musik, der lyder arabisk.

– Der er et kæmpestort samspil mellem black metal og orientalsk musik. Den måde vi opbygger skalaerne og intervallerne kan nemt lyde truende, og på den måde bygger elementerne hinanden op.

Han nævner flere bands fra regionen, der lykkes med at skabe umiskendelig mellemøstlig metal.
– Melechesch er de helt store. De er meget sjældne, men forstår virkelig at inkorporere lyden. Orphaned Land, der faktisk er israelere, er jeg også meget glad for. De har en kæmpe fanbase over hele verden. Narjahanam fra Bahrain er også fede, men de er stadig få.
– Men som jeg sagde, da jeg talte med nogle europæere om det, er kulturen meget den samme. Jeg synger om det land jeg elsker, og ligesom der findes folk i Europa, der søger tilbage, har vi også stadig folk, der tror på de gamle guder her. Der findes stadig Baal-kulter i Syrien, for eksempel, og vores helligdage er stadig baseret på gamle kanaanæiske religioner. Det er hele vores historie, vi tager ind.

Det er det, der skal til. Flere mellemøstlige bands, der tør bruge deres baggrund, før en rigtig scene kan etablere sig på linje med den spirende indie- og rockscene i Palæstina.

Det hele tager tid, og med adgangen til vestlig musik så begrænset som den er nogle steder, er det svært. Amir Jacob har boet i Tyskland i tre år, og fik der en del berøring med black metal.
– Jeg føler, at der er en interesse for vores musik lige nu. Et ukrainsk label kontaktede mig for at udgive min første plade i 66 eksemplarer sidste år, for eksempel. Det var jeg overrasket over. Så jeg håber flere vil følge i mine fodspor.

Vinden



Marcel Khalifé, den libanesiske folkesanger, er en af Amir Jacobs helt store forbilleder, og har også selv været udsat for pres fra offentligheden, både på grund af hans brug af poesi fra den arabiske verden, som da han flere gange blev anklaget for blasfemi på grund af sangen ‘Oh My Father, I am Yusif’, men også på grund af hans medlemskab af det kommunistiske parti og som livslang forkæmper for Palæstinas sag.
– Han er en af de mest prominente kunstnere, der synger om Palæstina. Han synger om vores skønne natur og om mennesket som del af den. Jeg er meget inspireret af ham, både hans egne tekster og dem, der er skrevet af digteren Mahmoud Darwesh.

Jacob fortæller hvordan han ser filosofien i Khalife og Darweshs univers som direkte sammenlignelig med den, der er fremherskende i black metallen. Han føler det er er forlængelse af hans person og hans natur over i musikken.
– Khalife synger om hele vores liv. Besættelsen, børn, der leger, musik, kunst, natur og meget andet.

Derudover har Khalife også gravet i islamiske filosoffer, og det har Jacob taget til sig i Zalaam. ‘Naseem’ er nemlig et delvist cover af Khalifes ‘Ya Naseem al Reeh’, der igen er bygget over et digt fra 800-tallet af sufi-filosoffen Al-Hallaj.
Det er et interessant valg for en black metal musiker, da en religiøs frontfigur sjældent går i spænd med den ideologi, der ligger i musikken. Al-Hallaj var dog en radikal tænker og endte også med at blive henrettet for blasfemi.
– Det hele handler om indre fred. Al-Hallaj gjorde op med tanken om religiøse doktriner i samfundet. For ham skulle religion fjernes fra samfundet, det det fjernede folks fokus fra forholdet til Gud i deres hoveder.

Selvom Jacob ikke selv er religiøs, finder han at Al-Hallajs tanker passer perfekt ind i hans eget verdenssyn. Religionen er, for Jacob ikke nødvendigvis en negativ ting.
– Mange i metalmiljøet afviser religion så hurtigt som muligt, men religion kan være en god ting for folk. Det kan give dem den følelse af helhed, de savner. Generelt synes jeg folk skal være mere tolerante, især i vor tid med disinformation og falske nyheder. Der er ikke længere meget tolerance mellem folk og deres tro. Det er ærgerligt, synes jeg. Vi har kun hinanden i denne verden, og det er en skam at miste det.