Puritanere og Purister
Populær
Historien om fordærv og tro, renhed og besmittelse, synd og straf. Nyt dansk black metal bærer det hele i sig.
2. Prologue
3. 🜂
4. 🜄
5. 🜁
6. 🜃
7. Epilogue
Hvad pokker er en purist? Det er ikke en puritaner, for de havde de der fede hatte og støvler med spænder og sådan, og sejlede i båd megalænge for at have det enormt træls i den nye verden.
Gravede begge fødder godt ned i jorden, og pløjede så hårdt, at de døde af det, bare for ikke at komme til at tænke på, om de kom i himlen eller helvede. De brændte hinanden (og alle de indfødte de kunne finde) på bålet for et godt ord.
Hov, måske er det sammenfaldet. Er en purist måske en, der, i overført betydning, går og brænder andre af som straf for, for eksempel, at høre dårlig black metal? Måske endda, gys, Dimmu Borgir?
I Nathaniel Hawthornes novelle ‘Unge Husbond Brown’ udsættes den navnkundige hovedperson for et møde med ikke blot djævelen, men en hel heksesabbat, hvori han tvinges til at konvertere, overraskende nok ledsaget af hans kone, den finurligt navngivne Faith. Novellen slutter i den normale verden, men Brown er for evigt forandret af sit syn, og han finder aldrig tilbage til sin urokkelige puritanertro igen.
Hawthorne skrev den utvivlsomt for at sætte spørgsmålstegn ved, om puritanismens fokus på den offentlige manifestation af pietet åbnede for indvendig korruption, men alligevel kan den være meningsgivende her.
For hvad handler det om, når et moderne black metal-band udgiver en plade, der kaldes ‘Life of a Purist’?
Den eneste retskafne mand
Rasmus Ejlersen, indtil nu primært kendt for at spille live-bas i Afsky, er mastermind i Udånde, og selvom han får hjælp af Miroslav Raučina fra Abortion på trommerne og Lars Johansson fra Serpents Lair og Cowards til at synge, er dette tydeligvis et soloprojekt.
Og som husbond Brown, og enhver anden god calvinist, er Ejlersen den eneste retskafne mand i sin egen verden. Omkring ham er en veritabel heksesabbat, og hvor Brown ikke kunne andet end at anråbe den Nådige i det Høje, vender Ejlersen blikket udad og raser over omverdenen, mens han indhyller sig i sin kåbe af black metal som et værn mod jordens elendighed.
Lyrikken omhandler Ejlersens adskillige bortgange ved både vand, ild og sin figurative broders hånd på korset. Men som den Gode Bog fortæller os, er menneskets synd hans egen, og således også i Udåndes univers. Vor hovedperson raser ikke kun over verdens urimeligheder, men også over hans egen part deri, ikke som misdæder men som passiv tilskuer. I afslutningsnummeret ‘Epilogue’ mindes han sin egen manglende handling og konkluderer derved, at han fortjener sin straf. Som en god puritaner.
Fordærvet spreder sig indefra
Engang i starten af dette årtusinde tilbragte en gruppe mennesker enormt lang tid på en hjemmeside, der hedder metal-archives.com. I sin essens et katalogiseringsværktøj over alverdens heavy metal. Men hvis der er noget, der er heavy metal, er der også noget, der ikke er. Og på metal-archives dengang, var det noget man gik meget op i. Også inden for de enkelte undergenrer – og det kommer vel til de færrestes overraskelse, at den mest, well, puritanske, var black metallen.
Om det er et af punkterne Ejlersen stræber efter, er svært at sige, men der er i hvert fald tænkt noget over lyden. Allerede fra første færd, ‘+’, er guitartonen rå og skærende, og der lægges i kakkelovnen til ægte black metal, også i de mellemhurtige bulder-trommer, der ligger som fast grund for elementernes rasen over Ejlersen retskafne mand, når de altså ikke påtager sig rollen som rensende storm.
Tremoloen på strengene er forbilledlig klassisk uden at lyde bedaget, og hvor mange bands skuer mod Ulvers ‘Bergtatt’, når de skal være vintage-moderne, føles ‘Life of a Purist’ mere som en homage til samme bands reelle storværk, ‘Nattens Madrigal’. Særligt på ‘Prolog’ fornemmes indflydelsen, og det fungerer så absolut stærkt.
Som hos unge husbond Brown, kommer fordærvet dog snigende indefra og ændrer hele essensen, til trods for det stålsatte ydre. Hvis man har lyttet tilstrækkeligt til ‘Nattens Madrigal’, kommer heller ikke det som en overraskelse. Hvor det i Hawthorne var den vaklende tro, der ødelagde den gode mand, er det på ‘Life of a Purist’ melodien, der infiltrerer den hårde musiks rå bjergsider, som den gjorde det, trods afsindig akustik og manglende produktion hos Ulver.
Kombinationen af nåleskarp guitar-tuning og -forvrængning og et yderst kompetent og emotivt bas-spil gør ‘Life of a Purist’ til noget helt andet end den fantasiforladte rå black metal, den ellers lægger sig i slipstrømmen af. Helt eksemplarisk bliver det på den episke ‘🜄’, der fører sig frem med tremolo-spillede soloer, der strækker sig mod himlen i et overrumplende toneleje.
Purismen kommer til kort, men den gør det på bedst mulig vis i sin inddragelse af noget så uægte som melodiøsitet og velfungerende komposition. Der er langt til 'Chainsaw Gutsfuck' her. Og selvom fordums purister på metal-archives.com måske ville have slået det omvendte kors' tegn for sig, mens de rullede med øjnene, har tiden vist, at de tog fejl. Det her er langt bedre end at spille sav i et headsets mikrofon og kalde det en plade. Melodien er vores ven, som den var Ulvers.
Den slovakisk-baserede dansker Rasmus Ejlersen kan roligt tørre sveden af panden og give sig selv et kort hvil, for Herren er behaget ved hans arbejde. Men lad kun hvilet været langt nok til en kort bøn. For lediggang er roden til alt ondt.