Copenhell 25: Dødens store håb manglede lige det sidste
Populær
Blood Incantation har vokset sig fra undergrunden og ind i stratosfæren, og viste deres værd på Hades, men manglede lige det sidste ekstra push, for at det var en koncert for alle – og ikke blot kenderne og de prognysgerrige.
Blood Incantation har været teknisk dødsmetals darling siden 'Starspawn'. Siden dengang er de vokset fra kultnavn til kosmisk kraft, og deres position som genrens progressive frontløbere virker ikke længere til at være forbeholdt undergrunden. Men de er også gået ud af en vej, der for nogle kan føles endnu mere brillet end deres tidligere, allerede progressive, rum-dødsmetal.
Derfor var det med både forventning og, måske for denne anmelder, skepsis, man stod foran Hades fredag nat. Et langt ambient synth-tæppe rullede ind over pladsen, og det var svært at afgøre, om det var atmosfærisk opbygning eller bare retro pling-plong. Men da 'Absolute Elsewhere' satte ind, var det tydeligt, at det her ikke var en koncert for at rekruttere nye fans. Man skulle indstille sig – og så kom belønningen.
Blood Incantation har altid været bedst live, og denne gang var ingen undtagelse. Det store setup klædte dem, og frontmand Paul Riedl havde smidt den brokkende arrogance han havde, da jeg sidst anmeldte dem på Loppen i 2017. Han trådte frem som en mere moden og fokuseret figur – og det samme gjaldt bandet som helhed. De spillede stramt, dynamisk og med en naturlig selvsikkerhed. Hans rene vokaler, der på plade kan føles ujævne, fungerede bedre live – og de dybe growls sad præcist.
Der var godt fyldt foran Hades, men stemningen forblev introvert. Og det var egentlig fair nok – Blood Incantation er ikke et mosh-band. Der er tyngde og grooves, men ikke nogen, der gejles op til. De fødes ud af krautrock, og Pink Floyd'esque narrative opbygninger. Ingen snak, ingen pyroteknik, ingen psykedeliske visuals. Intet, der trak publikum helt med ind. Og det betød, at dem, der ikke allerede var købt ind på bandets stemningsfulde sci-fi-dødsmetal, kunne få en oplevelse, der virkede flad i kanten.
Man kunne ønske sig det sidste skub til at forløse den kosmiske fortælling. For musikken er der. Trommerne buldrer, guitarerne åbner stjernehimlen, og det hele føles både teknisk og medrivende. Men det kræver, at man vil møde det halvvejs.
Mod slutningen savnede man alligevel det klimaks, som bandet stadig har stående i bagkataloget: Vitrification of Blood Pt. 1 & 2. De valgte i stedet ekstranumre fra 'Hidden History of the Human Race' – solide sange, men ikke det, der ville have sendt publikum i kredsløb. Eller i hvert fald denne anmelder, der holder på, at dette duo af numre, er deres mesterstykke.
Alligevel: Det her var en overlegen koncert. Et band i kontrol, med det meste på plads. Ikke perfekt – men tæt på. For fansene var det en gave. For de nysgerrige var det måske ikke nok til at trække dem helt med ud i det ukendte. Karakteren 4 er derfor med pil op.