Opvarmningen stjal showet
Populær
Rumdøds-heltene Blood Incantation viste igen, at hypen om dem er fortjent. En usympatisk fremtoning mellem numrene gjorde dog, at de aldrig helt kunne hamle op med Spectral Voice, aftenens ene supportband..
Der var lagt op til en aften i dødens tegn, da Loppen lagde hus til det sidste show på de hypede dødsmetallere Blood Incantations europatour. Touren blev sammensat af vores danske undergrunds-aficionados Killtown Bookings, og de viste igen, at de ved hvad de laver, med en eminent sammensat aften, der bevægede sig organisk fra primitiv og effektiv death/doom ud i mere abstrakte lag af dødsmetallen. For en mandag var fremmødet pænt og stemningen god.
Simpel og effektiv japansk dødsdoom
Først på scenen er japanske Anatomia, et for mig relativt ubeskrevet blad, selvom de tidligere har spillet på Kill-Town Deathfest og været på tour med danske Undergang.
Det er bemærkelsesværdigt, at trommeslageren er Anatomias hovedvokalist, mens bassisten og guitaristen agerer backing. Det ses ikke ofte og kunne ligne et minus, da der ikke er nogen frontmand til at gejle publikum op og fise rundt. Men til Anatomias musik virker det.
Tempoet er sløvt, fokus er på de fede riffs, og der er plads til, at en dyb og slimet vokal boltrer sig henover det hele. Lyden er massiv, bassen og guitaren er begge forvrænget helt ind i helvede, men det er kun, når bandet forsøger at spille mere uptempo, at der forekommer mudder i lydbilledet.
Loppens lille scene gør det svært at kompensere for power trio-formatet, især når bandet spiller med høj scenelyd. I den ene side af salen kunne guitaren stort set ikke høres, hvilket var ærgerligt, men skal ikke stå som et stort minus.
Anatomia var gennemgående et godt bekendtskab, men når at gå lidt i tomgang imod det sidste nummer.
Det er sjældent, at vi får undergrundsbands med rødder uden for de vestlige lande til Danmark, og Anatomia var bestemt et godt sted at starte aftenen, selvom det aldrig blev nogen større oplevelse.
”Could I have some fog?”
Derefter kom turen til Spectral Voice fra Colorado. Efter at havde adresseret lyscrewet: ”Could I have some fog? I need too much fog!” var stemningen så tyk, at man kunne skære i den.
Jeg havde hørt enkelte singler fra bandets debutalbum, 'Eroded Corridors of Unbeing', før koncerten, men er ikke for alvor dykket ned i deres lydunivers endnu. Det skulle vise sig at være en stor fejl. Musikalsk slægter bandet hedengangne Disembowelment og kultbandet Timeghoul på og gør det til punkt og prikke og mere til. De rammer virkelig plet med den atmosfære, de opbygger.
Igen er trommeslageren vokalist, og igen virker det. Spectral Voices udtryk er mere komplekst end Anatomias primitive tilgang, men lider ikke under vokalistens anonymitet. Spacy guitarharmonier og rene passager veksler med tunge doom-stykker, dødsmetal i mellemtempo og enkelte blastbeats.
Publikumsinteraktionen er minimal, musikken behøver ikke mere end bandets indlevelse for at tryllebinde salen. Og tryllebundet var den. Sangskrivningen er noget nært perfekt sammenstykket, og mens man ikke kunne se meget af vokalisten bag det tykke røgslør, som han så udtrykkeligt efterspurgte, så kunne man i den grad høre ham i kraft af en imponerende vokal spændvidde og intensitet.
Bandet tager publikum på en rejse udi transcendental death/doom og stod utroligt stærkt. Som en kammerat sagde: ”Hvor har Spectral Voice været hele mit liv? Holy shit ...”
Eminent, når det spiller
Spectral Voice gik af scenen, og på scenen kom ... Spectral Voice. Blood Incantation består cirka af samme folk, dog med en anden trommeslager, og mikrofonen rykket op i scenens front. Med så store overlap i besætningen er det imponerende, hvor forskellige deres udtryk er.
Blood Incantation har, efter deres debutplade fra sidste år, fået utroligt meget hype i undergrunden, og blev sidste år udnævt som årets nye internationale navn her på Devilution. Der er meget at leve op til, og det lykkes næsten.
Bandet er utroligt velspillende. Forsanger og guitarist Paul Riedl growler, tapper og headbanger på én gang, en fryd at være vidne til. Lyden er, fra hvor jeg står, krystalklar, og det er tydeligt, at bandet kan deres kram. De komplekse sangstrukturer og riffs står tydeligt frem, samtidigt med at trommerne, efter to bands der primært fokuserede på det langsomme, nu hamrer derudad.
Desværre er bandet ikke kommer over deres tendens til at blive akavede imellem numrene, hvilket også plagede dem til koncerten i Pumpehuset i marts i år. Riedl mumler uforståelige beskrivelser af numrene til publikum, og det hjælper ikke, at han glemmer at slukke for den vokalreverb, han selv står for at skulle jokke i.
Når bandet spiller, er der ikke en finger at sætte på noget af det. Desværre mister de meget på det, som både Spectral Voice og Anatomia mestrede, nemlig det gennemgående flow. Man skulle tro, at bandet nu var blevet mere rutinerede på scenen her på den sidste aften af af deres tour, med det virkede nærmest som det modsatte. Ikke nok med at mumleriet fremstod akavet. Det virkede ligefrem usympatisk.
Drop brokkeriet
Det lykkedes Riedl at bede lydmanden om at skrue vokalerne ned mellem hvert eneste nummer på aftenen. Dette efter man ikke kunne høre vokalen i de to første minutter, inden der blev rettet op. Han brokkede sig også over lysmanden, som efter to statiske lysshow, tydeligvis gerne ville skabe noget visuel kontrast.
I samspil med Blood Incantations mere tekniske og tempofyldte musik ville kontrasten have klædt aftenen som helhed.
Men ikke ifølge Riedl. Han virkede forurettet over, at lysmanden overhovedet kunne tillade sig ikke at lade os se, hvor mange toner bandet spillede, selvom vi jo fint kunne høre dem.
Det ville klæde Riedl enten at skrue ned for den kreative kontrol eller hyre folk, som vil lade ham kommandere. Hans brok fik bandet til at fremstå usympatisk.
Det lykkedes på den måde Blood Incantation at spille sig selv af banen, i form af Spectral Voice der fremstod som det mere professionelle band. Med et stærkere gennemgående flow og mindre brok havde Blood Incantation stået det stærkere, men på Loppen fremstod de desværre som et ærgeligt punktum på en ellers velsammensat aften.