Kransalen blev fredag aften forvandlet til et ikke-euklidisk mareridt, da Portal indtog Kill-Town Death Fest. De indviede blev revet med i et malstrømsagtigt kaos, hvor menneskelig form og fornuft opløses, Men denne gang uden det sidste stød, der kunne have sendt os helt ud i det kosmiske mørke.
Blood Incantation har vokset sig fra undergrunden og ind i stratosfæren, og viste deres værd på Hades, men manglede lige det sidste ekstra push, for at det var en koncert for alle – og ikke blot kenderne og de prognysgerrige.
En af Copenhells mindste scener blev hjem for en af festivalens største følelsesmæssige oplevelser, da Puke Wolf leverede en rå, ærlig og ufiltreret koncert.
Fleshwater gjorde deres bedste for at vække den lille forsamling der var mødt frem lørdag formiddag. Det lykkedes til sidst, men det foregik ikke uden morgenkramper.
Folkemetal med fodboldsang og konfetti – Trold spillede med alle kort på bordet. For nogle var det en fest. For denne anmelder var det...noget andet.
Thus spillede Gehenna i knæ med talent i rendyrket og destilleret form. Der mangler blot det sidste stjernestøv og erfaring før pakken er fuldendt. Og det skal de nok nå at finde.
Britiske Conan ramte Gehenna kl. 18.30 med en væg af fuzz og tunge grooves, og sønderknuste skovscenen med muskuløs og potent krigerdoom.
Skarnet spiller vedkommende og særegen nok far-rock til, at man køber ind på universet, selvom ideerne er hørt en milliard gange før, og vækkede Pandæmonium fint til live på Copenhells andendag, hvis man kunne tillade sig ikke at krumme tæer.
Dethklok spiller letkøbt melodisk metal klædt ud som det mest brutale i verden. Det er heldigvis en joke, og joken fungerede for det meste i nat på Hades.
Ungersvendene i Swartzheim trodsede både svær placering mellem både Poppy og Wormrot, og var, trods høj energi og spilleglæde, ikke den store musikalske åbenbaring.
Udover at starten på april måned betyder penge på kontoen, dårlige forsøg på at snyde hinanden og Royal Metal Fest, er der masser af koncerter at komme efter herudover.
Author & Punisher blander succesfuldt og kompromisløst elektronisk og industrial med doom metal og opnår noget særligt , selvom der er nogle enkelte skønhedsfejl
Sammenlignet med sidste års undergrundseksplosion har 2018 været et tyndt musikår, hvis man skal spørge denne elitære mandsperson. Metalgenren savner noget radikalt anderledes, som et par udenlandske udgivelser prøver på.
Musikvideoer og metal. Hører det overhovedet sammen? Det har det i hvert fald med at blive en lettere formularisk affære med nogle sure mænd, der spiller i en lagerhal. Her er fem videoer, der prøver noget radikalt anderledes.
Sumac finder for alvor deres egen stemme på deres tredje album, ’Love in Shadow’. Et album, man kan blive helt væk i, hvis man lader sig rive med.
Imperial Triumphants tredje album ’Vile Luxury’ er en hård pille at sluge. Men når man først får den slugt, så gør den ikke noget særligt ved en.
Deafheaven er gradueret til de voksnes rækker og viste sig på Vega som et professionelt band, som vi nok ikke slipper af med lige foreløbig
Tyske Necros Christos fik aldrig fat i den okkulte stemning, de har på deres album og virkede amputerede, kedelige og ligegyldige på Kill-Town.
Demilich leverede et af Kill-Town Death Fests absolutte højdepunkter, på trods af rigeligt unødig snak og finsk selvironi.
Hovednavnet for hele Kill-Town Death Fest leverede en skuffende koncert, der virkede ude af trit med både publikum, festivalen og bandet selv.