Copenhell 25: Det var bedst, når de ikke spillede
Dethklok spiller letkøbt melodisk metal klædt ud som det mest brutale i verden. Det er heldigvis en joke, og joken fungerede for det meste i nat på Hades.
2. Briefcase Full of Guts
3. Birthday Dethday
4. Mutilation on a Saturday Night
5. Bloodlines
6. Awaken
7. The Gears
8. Castratikron
9. Hatredcopter
10. Dethsupport
11. Duncan Hills Coffee Jingle
12. Aortic Desecration
13. I Ejaculate Fire
14. The Duel
15. Murmaider
16. Thunderhorse
- ekstranumre -
17. Fansong
18. SOS
19. Go Into the Water
*OBS Desværre var der forment adgang til fotografer under koncerten, derfor ingen billeder.
Dethklok fra Adult Swim-serien Metalocalypse, der lukkede for ti år siden, præsenterer sig som verdens ondeste og mest brutale band. Og i deres univers er de det, mens de også styrer verdensøkonomien, har aftaler med djævlen og redder jorden. Men det er selvfølgelig for sjov. Heldigvis.
I virkeligheden består Dethklok af Brendan Small med venner. Small er en hammerdygtig guitarist, og han er i aften i fornemt selskab med blandt andet the atomic clock, Gene Hoglan, en levende legende i egen ret.
Small og co. stod på Hades-scenen som silhuetter foran et lærred, der viste visuelle sammenklip, scener og i nogle tilfælde hele musikvideoer fra tv-serien. Det havde sin effekt og var en rimelig middelvej til at levendegøre tegnefilmsbandet, samtidig med at musikerne kunne give en performance. Noget fungerede godt – især når teksterne blev udpenslet, og comedyen kom frem. Andet var mere statisk, og under Thunderhorse blev vi udsat for Skwisgaar Skwigelf-hentai – kikset.
Men det var ironisk nok bedst, når bandet ikke spillede. Når Facebones gav hygiejnetips, eller lyset blev sænket før ekstranumrene, og Small skiftede til Nathan Explosion og de andres karakteres stemmer og talte om lakrids og H.C. Andersen. Selvom de var et dygtigt spillende band, så er det humoren, der er stjernen.
Og det godt det samme. Dethkloks musik er en meget let fordøjelig cocktail af melodisk dødsmetal med power metal-elementer: mange leads og heroiske guitarharmonier. Amon Amarth og Arch Enemy med blast beats og hviskegrowl. Selvom Smalls vokal lød kraftigere live end på plade, er Dethkloks musik aldrig faretruende eller ond. Og det er heller ikke meningen. Alle skal kunne være med, også dem der slet ikke hører metal – samtidig med at musikken kan foregive at være brutal.
Men eftersom Wormrot havde spillet tidligere på dagen, var det tydeligt, at Dethklok ikke er brutale. De aer lytteren med hårene, uanset hvordan de præsenterer sig i tegnefilmens univers.
Det havde jo været en dødssynd at lade som om på den måde, hvis det var ment alvorligt. Men det vidste publikum jo godt, det ikke var. Vi var alle in on the joke. Og når man købte joken, spillede det. Og så kan man godt have kaffejingles, fødselsdagssange, og uanede mængder basale chugga chugga-riffs, mens der oplistes alle de ting, havfruer skal bruge til at slå ihjel under havets overflade. Knives, check, Laser beams, check.
Dethklok gjorde næsten præcis, hvad de skulle. Med lidt mere snak fra figurerne på scenen og et cameo fra Doctor Rockso og hans kokainforbrug, så havde alle klokkerne ringet. Den største joke? Måske er det denne anmelder, der prøver at trække noget seriøst ud af et tegneserieband.