Årsliste 2018 – Thomas Fischer

Sammenlignet med sidste års undergrundseksplosion har 2018 været et tyndt musikår, hvis man skal spørge denne elitære mandsperson. Metalgenren savner noget radikalt anderledes, som et par udenlandske udgivelser prøver på.

Årets danske album:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder aldrig har været særligt imponeret af den danske metalscene. Med det in mente skal det også underforstås, at ingen af disse udgivelser er andet end gode. Fine nok. Okay. De har måske fået et par lyt, hvor der blev nikket lidt med. Derfor er listen hrr også i uprioriteret rækkefølge. Her er nogle album, jeg ikke fik grå hår af at lytte til.

Deiquisitor: 'Downfall of the Apostates' – Killtown-scenen har været i fuldt flor i et stykke tid nu. Det har egentlig været fedt at se, at der er nogle danske bands, der ufortrødent spiller dødsmetal, som de kan lide det andre steder end i Danmark. Deiquisitor skiller sig dog ud ved at være lidt mere skarpe i lyden på deres anden plade, og de spiller væsenligt hurtigere end massen af bands. Sci-fi-temaet, de har kørende, er selvfølgelig meget fedt, men det afspejler sig ikke rigtigt i lyden. Kan du lide Dead Congregation? Så sæt Deiquisitor på, hvis du mangler et andet band, der sikkert lyder på samme måde. Hvad kunne de gøre bedre? Lyde lidt mere som deres tema og eventuelt være lidt sejere live.

Taphos: 'Come Ethereal Somberness' – Taphos er til gengæld røvseje live. Bandets dødsmetal er hørt før, som hele bølgen af retro-død er. Charmen er det ungdommelige pust, energiindsprøjtningen og de nye muligheder med lyden, der bliver givet til en lidt udvandet genre. Taphos gør det hele. Deres album er proppet med seje riffs og velsammensatte sange og lyder præcis, som det skal, måske udoover nogle tynde leads. Københavnerne hverken opfinder eller genopfinder den dybe tallerken. Men det er i hvert fald en fed dyb tallerken, som er fin at have på hylden, hvis nu man skulle blive træt af at hælde sin suppe i klassikerne.

LLNN: 'Deads' – Jeg er ikke den store hardcore-fan. Der skal en særlig ærlighed og indestængt vrede til at få genren til at spille for mig. Det gjorde The Psyke Project i sin tid, og efterkommerbandet bærer faklen videre. Men LLNN rammer et eller andet større ved at smide synths oven i det hele. Så lyder det pludselig mere som et soundtrack til marchen mod verdens undergang, som vi kollektivt har gang i, i stedet for en vred teenagers irritation over, at han ikke er den sejeste dreng i klassen. Og samtidig minder det om et forsøg på at gøre noget særligt og nyt i Danmark, i stedet for det evindelige medløberi. Hatten af for det.

Sunless Dawn: 'Timeweaver' – Måske er jeg for sød. Jeg synes, Sunless Dawn er et pissesympatisk projekt. Mange roser dem til skyerne, inklusive os på Devilution. Bandet havde en kæmpe mængde hype i ryggen, men pladen virker ufokuseret. De to første numre kan man snildt hoppe over (ja, inklusive et af dem, vores anmelder kalder et højdepunkt), og det gør kun oplevelsen bedre. Klaver og synthpassagerne lyder samtidigt udpræget som et plugin. Hvorfor er de så på min liste overhovedet? Tja. Jeg kan godt lide, hvor det peger henad. Det bliver interessant at se, hvad de vil gøre, når de har fundet fodfæstet som band og har rystet nogle af fødselskramperne af sig.

Årets internationale album:

Internationalt har 2018 også været en tynd kop te i mine øjne. Det virker, som om vi befinder os på et stadie, hvor de nyeste trends er døende. Post-black har toppet. Dark Descent Records gentager efterhånden sig selv. Hvad skal det næste blive? Jeg kan godt producere en top top fem her. Der var nogle album, der i hvert fald ikke var som resten.

1. Voices: 'Frightened' – Det er egentlig svært at kalde dette et metalalbum. Det minder mere om noget rigtig underlig post-punk med et ekstra gear hentet fra ekstremmetallen. Og det er egentlig det, jeg finder så charmerende ved det. Det er ikke avantgarde eller progressivt som sådan, men gør alligevel tingene på en meget anderledes måde. Og det kommer der noget meget særlig musik ud af. Noget mere menneskeligt. Noget mere affekteret og fortvivlet. Noget, der er tættere på, hvordan jeg faktisk har det. 'Frightened' er klart den plade, jeg har lyttet mest til i år. Det vidner måske også om, hvor sløve jeg har fundet årets udgivelser, at mit topalbum knap nok er metal. Og jeg står nok alene med den.

2. Convulsing: 'Grievous' – Dette enmandsprojekt overraskede mig i allerhøjeste grad med denne plade. Der er tale om noget eksperimenterende black/death metal med tydelige referencer til Ulcerate. Men hvor Ulcerate har travlt med at pille sig i navlen og opbygge spændte flader af ubehag, så har Convulsing tunge riff, der danser på den rigtige side af bøvethed og potens.

3. Daughters: 'You Won't Get What You Want' – Denne helt afkoblede blanding af noiserock, industrial og mathcore er vitterligt besværlig at lytte til. Det skærer i ørerne. Det er slet ikke til at hitte ud af til tider. Lydene er kakofonisk sammensatte. Men alligevel giver det hele mening. Sangene er lange, sangskrivningen er gennemtænkt. Jeg er slet ikke færdig med at lytte til dette album. Det skal have tid til at sætte sig. Denne plade fortjener absolut et lyt eller flere. Hvis man altså er til musik, der aktivt angriber lytteren.

4. Horrendous: 'Idol' – Det meste tech-død gør mig træt i hovedet. Den akrobatiske og pyrotekniske charme ved genren har jeg efterhånden fået for meget af. Men indimellem kommer et band med et frisk take, som genopvækkker min interesse. Man kan egentlig ikke kalde Horrendous friske med deres version af Atheist og tidlig Cynic. Det er oldschool tech. Men det er også det, der gør det fedt. For det er sjældent, jeg hører nogen udføre den stil så skarpt, med så meget flair og pondus. 'Idol' gav mig et smil på læben, da jeg hørte den første gang, og det gør den stadig.

5. Convocation: 'Scars Across' – Når death/doom gøres rigtigt, så er det noget af det fedeste. Og med to herrer fra henholdsvis Dark Buddha Rising og Desolate Shrine kan det ikke gå helt galt. Hvis man er til hypnotiske, tunge riffs, stærke vokaler og korflader og tyk atmosfære, så bør denne plade gives et lyt.



Bobler: Zeal & Ardor: 'Stranger Fruit' – Denne sære blanding af afrikanske spirituals og småblacket metal er, meget overraskende, ikke helt i skoven. Selvom der er meget, jeg savner hos dem. Metaldelen er ofte noget tynd. Men selve projektet hylder jeg. Eksperimentet og forsøget på at gøre noget nyt med genren. Det er det, jeg savner, også selvom resultatet så ikke er lige til min øregang.

Årets danske/internationale hit:

Hits er sådan noget, der bliver spillet i radioen. Det har jeg personligt ingen holdning til.

Årets genfundne klassiker:

Origin: 'Informis Infinitas Inhumanitas' – Jeg glemmer nogle gange, hvor meget jeg engang knuselskede dette band. Hvor intensd og overdrevne de kunne være, før der gik komplet sweepfest i den. Denne plade er absolut deres bedste og er altid et lyt værd.



Årets fysiske udgivelse:

Jeg køber ikke musik på fysiske medier. Undskyld.

Årets koncerter:

1. Dodecahedron: Brutal Assault, 11-08-2018 – Jeg troede slet ikke, det her band kunne lade sig gøre i virkeligheden. Jeg troede, det blot var et studieprojekt. Men de blæste alt væk; så meget, at resten af Brutal Assault virkede som en joke. En samling af børneorkestre sammenlignet med en titan.

2. Demillich: Kill-Town Death Fest, 12-09-2018 – Som jeg skrev i min anmeldelse, var der lige rigeligt snak til denne koncert. Men når det spillede, så spillede det eminent.  Kill-Town rummede mange fede koncerter, men Demillich var noget helt særligt. For deres musik er noget helt særligt. En kæmpe tak til Kill-Town for at gøre denne koncert mulig.

3. Igorrr: Copenhell, 25-06-2018 – Det sære sats på Copenhell. Det var fedt at se, hvor meget noget musik bare kan få dele af metalpublikummet til at gå helt i spåner, blot ved at være til. At det så også var en fed koncert, og en tiltrukken afstikker i bøve-bajerfesten på Refshaleøen, gjorde det blot bedre.

4. Bölzer: Brutal Assault, 09-08-2018 – Denne tomandshær lyder af mere end et band på seks-syv stykker. De jævner virkelig alt med jorden med deres primale og hypnotiske dødsmetal. Hvis man altså køber de sære rene vokaler. Det er der jo dem, der ikke kan snuppe. Ærgeligt for dem.

5. Carpenter Brut: Pumpehuset, 30-03-2018 – Det her retrowave-noget er ikke metal. Overhovedet. Men når halvdelen af publikummet er metalfans, den visuelle identitet spiller på metallen, og bandet på scenen også opfører sig som et metalband, så kan jeg godt inkludere dem her. Stærkt. Tight. Catchy. Og så spillede de et cover af 'She's a Maniac'. Det var topfedt, og ikke bare en mand og en DJ-pult. Ja tak.

Årets internationale navn:

Slayer – De har udtjent deres tørn. I stedet for at fise ud som en ringe version af en legende sætter de et punktum og lukker bogen i. Det er sådan, det bør gøres. Nu nyder de forhåbentlig deres otium og lader bandet ligge. Der har været smuttere nok i deres diskografi allerede.

Årets danske navn:

Baest – Altså. Alle kæfter op om dem. Det er det navn, jeg har hørt absolut mest ævl om. Det er da fedt, at folk er så oppe at køre over noget. At jeg så ikke er synderligt overbevist af deres worship af et worshipband, er mit eget problem.

Årets nye internationale navn:

Convocation – Det her tomandsprojekt står for noget af det mest effektive death/doom, jeg længe har hørt. Det lyder eminent. Riffene er tilpas catchy og tilpas hypnotiske. Vokalerne er guddommelige. Mere, tak. MERE.

Årets nye danske navn:

NyreDolk – Hvem end det her er, så ved de, hvordan black skal lyde. Og de virker virkelig vrede over et eller andet. Det tegner satme godt.

Årets comeback:

Hate Eternal – Ja jo. De kom med en plade. Den gik hurtigt. Den stank ikke. Det var sgu i orden, i mangel af noget bedre at pege på.

Det overså jeg i 2017:

Der var virkelig meget godt i 2017. Noget af det, jeg ikke rigtig satte mig ned med, var Necrot, som virkelig viste deres værd på Kill-Town. Det er død. Det er straightforward. Der er intet bullshit. Det er hårdt. Det er fedt.

Årets optur:

Brutal Assault. Ingen tvivl. Det skal opleves. Alle skal derned. Jo, du skal. Bajerne er billige, musikken er i top, omgivelserne på det gamle militærfort er perfekte, og menneskene er ... sære. Og sært er fedt. Der er jo ingen polakker, der render rundt og siger fuglelyde på Copenhell, vel? En stor mangel.

Årets største skuffelse:

Incantation på Kill-Town. Den meste ligegyldige og utaknemmelige koncert, jeg nogensinde har set. Øv.

Største ønske for 2019:

At der sker noget interessant musikalsk. At der udkommer nogle plader, jeg ikke føler, det er en pligt at lytte til, men en glæde. Eller nogle plader, der er så forfærdelige, at jeg har lyst til at bruge dem som frisbee. Mindre middelmådighed, mindre af det samme. Flere ekstremer.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Personlige musikalske projekter, der endelig har taget form nok til at komme ud af øveren.