Himmelflugt

Horrendous-Idol

Der excelleres i progressiv dødsmetal af den gamle skole komplet med fusionsjazzet basspil og thrashet modvægt på Horrendous' fjerde og fremragende album.

Kunstner
Titel
Idol
Dato
28-09-2018
Trackliste
1. ...Prescience
2. Soothsayer
3. The Idolater
4. Golgothan Tongues
5. Divine Anhedonia
6. Devotion - Blood for Ink
7. Threnody...
8. Obulus
Forfatter
Karakter
5

Når man opdager ny musik, er det ikke altid den direkte forbindelse med den ny musik, som rammer og begejstrer en. Andre gange er det, hvad den ny musik lyder som, hvad den minder en om. Det er de associationer og forbindelser, ens egen hjerne skaber i mødet med det nye, der sætter ens sind i bevægelse.

Sådan er det især i genrer, der lever på fortidens dyder, og som aktivt bygger videre på den. Det virker måske ikke innovativt og fremsynet ved første lyt, men de kunstneriske landvindinger kan også ligge i det små, i en fornyelse af den form, som andre har skabt. Da vi forrige år skamroste Vektor og fremhævede dem som det nye, var det blandt andet, fordi Vektor forholdt sig så stringent til en forgangen stil og lyd, men byggede bro mellem fortid og fremtid og skabte nye forbindelser metallens udtryk imellem – samtidig med at de ikke mindst rykkede én rundt i et vanvidsmetallisk rumridt.

Tidlig og sen Death
Noget lignende kan påstås om den amerikanske dødsmetalgruppe Horrendous. I et lille årti har de rumsteret i den undergrund, som de nu er ved at vokse ud af, fordi de for hver plade har fået mere og mere opmærksomhed. Det forrige album ’Anareta’ (2015) fik – ligesom forgængeren ’Ecdysis’ (2014) – adskillige kritikerroser med på vejen og endte som årets album hos det amerikanske magasin Decibel foran navne som Tribulation, Paradise Lost, Mgla og Deafheaven.

Men hvor et tidligere album som ’Ecdysis’ havde en mere rå lyd og gik efter struben på den old school dødsmetalmanér, har bandet gennemgået en udvikling, hvor flere finesser er blevet inkorporeret i både sangskrivningen og på produktionssiden. Horrendous’ udvikling kan siges at spejle Deaths, for ligesom dét førerband gik fra at være pionerer inden for den rå og primitive dødsmetal på ’Scream Bloody Gore’ og ’Leprosy’ til at omfavne kompleksiteten på plader som ’Human’, ’Individual Thought Patterns’ og ’The Sound of Perseverance’, har Horrendous bevæget sig i en lignende retning.

Baglandet af forbilleder begrænser sig dog ikke til det ene band, for i Horrendous’ udgave af progressiv dødsmetal finder man også en god mængde thrash af den fineste støbning, samt ikke mindst det Jaco Pastorius-inspirerede fusionsjazzede basspil, der især kendetegnede starthalvfemsernes progressive navne som Atheist, Pestilence og Cynic (hvis medlemmer også spillede med på førnævnte ’Human’).

Bassen som stjerne
Man skal ikke mange sekunder ind i introen ’…Prescience’, før den karakteristiske baslyd dukker op, og en horisont af forudanelser og forventninger, der giver titlen en ny mening, toner frem. På ’Idol’ løftes bassen helt frem i det velbalancerede lydbillede, og bassist Alex Kulick kan dermed siges at være albummets fremmeste stjerne.

Når det derefter eksploderer i ’Soothsayer’, er det med et blæret riff over en vuggende 6/8-rytme, forskudte taktslag og skarpe lilletrommemarkeringer, og det slår gnister, som bandet bevæger sig igennem sangens kontrasterende stykker med dynamik og overskud, mens bassen lægger et ekstra lag til metaleskapaderne.

’The Idolater’ indledes med et lignende fusionsjazzet basspil over rene guitarer, før et thrashriff kastes ind fra højre, og bandet groover, som var de Testament eller Death Angel i slutfirserne. Og selvom det ikke burde overraske, hvis man har hørt, hvordan bandet i forvejen har fremvist thrashelementer på ’Ecdysis’, så er der en grundlæggende fornøjelse ved at få det serveret så forbandet friskt som her.



Ulmende fremtidsudsigter
Det overrasker heller ikke, når bandet to minutter inde i den blændende ’Golgothan Tongues’ uforvarende kaster sig over et groove metal-riff og får det til at fungere med største selvfølgelighed i metalvirvaret. Og når de i samme nummer til slut tager på himmelflugt og lader stemningen glide over i det atmosfæriske, hvor trommer, bas og andenguitar følger i et strømmende harmonisk mønster, mens førsteguitaren giver modspil med skarpe markeringer og dybdegående skalaløb, fremstår det både forbandet poetisk og nøje kontrolleret på samme tid.

Horrendous bevæger sig naturligt fra den ene overgang til den anden og væver deres inspirationer og forbilleder sømløst sammen i et tæppe af progressiv, thrashet dødsmetal. Det kan godt være, at det er bassen, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, men guitaristerne Damian Herring og Matt Knox lægger også et fremragende stykke arbejde for dagen, som de udveksler barberbladsriff og sylespidst sololir med flair for både melodi, rytmiske bevægelser og teknik.

De to guitarister deler også vokaltjansen, og selvom det bidske growl for det meste er i front, lægges der ekstra lag med ren vokal, som føjer tyngde til stemningen. Som i det stille mellemstykke i ’Devotion – Blood for Ink’, der kort tid efter eksploderer i et thrash-frenzy med pulveriserende leads, eller i spoken word-sekvensen i ’Divine Anhedonia’, der fremviser en ulmende uro over guitarer, der glider op og ned af gribebrættet i baggrunden.

Med undtagelse af den næsten ni minutter lange afslutter ’Obulus’ og det akustiske interlude ’Threnody...’ varer numrene omkring de fem-seks minutter, men med en spilletid på blot 40 minutter holder Horrendous sig overordnet til det korte format på ’Idol’. Det er et album båret frem af kompositoriske skills, samspilsevner og historisk bevidsthed. Og det er et album, der holder traditionen for en tidsbestemt form for progressiv metal i et jerngreb, men som i det små lader nutiden sive ind og peger fremad – både for bandet selv og for denne afart af genren.