Retrofuturistisk storværk i særklasse

Populær
Retrofuturistisk storværk i særklasse

Amerikanske Vektors tredje album ’Terminal Redux’ er et rent sansebombardement af progressiv thrash. Et konceptuelt sci-fi-metal-album, som i ambition, vægt og udførelse lægger sig op ad nogle af rock- og metalhistoriens største værker.

Kunstner
Titel
Terminal Redux
Dato
06-05-2016
Genre
Trackliste
1. Charging the Void
2. Cygnus Terminal
3. LCD (Liquid Crystal Disease)
4. Mountains Above the Sun
5. Ultimate Artificer
6. Pteropticon
7. Psychotropia
8. Pillars of Sand
9. Collapse
10. Recharging the Void
Forfatter
Karakter
666

OBS: Dette er en lang anmeldelse, der indeholder en gennemgang af både det musikalske og konceptuelle indhold på albummet. Hvis man udelukkende er interesseret i musikken, kan man med fordel læse første halvdel og slutningen.

”Relic Alshain
Oh, Shahin-i-tarazu
Now my flesh is born anew” (’Charging the Void’)

Det er egentlig for dårligt. Alt for dårligt. ’Terminal Redux’, det tredje album af det progressive thrash metal-band Vektor, udkom den 6. maj, og vi følger først op på den nu. Det bedste forsvar for den forsinkede reception er, at ’Terminal Redux’ er et album, der tager tid, før det for alvor sætter sig i kroppen og bundfælder sig.

Og når den gør det, bliver man lamslået.

Med en spilletid på 73 minutter fordelt over ti sange, er det et langt, ambitiøst og overvældende album, og Vektor blander på forbilledlig vis thrash metallens aggression med prog metallens kompleksitet uden nogensinde at falde igennem. Læg hertil en konceptuel fortælling om en isoleret astronaut, der tæt på sin død finder kilden til evigt liv og bruger det til at omvælte et politisk styre og til at manipulere, undertrykke og tilintetgøre en uvidende befolkning.
 
Det er intet mindre end en ekstremmetallisk sci-fi-opera. Den nyere progressive metals bedste bud på en pendant til Rushs ’2112’ eller Pink Floyds ’The Dark Side of the Moon’.

Retro i nye rammer
”I have returned
With malice that can’t be unlearned
I have arrived
Like the rise of a massive tide” (’Cygnus Terminal’)

’Terminal Redux’ udkommer efter fem års albumpause fra Vektors side. Debuten ’Black Future’ fra 2009 og ’Outer Isolation’ fra 2011 skaffede bandet en del opmærksomhed for deres tekniske thrash, der også indeholdt kradse samfundskritiske kommentarer. Men det virkede også, som om interessen til en vis grad bundede i en retrofikseret begejstring over at blive mindet om thrashens velmagtsdage, da Vektor læner sig tydeligt op ad allerede kanoniserede og velkendte navne.
 
Den mest åbenlyse af disse er canadiske Voivod, der står som Vektors absolutte ledestjerne. Ikke nok med at grupperne musikalsk minder om hinanden, og at begge bands skriver om sci-fi-temaer såsom frygten og begejstringen for teknologiens fremskridt, så er Vektors logo sågar skåret direkte efter Voivods.

Men Vektors retrofuturisme er ikke ren Voivod-efterabning. Selvom ’Terminal Redux’ implicit er en hyldest til thrash metallens storhedstid og til Voivods sci-fi-udtryk, er den også meget, meget mere end det.

Bandleder, guitarist og forsanger David DiSantos vokal er raspende, hæs og rå på samme måde, som Chuck Schuldiners var det. Samtidig giver musikkens kompleksitet mindelser om starthalvfemsernes progressive dødsmetal, hvor blandt andre Atheist, Cynic og Pestilence markerede sig ved siden af Death med en yderst virtuos og til tider jazz-inspireret teknikalitet i deres arrangementer.

Men Vektor er ikke komplekse for kompleksitetens skyld. De besidder en gennemborende musikalsk autoritet, og det er den primære årsag til, at bandet lykkes med alt det, de prøver på på ’Terminal Redux’. De kan simpelthen bære at lave 10-minutters riffmaratoner, der bygger op for at drosle ned og så tage hele møllen forfra igen. Der er ikke ét eneste svagt nummer på albummet, som fra start til slut er spækket med sindsoprivende riff, svimlende soloer, flotte harmonier, abrupte temposkift, afsindige breaks og ekstraordinære detaljer, der åbner sig mere og mere for hvert lyt.

Alle medlemmer af bandet brillerer. Trommeslager Blake Anderson leverer kringlede fills, bizarre skift og lige-på-grooves. Bassist Frank Chin lægger melodiske linjer til de mindre brutale stykker og får endda sin egen heftige og enormt vellykkede solo i ’Psychotropia’. Men der er næppe nogen tvivl om, at det er David DiSanto, der er albummets stjerne, når han sammen med guitarist Erik Nelson udveksler harmonier, soloer og riff, mens han overbevisende inkarnerer den gale astronaut med bistre skrig og hyl.

Det er dog, når bandet afviger den mere konventionelle og brutalt tæskende metal, at moderskibet for alvor letter, og Vektor viser sig som band i intergalaktisk klasse, der kan nå selv de fjerneste stjerner. Og det er i disse momenter, at bandet opnår en synergi, der peger uendeligt langt fremad.

Kosmisk himmelflugt og visionær progression
”Soon the cleansing begins
And no longer we crawl
Before we rise, many must fall” (’Ultimate Artificer’)

Denne synergi finder man allerede i det næsten 10 minutter lange åbningsnummer ’Charging the Void’, der ikke lader intentionerne stå og flagre. Bandet kaster sig direkte ud i den monstrøse rejse, og fra få minutter inde er man fanget i et susende metalridt, hvor tremolo-pickede temaer hvirvler rundt i et evigt skiftende virvar af riff. Lige som man tror, man har fundet et holdepunkt i det frenetiske og hyperenergiske udtryk, dukker et kvindekor (!) op over et tordnende blastbeat og sender lytteren på kosmisk black metal-himmelflugt med et forbandet fængende ”ooh-aay”-refræn.



’LCD (Liquid Crystal Disease)’ åbner med en ivrig tapping-guitar, der lyder, som om leadguitarist Nelson skyder laserstråler ud af sin guitar, og tre minutter inde bevæger bandet sig over i et breakdown, der er ren Slayer-worship. ’Psychotropia’ har riff, der sagtens kunne have været inkluderet på Deaths ’The Sound of Perseverance’, og på både ’Cygnus Terminal’ og ’Pillars of Sand’ tager bandet på rejse i en neoklassisk storhed, hvor især sidstnævntes arpeggio-midterstykke vækker opsigt, da det følger efter et af de mest rå black metal-momenter, der er at finde på albummet. Det korte instrumentale interlude ’Mountains Above the Sun’, der bygger op til ’Ultimate Artificer’, starter med clean guitar- og basspil, der kunne høre hjemme på et af Rushs 70’er-album, men senere introduceres guitarharmonier, der kunne være at finde på Testaments plader fra 1980’erne. Og sådan kan man blive ved. Vektor laver alle de her overgange og skifter gear, som om det var det nemmeste i verden, og det bliver med at imponere.



Når de spiller kradsbørstig og kompleks dødsthrash som på ’Cygnus Terminal’, ’Ultimate Artificer’ og ’Psychotropia’, viser bandet en veludviklet sans for komposition og dynamik, ligesom de ikke mindst viser, at de mestrer det instrumentale håndværk til perfektion. Men det er de mindre genretro og mere progressive momenter, der hæver sangskriver DiSanto op til at være en sand visionær. På de to afsluttende numre ’Collapse’ og ’Recharging the Void’, der tilsammen varer over 20 minutter, går Vektor pludselig i en anden retning, hvor de udforsker teksturer og nuancer, mens de skubber grænserne for deres lyd. DiSanto lægger ikke kun vægten på det tekniske og komplicerede for at være progressiv, men også på at nå samme mål med andre midler. Vektor piller konventionerne fra hinanden for at bygge dem op igen på ny.

’Collapse’ er en decideret ballade, hvor DiSanto for første gang slår over i clean vokal. Den bygger langsomt op til et stort anlagt klimaks, og særlig stærkt er verset, hvor den Schuldiner-hæse vokal lægges oven i den rene skønsang, inden opbygningen obligatorisk skal ende i stærkt distortede og rockede riff.



Men det er ’Recharging the Void’, den 13½ minutter lange og store afslutter, der afrunder pladen på majestætisk vis. Den storslåede tone slås kort an i sangens intro, men først skal man igennem et hæsblæsende forløb af blacket thrash og et væld af flotte guitartemaer, før kvindevokalerne (sunget af soulsangerinderne Naeemah Z. Maddox og RoseMary Fiki) igen introduceres i et lindrende og nedtonet clean-stykke. Netop det stille stykke før den intense afslutning minder om - og har præcis samme funktion som - Pink Floyds ’Brain Damage’, der lægger kimen til ’Eclipse’, som lukker ’The Dark Side of the Moon’. Men hvor Pink Floyd bevægede sig op til månen, smider Vektor lytteren helt ud i det uendelige intergalaktiske tomrum med de sidste minutters storladne aggression.

Balance som koncept
”Raze the land to construct a new beacon
That will shine out from every surface
We are Cygnus V.2
We dictate balance and purpose” (’Psychotropia’)

Konceptet er også værd at dykke ned i, for selvom det ikke som sådan er bestemmende for udbyttet af musikken, er der spændende lag i historiefortællingen, der kun gør oplevelsen rigere.

Kort opridset er vores ondsindede astronaut og protagonist (inkarneret af DiSantos kradse fortællerstemme) en arketypisk skurkefigur, en hævntørstig mand, der udnytter omverdenen til egen fordel. Isoleret i rummet finder han kort før sin død et molekyle, der kan gøre folk yngre. Han får dermed adgang til evigt liv, og han sætter sig for at omstyrte det politiske styre i stjernekonstellationen Cygnus med det formål at indsætte sig selv som enehersker med adgang til både ressourcerne og sandheden.

Netop stjernekonstellationen Cygnus spillede en større rolle for et af prog rockens mest betydningsfulde bands, den canadiske powertrio Rush, og Vektors koncept virker som en reel kommentar til dette. Efter gennembruddet med ’2112’ (1976) bandt Rush deres to efterfølgende plader, ’A Farewell to Kings’ (1977) og ’Hemispheres’ (1978), sammen af to konceptuelle sange, der lå i forlængelse af hinanden. Den 10 minutter lange ’Cygnus X-1: Book One: The Voyage’ lukkede ’A Farewell to Kings’, mens den 18 minutter lange ’Cygnus X-1: Book Two: Hemispheres’ åbnede ’Hemispheres’. Det var her, de tog prog rockens store armbevægelser mest til sig, og derfor også her, de for nogen toppede, mens de for andre blev for prætentiøse.

Rush fortæller i 'Cygnus'-sangene ligeledes om en astronaut. Efter han er blevet suget ind i et sort hul med navnet Cygnus X-1 (som ifølge Wikipedia er det første bredt anerkendte sorte hul i astronomien), finder han sig selv på bjerget Olympus i en fejde mellem de græske guder Apollo og Dionysos. Apollo taler for rationalitet og videnskab, Dionysos for kærlighed og passion, men ingen kan kombinere de to positioner på tilfredsstillende vis. Folket står derfor rastløse i et tomrum, hvor livet ingen mening giver, før astronauten leder parterne frem til løsningen: At det er balancen mellem de to dele, der er vigtig i en ordentlig livsførelse. Den rationelle, logisk funderede venstre hjernehalvdel kan ikke klare sig uden den højre hjernehalvdels emotionalitet. Astronauten navngives derfor som Cygnus, balancens gud, og fortællingen slutter med linjerne: ”Let the truth of love be lighted/Let the love of truth shine clear […]/With the heart and mind united/In a single perfect sphere”.



Hvor astronauten hos Rush ophøjes til en gud gennem en erkendelse af verdens polaritet, tager historien dog en helt anden form hos Vektor: Det er ikke kærligheden til sandheden og det opbyggelige, der er i centrum for vores hovedperson, men derimod ubegrænset diktatorisk magt gennem eneret til en ressource. Rushs helende sci-fi-universalisme (Cygnus V.1) bliver i Vektors hænder til en grum fremtidsteknologisk dystopi (Cygnus V.2).

Og dét koncept minder netop om Rushs foregående album ’2112’ (som vi har lavet en hel Metaldiktator om her), hvor titelnummeret beskriver et diktatorisk styre, der i fremtiden har lagt låg på friheden for en uvidende befolkning. Men igen er der en skarp opdeling mellem, hvordan konflikten udfoldes hos de to bands: Hvor Rush fortæller om én persons individuelle opgør med det diktatoriske styre, er vinklingen på ’Terminal Redux’ omvendt: Her hører vi i stedet, hvordan det oprindelige styre omvæltes og erstattes af det diktatoriske. 'Terminal Redux' lægger sig derfor som både en form for forhistorie og fortsættelse på tematikken fra '2112', hvor Rushs individfokuserede Ayn Rand-filosofi og frihedsbegejstring erstattes af teknologipessimisme og diktatorisk essentialisme. Hvilket alt sammen er helt i tråd med thrash metallens tematiske arv om sofistikeret teknologi som middel til undergang gennem eksempelvis krigsførelse, som beskrevet på bl.a. Voivods 'Killing Technology', Sodoms 'Agent Orange' og Megadeths 'Countdown to Extinction'.

Cirklen sluttes
”To live, to die
To lose our pride
To accept our fate
Life is not ours to dictate” (’Collapse’)

Sortsynet får dog ikke lov til at tage helt over hos Vektor, og det helt afgørende moment i plotudviklingen finder sted i ’Collapse’, hvor protagonisten erkender sine fejl og indser, at han selv må lade livet for at opretholde balancen i universet.

Protagonisten hos Vektor gør sig skyldig i samme fejl som Apollo og Dionysos gør hos Rush – han fokuserer på den ene ekstrem uden at anerkende den modsastte, og han begår dermed hybris ved sine overmodige handlinger. Han opnår ikke den balance, han ellers selv har påstået at diktere, og dermed slutter ’Recharging the Void’ med en bøn om at vende tilbage til stjernen Alshain.

Når albummet starter, finder han evigt liv. Når albummet slutter, erkender han, at han skal dø.



Med et stort anlagt selvmord (som angiveligt er det, albumcoveret illustrerer) slutter vi, hvor vi startede, og det intense forløb understreges forløsende af musikken, der vender tilbage til bønnen fra det første nummer, denne gang svagt modificeret, men over det samme musikalske tema:

"Relic Alshain
Oh, Shahin-i-tarazu
I return my flesh to you” (’Recharging the Void’)

Visionært storværk
’Terminal Redux’ er på alle måder en overvældende oplevelse. Overvældende intens, overvældende kompleks og mest af alt overvældende stor. Det er et album, som tager en arv på sig og stolt bærer den videre. Det tager tid at tage imod, og man skal være tålmodig, men udbyttet er i sidste ende kolossalt.

Vektor har udpeget retningen, og det går kun opad. Selvom ’Terminal Redux’ måske ikke bliver allemandseje i fremtidens metalverden, og selvom nogle med al sandsynlighed vil finde den for lang, er det stadig et visionært værk, som bør anerkendes for at være netop dét. Et album med så stor en ambition og så bredt et udsyn, og som tilmed er så veludført, kommer der kun få af hvert metal-år, endsige hvert årti.

Så bøj jer i det kosmiske støv for Vektor, der med ’Terminal Redux’ har lavet et ærefrygtindgydende storværk, man som sci-fi-elskende metalhoved kun kunne drømme om.

Indtil nu.