Prog af den gamle skole
Populær
Det britiske band IQ disker op med endnu en solid gang neo-prog, der dog desværre ikke rigtig bringer de store overraskelser.
2. "The Road of Bones" 8:32
3. "Without Walls" 19:15
4. "Ocean" 5:43
5. "Until the End"
IQ var i begyndelsen af 80’erne en del af den anden britiske progressive rock-bølge. Hvor 70’erne bød på Yes, Pink Floyd og Genesis, var det i 80’erne anden generation - ikke mindst Marillion, men også i mindre grad Pallas, Pendragon og altså IQ – der tegnede den britiske prog-scene.
IQ er nu klar med bandets 10. album, ’The Road Of Bones’. 10 album på mere end 30 år synes måske ikke af så meget, men er nok kendetegnende for de vilkår, som genren har haft i årtier. Efter punkens indtog i sluthalvfjerdserne er det vel kun Pink Floyd og til dels Marillion, der som proggruppe reelt har været i stand til at sælge album i målelige mængder.
IQ kæmper dog videre på 33. år og har da også en pæn fanbase. Det er også bemærkelsesværdigt, at bandet består af stort set de samme musikere, som udgav bandets debutalbum, ’Tales from the Lush Attic’, i 1983. Det er således alene keyboardspiller Martin Orford, der har forladt bandet og er blevet erstattet af Neil Durant. Resten af IQ består nu som den gang af Mike Holmes (guitar), Tim Esau (bas), Peter Nicholls (vokal) og Paul Cook (trommer).
’The Road Of Bones’ lægger fint ud med sangen ‘From the Outside In’, der efter lidt effekter og spoken words fra den hedengangne 'Dracula'-skuespiller Bela Lugosi sætter i gang med et ret fornuftigt guitarriff, der godt underbygges af bas, trommer og atmosfæriske keyboards. Peter Nicholls' lidt spinkle stemme lægger en rigtig fin top på denne albumåbner.
Indadvendte sange
Desværre er første sang på albummet både den bedste og lettest tilgængelige på albummet. Anden sang af albummets kun fem sange er titelnummeret. Her er der tale om en større grad af indadvendthed, der præger resten af albummet. Sangen minder lidt om moderne Marillion. Den er en stille opbygger, og det er først til allersidst i sangen, at der kommer lidt aggressivitet i guitaren.
Samme koncept gør sig gældende for albummets sidste tre sange. De starter alle meget sløvt for så efterfølgende i større eller mindre grad at bygge op til en eller anden form for klimaks, der dog ikke i alle tilfælde er lige frugtbart.
Tredje sang, 'Without Walls', har et omfang med en spilletid på over 19 minutter, som kun forekommer hos prog-bands. Det er en sløv start, men kan man stå starten igennem, udvikler det sig til en sang, der fint kan måle sig med åbningsnummeret.
Afslutningssangen ’Until the End’ minder lidt om den stil, som Genesis bekendte sig til i tiden efter Peter Gabriels udtræden, og indtil Phil Collins' våde popdrømme totalt overtog retningen for dette band.
Er man fan af IQ, er ’The Road Of Bones’ naturligvis uundværlig. Er man til Marillion og 70’er-Genesis, er det nok også værd at lægge et øre til det nye album. Men ellers har albummet nok ikke så stort et marked.