Metaldiktator: Rush - 2112
Populær
Den canadiske powertrio Rush fik i 1976 deres store gennembrud med sci-fi-værket ’2112’, der på forbilledlig vis fusionerede heavy rock og prog rock. Historien bag albummet er ikke blot historien om et band, der gik imod deres pladeselskab, det er også historien om en tid, hvor 20 minutter lange numre kunne sælge plader i millionvis. Vi kigger tilbage på albummet, der i disse uger fylder 40 år.
- I. 'Overture'
- II. 'The Temples of Syrinx'
- III. 'Discovery'
- IV. 'Presentation'
- V. 'Oracle: The Dream'
- VI. 'Soliloquy'
- VII. 'Grand Finale'
2. 'A Passage to Bangkok'
3. 'The Twilight Zone'
4. 'Lessons'
5. 'Tears'
6. 'Something for Nothing'
Det kan være næsten ufatteligt at tænke på. Men der var en tid, hvor progressiv rock solgte millioner af plader. Hvor snørklede strukturer i uendeligt lange sange samlet på ambitiøse konceptalbum med storstilede tematikker var velanset i mainstream, og hvor virtuost sammenspil i en dyb genresmeltedigel af heavy metal, klassisk musik, folk og jazz appellerede bredt.
Det var starten af 1970’erne, nærmere betegnet årene 1969-1974, en tid, der retrospektivt kan kaldes prog rockens guldalder. Når man kigger tilbage, er det altid en særlig række bands fra denne periode, der udmærker sig: De obligatoriske koryfæer i King Crimson, Yes, Genesis, Jethro Tull og Emerson, Lake & Palmer over for Canterbury-scenens Caravan og Soft Machine til Manchester-bandet Van der Graaf Generator. Og selvfølgelig Pink Floyd, scenens mest anerkendte og bedst sælgende navn, der dog aldrig var lige så genreudforskende og eksperimenterende som de øvrige.
Og så var der Rush. Verdens største kultband er de blevet kaldt. Det er en paradoksal betegnelse, men det har noget på sig. Hvor alle de førnævnte bands er britiske, og hvor prog rocken i høj grad var en britisk etableret scene, så var Rush fra Canada og dermed geografisk afskåret fra resten af scenen. Det var dog noget, som alligevel kom til at fungere til bandets fordel. Med deres progressive heavy rock og episke sange, der fungerer som deciderede hymner, når de blæses op i stadionstørrelse, fik de med tiden banet sig ind på det amerikanske marked i en sådan grad, at de er blevet folkeeje og anslås at have solgt op til 25 millioner plader i USA alene. Kritikernes anerkendelse fik Rush aldrig rigtig, det var musikken for prætentiøs og nørdet til, men de vandt folks gunst og opbyggede sig med tiden en voldsomt dedikeret fanbase. I dag er de indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame og portrætteret (og skudt ned) i South Park, alt imens navne som Metallica, Primus, Nine Inch Nails, Foo Fighters og The Smashing Pumpkins alle har anerkendt Rush som inspirationskilde.
Alligevel er de stadig relativt ukendte i Europa, og dermed får påstanden om kultstatus en grund at stå på. De forbliver lidt af en hemmelighed for de indviede, for rocknørder og prog-fans, og det selvom prog rocken originalt var af britisk afstamning.
I disse uger er det 40 år siden, at gennembrudsalbummet ’2112’ udkom. Det er svært at finde en præcis datering på albummets udgivelse, men bandets egen hjemmeside siger blot "april 1976", og derfor er det på rette tid med en Metaldiktator om Rush. For selvom de aldrig har været et decideret metalband, så har de stadig haft en stor betydning for metallen. Den ekvilibrisme, som de har lagt for dagen, kan spores hos omtrent alle progressive metalbands, og selvom selve musikken er mere funderet i en tung rock, så besidder den til tider også en protometallisk vibe, der gør dem relevante for metalscenen.
Det var på ’2112’, at Rush for alvor markerede sig som ekstraordinære musikere og sangskrivere. Hurtige nedslag i deres snart 50 år lange karriere vil umiddelbart pege på dette album som et højdepunkt sammen med milepælen ’Moving Pictures’ fra 1981. Men ’Moving Pictures’ var næppe blevet til, hvis ikke det var for succesen med ’2112’. Hvor ’Moving Pictures’ kondenserede Rushs udtryk og sidestillede prog rock, heavy rock og stadionrock med en mere dominerende synthesizer, så er ’2112’ drevet af opkomlingens energi og vilje.
Progressiv nedsmeltning
I 1976 var prog rocken så småt på retur. Publikum forsvandt langsomt, og bandene stagnerede kreativt. King Crimson var gået i opløsning efter udgivelsen af ’Red’ i 1974. Emerson, Lake & Palmer holdt pause. Peter Gabriel havde forladt Genesis efter den ambitiøse ’The Lamb Lies Down on Broadway’, og som kvartet lod de trommeslageren Phil Collins overtage sangerrollen, men snart blev de reduceret til en trio. Yes havde begået hybris med den prætentiøse ’Tales from Topographic Oceans’ fra 1973, et dobbeltalbum, der bestod af fire sange på cirka 20 minutter hver. Teksternes orientalistiske, filosofiske koncept var inspireret af en fodnote (!) i en meditationsgurus biografi, og det noget mislykkede forsøg på at nå kunstens tinder splittede fanbasen. Det tydeliggjorde – ikke bare for Yes, men for hele genren – hvor nemt man også kunne knække nakken på det store, konceptuelle format.
Flyver man for tæt på solen, brænder man sine vinger. Og ligesom græske Ikaros måtte prog rockens musikere sande, at ambitionerne om det store og for hver gang større kunstværk var uladsiggørligt. Prog rocken kunne ikke bære sin egen vægt, og det førte langsomt til genrens fald.
Men inden punken slog igennem som prog rockens diametrale modsætning og satte det skrabede, simple og DIY-prægede i front, var der en overgangsperiode. Og her landede ’2112’ som et lyn fra en klar himmel.
’2112’ var ikke et overmodigt på samme måde som ’Tales from Topographic Oceans’. Lp'ens ene side bestod ganske vist af et enkelt nummer på 20 minutter, som var opdelt i syv sektioner, men på den anden side lå fem skarpe og korte rocksange. Her viste Rush, at de mestrede det episke format, alt imens de også viste, at de sagtens kunne skære ind til benet og levere hårdt rockende enkeltnumre. Alt sammen med et virtuost og kompositorisk overskud. ’2112’ er derfor ikke et konceptalbum som sådan, men det er stadig et album, der i vid udstrækning er båret af et koncept.
Fra nutid til fremtid
Rush blev dannet helt tilbage i 1968 i byen Toronto i Canada. Guitarist Alex Lifeson fandt en stabil makker i bassist og sanger Geddy Lee, og de blev bakket op af trommeslageren John Rutsey. Der skulle der dog gå seks år, før det selvbetitlede debutalbum udkom. Det var ikke nogen prangende original debut, imitationen af forbillederne i Led Zeppelin og Cream skinnede meget tydeligt igennem, men albummet indeholder alligevel flere ting, der senere blev nogle af Rushs kendetegn. De hårde, bluesede riff og Geddy Lees imponerende og høje tenor, der er et evigt stridspunkt for lytterne, men som man lærer at holde af med tiden. Til at starte med vakte musikken ikke genklang særlig langt ud over lokalmiljøet, men med hjælp fra en radiostation i Cleveland blev nummeret ’Working Man’ et mindre hit, hvilket sikrede Rush en pladekontrakt med amerikanske Mercury Records.
Rutsey forlod bandet og blev udskiftet med Neil Peart, der også tog rollen som tekstforfatter på sig – en utraditionel rollefordeling i et rockband, men det må siges, at det var en god idé, da netop Pearts filosofiske tekster inspireret af science fiction og fantasy var med til at løfte Rushs musik til at få en mytisk og mere udforskende karakter. Samtidig var det en stor kontrast til Geddy Lees egne klichéfyldte baby-udråb og blue collar-temaer på debuten.
Man kan på ’Fly by Night’ fra 1975 så småt fornemme retningen, Rush er på vej i. Teksterne er anderledes ambitiøse, ligesom musikken vristede sig fri fra de slaviske efterligninger af forbillederne. Især står den ni minutter lange ’By-Tor and the Snow Dog’ ud med sin epik, sine referencer til græsk mytologi og sin mere komplekse struktur, hvor der skiftes fra solostykker til hårdt rockende riff til breaks, hvor Neil Peart for alvor fremviser sit teknisk sikre trommespil.
Men hverken ’Fly by Night’ eller den efterfølgende ’Caress of Steel’, der ellers var spået til at være bandets gennembrud, fik den store succes. Når man hører ’Caress of Steel’, er det da også til at forstå. Der er enkelte lyspunkter, men de to meganumre ’The Necromancer’ og ’The Fountain of Lamneth’ på henholdsvis 12 og 20 minutter er mislykkede og gør pladen tung at komme igennem. Her forsøger Rush at tage de helt store temaer op begive sig ud i lange litterære fortællinger, men uden at have musikaliteten til at bakke det op. ’Caress of Steel’ floppede, og pladeselskabsfolkene hos Mercury anbefalede Rush at holde sig helt fra koncepter og lange sange fremover.
Da Rush i starten af 1976 gik i studiet for at lave deres fjerde plade, var det derfor make or break. Og hvor andre nok ville have erkendt, at de episke numre ikke var bandets stærke side, at tidsånden var ved at ændre sig, og at der ikke længere var meget kommerciel fremdrift i proggen, så ændrede Rush ikke strategi. Tværtimod satte Lifeson og Lee sig og skrev musik til det 20 minutter lange titelnummer, der fylder hele første side på lp’en.
Mercury var selvsagt ikke tilfredse, men besluttede sig alligevel for at udgive pladen som bandet intenderede den. Det viste sig at være en god idé.
Rush vs. musikbranchen
”Listen to my music
Hear what it can do
There’s something here that’s as strong as life
I know that it will reach you”
(’2112: IV - Presentation’)
At det skulle blive en stor succes, kom nok som en overraskelse for de fleste. Det fortæller en, at proggen ikke var lagt helt i graven endnu, men det fortæller også om bandets egen tro på deres materiale. Kampen mod pladeselskabets krav om at drosle ned med sanglængderne og justere ambitionerne blev en tematisk rød tråd igennem albummet, og titelnummeret kan ses som et direkte metanarrativ over bandets egne udfordringer på dette tidspunkt.
Peart havde slået det helt store brød op med den science fiction-fortælling, man som lytter føres igennem i løbet af de 20 minutter, titelnummeret varer. I fremtiden har en galaktisk krig i år 2062 ført til en føderal sammenslutning under den såkaldte røde stjerne. Siden har der været fred i universet, og i 2112 er det et præstestyre, der sidder på magten. Det er de såkaldte ”Priests of the Temple of Syrinx”, og de kontrollerer, hvad befolkningen kan og må. Det er kontrol under et illusorisk dække af frihed.
Vi præsenteres for vores protagonist, der lever i denne illusion. Ved et tilfælde finder han et strengeinstrument bag det vandfald, han jævnligt besøger, og når han spiller på det, forbløffes han over den skønne musik. Han tager det med og præsenterer det for præsterne, der afslår hans fund, kalder det et spild af tid og påpeger, at det var med til at udslette den gamle verden.
Slukøret tager protagonisten hjem og falder i søvn, hvor han drømmer om et orakel, der viser ham den gamle race af mennesker, der lysår væk har indtaget andre planeter, hvor de som civilisation vokser videre i evig søgen efter visdom og magt. ”I see the hand of man arise/With hungry mind and open eyes”, som Geddy Lee synger.
Men protagonisten vågner og indser, at det hele var en drøm. Han har indset, at friheden er umulig under det undertrykkende præstestyre, og i sin desperation begår han selvmord. Men lige efter Lee synger ”my lifeblood spills over”, starter Lifeson et nyt riff, der groovende og optimistisk sætter den store finale i gang, hvor et oprør mod præstestyret finder sted. En dyb speakerstemme annoncerer til slut:
”Attention all Planets of the Solar Federation. We have assumed control”.
Ordenen er genindført, men præcis hvilken orden det er, står ubesvaret hen.
Historien om individet mod det undertrykkende styre er ikke mindst en ideologisk fortælling, men illustrerer også Rushs egen frustration med musikbranchen. Man aner en imaginær fuckfinger til industrien i sangteksten og i bandets ageren. Det fremhævede citat kunne lige så vel komme fra bandet selv, som det kunne komme fra historiens protagonist.
Det heldige er, at Rush her for alvor har noget at have det i. De 20 minutter samler nogle af bandets absolut bedste riff, vokallinjer og soloer. Geddy Lee vrænger og skriger, når han tager rollen som præst på sig, men viser også en enormt blød side, når han portrætterer protagonistens desperation. Lifeson får vredet den ene melodiske og lirede solo af efter den anden, og Peart groover og holder bandet sammen.
Statusjagt
Der har altid været et stærkt gennemsyrende element af jagt på status og anerkendelse i den progressive rock. Oven på tressernes revolutionære paroler, protestsangene og hippiebevægelsens politiske engagement, var verdensordenen og den politiske virkelighed en anden i 1970’erne. Rockmusikken havde ganske vist haft en rolle i mobiliseringen af et større samfundsmæssigt oprør, men oprøret resulterede ikke i varig forandring og ønsket om en bedre verden. Den frustration viste sig som en omvendelse i rockens ambition i de følgende år. Kunne rockmusikken ikke forandre den politiske verden, måtte den forandre den kunstneriske verden, lod et ræsonnement til at være. Og så var det, man gik i gang med at lave symfoniske konceptplader og rockoperaer med filosofisk tyngde og en ambition om at favne hele universet.
Rush ser sig da heller ikke helt fri fra denne statusjagt, og det bliver eksemplificeret i nummeret ’2112’s opbygning og inddeling i syv sektioner, hvoraf den første kaldes 'Overture'. Det er en direkte efteraben af den klassiske musiks operaer, og det virker som en halvbagt måde at elevere ens musik og receptionen af den på. At den skal dømmes og anses som et værk på lige fod med Wagner og Mahler.
For det fungerer sjældent efter hensigten. Rockens skift fra den politiske arena til den klassiske koncertsal er ikke smertefri eller uden bump på vejen. Prog rockens storladenhed bygger ofte på en påstand om kunstnerisk kredibilitet, som simpelthen mangler at blive underbygget.
Det giver bedre mening at se bort fra efterligningen af den klassiske musiks format og anskue ’2112’ blot som et meget langt rocknummer, der går fra A til B og videre. Vi får ikke musikalsk repetition, der binder hele værket sammen, men vi får en historie, der afsluttes og afrundes. Og som sådan fungerer ’2112’ suverænt. Ikke blot er de enkelte sektioner velskrevne med overraskende udviklinger, skift, soloer og breaks, men det er i den samlede progression, at nummeret virkelig løfter sig op. Helheden er større end summen af de enkelte dele, og netop der har den progressive rocks pompøsitet og store ambitioner sin eksistensberettigelse.
Eneren mod massen
”What you own is your own kingdom
What you do is your own glory
What you love is your own power
What you live is your own story”
(’Something for Nothing’)
Hvis fortællingen om protagonisten mod det totalitære styre lyder, som om den er tung af ideologi og politisk filosofi, så er det, fordi den netop også er det. Den fortæller om eneren i massen, individet, der skal realisere sig selv, men ser sig udfordret og undertrykt af en autoritær ordensmagt. Temaet viser sig også i bandets nye logo, den såkaldte ”Starman”, hvor en nøgen mand (sandsynligvis vores protagonist) står foran præstestyrets røde stjerne. Stjernemanden er det rationelle individ, det moderne, oplyste menneske, hvis mål er at føre sine ambitioner og drømme ud i livet. Stjernen symboliserer det totalitære styre, og det er nok ikke helt tilfældigt, at der er en lighed med kommunismens røde stjerne. Det giver især mening, når man ser på bandets ideologiske forbillede.
Neil Peart var i årene forinden begyndt at læse den russisk-amerikanske forfatter og filosof Ayn Rand, som han på ’2112’ krediterer som et geni. Rand står som ophavskvinden til den såkaldte objektivistiske filosofi, der i store træk går ud på, at det rationelle menneske og individ har sin egen lykke som absolut mål. Respekten for individet og dets rettigheder er af essentiel karakter, men ellers er alle reguleringer af det onde. Hendes tanker skriver sig dermed ind i en stærkt liberal tradition, hvor al indblanding udefra ses som et brud på individets ukrænkelige ret til at følge sin egen vej. Rand forsvarede egoisme og foragtede altruisme, og hendes tanker er derfor med rette blevet kritiseret af mange som et forsvar for altopslugende grådighed og for et dekadent menneskesyn.
Ayn Rand er selvsagt ikke en tænker, der har bred opbakning i det socialdemokratiske Danmark eller for den sags skyld det socialdemokratiske Canada, men hendes værdisæt har fundet mange tilhængere verden over. Hun hyldes som en heltinde af liberale, ligesom hun også bruges af den amerikanske højrefløj, heriblandt den neokonservative Tea Party-bevægelse.
Herhjemme er det især Liberal Alliance, der hægter deres politik op på Rands filosofi, ligesom Saxo Banks tidligere direktør Lars Seier Christensen er stor tilhænger af hendes tanker. I 2003 genoptrykte Saxo Bank 10.000 eksemplarer af hendes hovedværk, den 1200 sider lange ’Atlas Shrugged’ fra 1957, og sendte den rundt til ministre, borgmestre og virksomhedsledere som ideologisk inspiration.
Tyngden fra Rands filosofi er i høj grad til stede hos Rush, og det er noget, der – afhængigt af ens politiske ståsted – kan give en form for ideologisk dissonans i mødet med teksterne.
Heldigvis bliver Rushs sange ikke moralprædikener eller eksplicit politiske. Rock har i mange år bygget på en selvforståelse af lytteren og musikeren som et oprørsk individ, og i den henseende går Rands tanker og Rushs formidling af dem hånd i hånd med en rockmytologisk arketype. Der er et ideologisk overlap, og det viser sig blandt andet på ’Something for Nothing’. Her leverer bandet deres budskab med en kontant no bullshit-attitude, som når Lee vrænger "you won't get wise with the sleep still in your eyes". Så selvom teksterne ganske vist har en ideologisk karakter, er det sjældent noget, der forstyrrer selve lytteoplevelsen, og for det meste gør de blot det, at de understøtter musikken og opbygger et univers af science fiction-eskapisme og prog-nørderi. Det ideologiske udgangspunkt kan man være uenig i, men så bliver det som regel også ved det.
For det er musikaliteten, der er det primære hos Rush. ’Something for Nothing’ er blandt Rushs hårdeste og mest bidske momenter, det er en sang, der opfordrer til lufttrommer og skrål, og den er blandt bandets absolut bedste. Det samme kan man sige om den medrivende ’A Passage to Bangkok’, der blot handler om at rejse rundt i Østen og ryge sjove ting. Den benytter sig af det stereotype ”asiatiske riff” (”everybody was kung-fu fighting”, anyone?), hvilket muligvis ville føre til anklager om kulturel appropriation, hvis det blev udgivet i dag. Ikke desto mindre er det en sang, der med rette kan blæses op i stadionstørrelse og give den helt store forløsning. ’Lessons’ eksploderer ligeledes i en rockrus i omkvædet og er endnu et stærkt nedslag, 'The Twilight Zone' (der ganske rigtigt har sin titel fra tv-showet af samme navn) viser bandet i en mere nedtonet form, mens balladen ’Tears’ er pladens mest stille stund – og samtidig svageste.
'2112' er lyden af et progressivt band, der lå så tilpas langt fra de foregående års progressive udskejelser, at de ikke fremmedgjorde deres lyttere. Fundamentet er i trioformatet og i en klassisk heavy rock, men bandet fandt ud af at udfordre sig selv og lytterne ved at balancere mellem bidsk og rå musikalitet, episk historiefortælling og filosofiske abstraktioner. Her 40 år senere er '2112' stadig en overvældende oplevelse, og den står tilbage som en af prog rockens højdepunkter, hvis ikke en af 70'ernes bedste rockplader overhovedet.
Senere i april 1976 udkom Ramones’ debutplade, som varslede en ny tid, og året efter bragede Sex Pistols igennem lydmuren. Punk var blevet det nye, og med ét var prog rocken passé.
Men det stoppede ikke Rush. ’2112’ solgte tre millioner eksemplarer i USA alene og skaffede dem en fanbase. I de følgende år ville de tage deres udtryk i forskellige retninger på en række plader, der er fremragende på hver deres måde: ’A Farewell to Kings’, ’Hemispheres’, ’Permanent Waves’ og ’Moving Pictures’. Dem kan vi kigge nærmere på ved en anden lejlighed.