Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det lyder bare dødgodt

Populær
Updated
Det lyder bare dødgodt

Taphos leverer en fremragende produceret debutskive, der giver lytteren dødsmetal i aggressiv, ond og alligevel catchy og til tider nærmest episk form.

Kunstner
Titel
Come Ethereal Somberness
Karakter
4

Forud for 'Come Ethereal Somberness', debutskiven for danske Taphos, har Blood Harvest udgivet bandets to første udgivelser, en demo og en ep, på vinyl. En udmærket måde at sætte lidt hype i gang for det københanvske dødsmetalband. Markant for debuten her er den i sammenligning bedre produktion, som passer perfekt til sangene. Lyden er stadig rå ad helvede til, men der er en dybde og energi i lyden, som ikke kun kommer fra de stærke sange. Nej, der er drejet knapper på den helt rigtige måde. Trommerne lyder utroligt godt, som trommer nu engang lyder, fristes man til at sige, men den kunst synes svær at ramme på masser af metaludgivelser. Og så er balancen mellem guitarer, rytmesektion og det rå og hæse growl bare lige i øjet.

Efter en kort intro serveres 'Impending Peril'. Og sikke en måde at sige goddag til en rådden verden på for Taphos. Det er forbavsende catchy for en omgang brutal og aggressiv dødsmetal, med nogle simple, isnende melodier,der skaber en perfekt ond stemning. Selvom beskrivelsen af stemningen, der på magisk vis titter frem som ekstra krydderi af og til, kunne få tankerne over på black metal, afviges der ikke fra dødsmetallen.

Lyder som ... lækker dødsmetal, simpelthen
Der er bestemt noget old school Morbid Angel og Incantation over det, men også de glimrende Vanhelgd fra Sverige dukker op i erindringen, når bandets variant af dødsmetal skal forsøges placeret på skiven. Man kan dog også gå den simple vej og anbefale dette til alle fans af fantastisk dødsmetal. Udover det allerede nævnte track i starten af skiven, er der fed energi i 'Thrive in Upheaval' mens 'Insidious Gyres' har nogle formidable rytmeskift og en nærmest groovy afslutning.

Pladen er ganske kort: Tæller man introen, outroen og den smukke, instrumentale 'Dysfori' fra, så er vi under 35 minutter. Det er til gengæld veludnyttede minutter, der overordnet holder et fandens højt niveau. Der er måske et par numre, som lader til at være brygget lidt over de samme idéer, og som set med kritiske øjne træder lidt vande. Men når niveauet er så højt, som det er, så er det ikke, fordi en smule genbrug er dårligt. Det er mere, fordi man tidligt på pladen er blevet forvænt, fordi de første sange på pladen præsenterer en så fornem variation. 

Simpelthen et lækkert album pakket i fremragende lyd til stilen.