Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #241

Populær
Updated
Krigsguden #241

Krigsguden var i Pumpehuset for at se Blood Incantation, Cruciamentum og Taphos.

Titel
+ Cruciamentum + Taphos
Spillested
Dato
17-03-2017
Koncertarrangør

Fredag den 17. marts allierede amerikanske Blood Incantation sig med britiske Cruciamentum og lokale Taphos til forårets hårdeste dødsmetalfest. Blood Incantation ...

Denver-bandet Blood Incantation udgav i min optik det bedste album i 2016, deres urørlige debut 'Starspawn', som var milevidt over deres dødsmetal-konkurrenter på den internationale scene, så jeg var propfyldt af forventningens glæde, som en 5-årig knægt til juleaften, der håber på at få Dødsstjernen i gave.

De lokale dødshelte Taphos har jeg set flere gange og booket til mit juleshow i min bif, Virus Bio i Mayhem. Der er medlemmer fra bl.a. Night Fever, Alucarda og Lesion. Vi fik ca. en halv times død med imponerende temposkift, overjordisk energi og numre fra deres nye ep som 'Purging Pyres', der lover godt for drengenes fremtid. Bandnavnet betyder begravelse på græsk, men vi var langt fra begravet endnu, kun mere sultne efter de næste to navne.

Aftenens ældste band, britisk/skotske Cruciamentum, har jeg også oplevet flere gange på en scene. De passede fint ind i programmet med deres ekstremt tunge dødsdoom som afveksling til de to andres mere hurtige form for death metal. Deres dræbende Bolt Thrower-agtige riffs hamrede vores hoveder i stumper og stykker, som en besat bulldozer på afveje.

Nu var scenen sat for mit pt. favoritband i verden, og Blood Incantation skuffede heldigvis ikke. Tværtimod. Deres tekniske progressive død kan minde lidt om bands som 90'er-kultbandet Timeghoul samt Demilich og Vektor, men med sit helt eget twist. Tempoet var helt oppe i det blodrøde felt under hele koncerten, kun afbrudt af en slags politisk (?) tale  fra sanger/guitarist Paul Riedl, som ingen rigtigt fattede hvad gik ud på, specielt da deres tekstunivers er meget science fiction-agtigt. Men det kunne på ingen måde formindske eller reducere Blood Incantations overmenneskelige magtdemonstration denne fredag aften i Pumpehuset. Muligvis det bedste metalshow, jeg har set i 10 år. Det var også godt at se et så fint fremmøde for et nyt band som Denver-kvartetten. Bravo, København!