Når målet er den højere enhed

sunless dawn timeweaver

De bornholmske progdøds-ekvilibrister Sunless Dawn leverer en gennemarbejdet, stærk og ambitiøs debut, der bør katapultere bandet frem blandt de allerhøjst profilerede danske metalbands.

Kunstner
Titel
Timeweaver
Dato
16-11-2018
Trackliste
1. Apeiron
2. Aether
3. The Arbiter
4. Biomorph I: Polarity Portrayed
5. Biomorph II: Collide into Being
6. Biomorph III: Between Meadow and Mire
7. Grand Inquisitor
8. Erindringens Evighed
9. Sovereign
Forfatter
Karakter
5

Sjældent har et dansk band forsøgt sig med så ambitiøs og teknisk og musikalsk gennemført en debutudgivelse, som Sunless Dawn gør med ’Timeweaver’. Og sjældent er et dansk band lykkedes så godt med et pladeprojekt med så få musikalske begrænsninger, som eksilbornholmerne gør her.

’Apeiron’ starter tilforladeligt, uskyldigt og tilnærmende med en dæmpet melodisk intro, der snigende drager lytteren ind i den fyldige lyd af store progressive guitarriffs, som snart efter får sit dødsmetalliske modspil fra Henriks Munchs alsidige growl, der dækker et befriende bredt tonespektrum. Samspillet mellem de proggede guitarer, der konstant legende udforsker riffs, strukturer og toner pladen igennem, og den hidsige vokalstil gør, at Sunless Dawn fra første nummer formår at fremstå såvel symfoniske og storladne som brønddybe og onde.

Munchs keys giver pladen en til tider overjordisk lyd i samarbejde med d’herrer Hildebrandt og Møllers guitararbejde, der sammen med trommeslager Thomas Mascagnis skæve fills og rytmer skaber et evigt afvekslende, progressivt lydbillede, som sjældent bliver repetitivt.

Stilen fortsætter ind i et af pladens højdepunkter, den kontante ’Aether’, hvor man midt i nydelsen tager sig selv i at konstatere, at Sunless Dawn egentlig snarere er et progressivt orkester end et reelt dødsmetalband. Ud over de melankolske, dunkle lydbilleder er det primært vokalerne, der giver ’Timeweaver’ sit dødsmetalliske udtryk. Musikken har som sådan ikke en iboende brutalitet, som man traditionelt kender det fra den fee’ døø’. Tænker man. Indtil ’The Arbiter’ brager ud i ansigtet på én og forvisser én om, at jo, Sunless Dawn er absolut et dødsmetalband. Men samtidig et band, der ikke lader sig binde af genrebegrænsninger, så længe de musikalske ideer naturligt kan smelte sammen. Og det gør de på ’Timeweaver’. Det er musikalsk håndværk på et atypisk højt plan for en debutplade.

Det samme er ’Biomorph’-trilogien midt på pladen, der på godt et kvarters tid repræsenterer alt det bedste, Sunless Dawn har at tilbyde musikalsk. Et evigt foranderligt, kaleidoskopisk lydbillede, guitarister, der legende skifter mellem det progressive og det tunge, vokaler, der snart fremstår som storladne kor og snart afgrundsdybe growl og en rytmegruppe, der får det musikalsk skæve til at fremstå naturligt lige og stringent i ørerne. Hele herligheden munder ud i ’Biomorph III: Between Meadow and Mire’, der isoleret set nok er blandt de to-tre bedste danske metaltracks i 2018.

Inspirationerne for Sunless Dawn er ret klare, ligesom bandet selv er åbne om det: Opeth og Ihsahn. Lyden er glasklar og tydeligt skandinavisk, og Jens Bogrens glasur af masterering på toppen af kagen understøtter den lyd a la idolerne, som Sunless Dawn har søgt at ramme. Følelsen af, at man her sidder med metallens svar på ’new nordic’, understøttes fint af den dansksprogede ’Erindringens Evighed’ − baseret på en tekst af Søren Kierkegaard − samt af den episke og 15 minutter lange ’Sovereign’, der flere steder har samme udtryk som de mere progressive sider af bands som Enslaved og Emperor. Nummeret er en magtdemonstration, der som resten af pladen mestrer at være afvekslende uden at blive kaotisk og forvirrende.

Lige som pladens sidste nummer i sig selv er ’Timeweaver’ ikke bare et album. Det er et værk. Det er en helhed og bør nydes som sådan. Og det er et værk udført af et band med et væld af ideer og fremfor alt med evnerne til at føre ideerne ud i livet. Sunless Dawn har siden deres sejr til WOA Metal Battle i 2016 ladet deres lyd udvikle sig og modnes, og resultatet er en plade på et niveau, vi sjældent ser inden for Danmarks grænser.