KTDF 2018: Rumskibet fløj af sted

KTDF 2018: Rumskibet fløj af sted

Demilich leverede et af Kill-Town Death Fests absolutte højdepunkter, på trods af rigeligt unødig snak og finsk selvironi.

Kunstner
Spillested
Dato
08-09-2018
Karakter
5

At Demilich er en sær størrelse, er en underdrivelse. Bandet udgav nogle demoer og det ene album 'Nespithe' i 1993 og holdt derefter op med at eksistere. At bandet har opnået kultstatus kun på det, vidner om, hvor skelsættende den plade var. Den riffstil og unikke vokal, Demilich bryster sig af, er kun gjort efter af få, og først længe efter 'Nespithe' udkom. Det er ikke uden grund, at Pumpehusets store sal er fyldt, da Demilich går på. Salen er spændt, for det er alligevel 25 år siden, bandet var aktuelle. Kan de så levere nu?

Det kan de. Så afgjort. Hver eneste sære melodiløb og taktartsbrud sidder lige i skabet, og trommerne hamrer derudad, så snart bandet sætter i gang. Scenen er fyldt med røg, og lyset kredser om pink, lilla og blå nuancer, som passer godt til musikkens egennartethed. Der er ikke nogen fingre at sætte på, hvad bandet leverer.

En ting, der deler vandene ved Demilich, er den sære vokal, som forsanger og guitarist Antti Boman benytter, der på album mest af alt lyder som en dæmonisk frø af kosmiske proportioner. På Kill-Town var det ikke helt som på albummet, Bomans vokal var mere tør, og han skulle lige blive varm. Men så holdt det også, måske endda bedre end på plade. I hvert fald lidt mere traditionelt, men uden at undergrave den sære stil, bandet lægger for dagen.

For megen snak
Imellem numrene blev Boman dog lige sjov nok. Med en ærkefinsk accent fortalte han for eksempel, hvordan nummeret 'The Planet That Once Used to Absorb Flesh in Order to Achieve Divinity and Immortality' var et selvbiografisk nummer, og hvordan deres første demo var noget værre lort, de ikke burde have udgivet. Det var selvfølgelig meget sjovt at få lidt baggrundsinfo, og om man kunne lide Bomans humor eller ej, må være en smagssag. Men et uafbrudt sæt af sær, oldschool dødsmetal ville nu også have været fedt.

Demilich spillede hele deres time ud, og Bomans lange snakke gjorde, at de var nødsaget til at skære et par af deres ”klassiskere” (som Boman beskrev dem med udtalt sarkasme) fra. Men med numre som 'When the Sun Drank the Weight of Water' og 'The Echo' på sætlisten, udført til punkt og prikke, så kunne det ikke være helt galt.

At de ekstra numre savnes, vidner også om, hvor godt Demilich spillede. Om de kommer til Danmark igen, er tvivlsomt. Så koncerten på Kill-Town var på mange måder en unik oplevelse og en af de bedste på festivalen.