KTDF 2018: Satan kom aldrig til syne

KTDF 2018: Satan kom aldrig til syne

Tyske Necros Christos fik aldrig fat i den okkulte stemning, de har på deres album og virkede amputerede, kedelige og ligegyldige på Kill-Town.

Spillested
Dato
08-09-2018
Fotograf
Bjarke Ahlstrand
Karakter
2

Necros Christos var et ubeskrevet blad for denne anmelder, men de var blevet anbefalet i versaler, så da tyskerne gik på den store scene om lørdagen, var undertegnede troppet troligt op.

Det virkede også godt til at starte med. Bandets første nummer havde en interessant tonalitet og brug af black-elementer. Det røde lys og røgen på scenen, som bandet eksplicit havde krævet, gav en god stemning, og lyden var upåklagelig. Det virkede egentlig ganske lovende.

Forventningerne skulle dog blive gjort til skamme. På plade benytter Necros Christos et væld af akustiske interludier til at sætte den okkulte stemning. Men det var der intet af på Kill-Town. Og uden dem virkede Necros Christos ganske monotone. Udover enkeltstående fede, tunge riffs, som i 'Black Bone Crucifix', så virkede det meste ganske banalt på Kill-Town.

Bandet veksler primært imellem midttempo og det langsomme og bruger ingen blastbeats. Det lyder mest af alt som en form for amputeret version af Morbid Angel. Der mangler noget vildskab for at løfte det hele, noget mystik for at give det en tranceinducerende black-stemning eller bare nogle federe riffs til at gribe fat i lytteren. Men på Pumpehuset er der ingen af delene, og bandet virker bare som noget temmelig midttempo-pøllet dødsmetal, uden noget særligt at byde ind med. Selv i 'The Evil Reverend N.', som guitaristen kalder sit solospil, virkede det som en amputeret andenrangsudgave – her af Kerry King, hvis look, stagemoves og kaotiske soloer han tydeligt havde nærstuderet,

Necros Christos virkede ligegyldige og som spild af tid. Men i det mindste spillede de tight og havde fin lyd. Det var bare ærgeligt, at de så ikke spillede noget, der var fedt.