Udmærket forret før tredje hovedret
PopulærFra Berlin har vi den døde frelser, der med 'Nine Graves' smider en ep på gaden, som er en helstøbt og udfordrende omgang dødsmetal.
2. Black Bone Crucifix
3. Temple II
4. Va Koram Do Rex Satan
5. Gate
6. Baptized By The Black Urine Of The Deceased
7. Temple III
8. Nine Graves
9. Temple IV
Necros Christos er fra Tyskland, nærmere betegnet hovedstaden Berlin, hvor bandet blev dannet i 2001. Efter nogle år med demoer og undergrund fik de kontrakt i 2007 og udsendte debutpladen 'Triune Impurity Rites' efterfulgt af 'Doom Of The Occult' i 2011. Her i sommeren 2014 er de så klar med en ep, der har fået navnet 'Nine Graves'. Der er også ni skæringer på den, så hver sang sin grav.
Den første starter da også som en hymne til en begravelse. 'Temple'-sangene er nemlig små mellemstykker, der skaber stemning, og de er ikke helt gængse, men derimod udfordrende og drager inspiration fra andre dele af det musikalske spektrum end det metalliske. Disse er lånt fra pladen 'Doom Of The Occult', der bl.a. bragte dem forbi Kill Town Death Fest i 2012, hvor de blæste Ungdomshuset og vores anmelder omkuld med deres doom og dødsmetal, hvilket du kan læse her.
Pladen åbner sig først for alvor med 'Black Bone Crucifix', hvor det også står klart, at der her er tale om nogle tyskere, der ikke har tænkt sig at følge nogen slavisk tilgang til dødsmetal. De er både melodiske, og der er også en snert doom over det, hvor de sommetider trækker tempoet ud af sangen og gør det på deres helt egen måde. På sin vis kan man også på vokalsiden høre lidt Nile.
Herefter åbner pladen sig igen med et 'Temple'-nummer, der bare er noget instrumentalt lir, og så sparkes man direkte over i 'Va Koram Do Rex Satan', der igen er en tilbagelænet omgang dødsmetal med lige dele inspiration fra black metal og doom, og som første gang så dagens lys på deres første plade 'Triune Impurity Rites'. Derefter 'Gate', der også er en instrumental affære, og så følger 'Baptized By The Black Urine Of The Deceased', der stammer fra Necros Christos' demodage.
Det er derfor reelt kun 'Black Bone Crucifix' og den afsluttende 'Nine Graves', der er nye numre. Begge numre, som ifølge bandet selv ikke kommer med på den tredje og sidste (!) plade. 'Nine Graves' er således bare en appetitvækker med lidt nyt og gammelt, der lige er kogt op for at holde gryden i kog, indtil de smider deres tredje og sidste plade på gaden.
Musikken er godt eksekveret, melodisk og udfordrende, hvorfor vi kvitterer med karakteren 3. Kan man lide Nile, dødsmetal, black metal og doom er der her en mulighed for at kombinere disse ting. Sammenkoget er ikke så ringe endda.
Hvis du vil høre titelnummeret 'Nine Graves', ep'ens bedste, kan det gøres via pladeselskabets officielle Soundcloud her: