Okkult uden sving
Necros Christos har ikke helt evnerne til at begå sig i en svær genre, men enkelte dele fungerer overraskende godt.
De første et minut og tyve sekunder af ’Doom of the Occult’ indledes med et ganske dystert munkekor, og medmindre man er fuldstændigt novice ud metal, og ikke kan udlede noget af bandnavn eller albumtitlen, så er man ikke i tvivl om, at det skal være ondt.
Men 'Doom' skal også tages seriøst, og trods flirteri med tempo, taler vi black i samme hastighed som nyere Satyricon, dog i en knap så lækker udførelse. Uden at man skal overdrive sammenlignende med de norske black-konger, så må man også sige, at Necros Christos mangler lidt den charme. Skal man spille sortmetal i midttempo, kræver det yderst overflødighedshorn af simple fængende riffs og ikke mindst et vanvittigt groove, og hvor første parameter er opfyldt, har andet punkt svære arbejdsbetingelser.
Lidt overraskende formår Necros Christos til gengæld at kompensere for få svingende momenter ved at indsætte ganske overraskende stykker – blandt andet et langt mellemøstligt stykke, der kun er sporadisk metal, men forførende og ikke mindst meget okkult, hvis man skal hænge bandet op på titlen.
'Doom of the Occult' er pakket ind i en lo-fi lyd, der helt sikkert er tilsigtet i forsøget på et brutalt og skramlet udtryk, og det er sådan set lykkedes, hvis bagtanken udelukkende er at være i opposition til polerede udgivelser affødt af digitale muligheder. Helt succesfuldt er det knasende produktion dog ikke, da der omvendt også mangler lidt punch og saft i guitarerne, og i hvert fald denne anmelder får ubehagelige minder om billige plastikpedalboards fra de yngre år i ungdomsklubben frem i baghovedet.