KTDF' 12 Dag 3: Lørdagen leverede

Populær
KTDF' 12 Dag 3: Lørdagen leverede

Lørdagen på Kill-Town Death Fest bød bl.a. på koncerter med Maveth og Voids of Vomit, der ikke gjorde det store væsen af sig, men også med Necros Christos og Sadistic Intent, der begejstrede Devilutions udsendte.

Titel
+ Necros Christos, Voids of Vomit, Maveth m.fl.
Spillested
Dato
01-09-2012
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
4

LØRDAG

Oven på den glimrende fredag, hvor Church Bizarre var gode, Master fremragende og Necrocurse suveræne, kom jeg lidt sent af sted mod Ungdomshuset om lørdagen pga. en flytning. Det betød desværre, at jeg missede de ellers så glimrende nordjyske ungersvende fra Pustulation samt norske Execration.

Flere former for middelmådighed

Første band på programmet for mig var altså finske Maveth, hvis blackificerede death metal jeg har havde hørt godt om på forhånd. Det blev dog ikke til meget mere end 3-4 sange før jeg droppede dem igen; det lød såmænd tilforladeligt nok, men det var bare temmelig middelmådigt. Det lød ærligt talt ikke som et band, der kunne gøre en forskel, hverken i en positiv eller negativ retning. Måske er de bedre på plade?
(Karakter: 2)

Italienske Voids of Vomit havde jeg på forhånd besluttet mig at undgå; med det bandnavn forventede jeg den rene elendighed. Men da en begejstret Jens Franco kom ud og fortalte om en forsanger, der rakte fuckfingre til publikum mellem numrene, bundede bajere Flyttemand Olsen fra 'Huset på Christianshavn'-style og havde en måne ”på størrelse med en nektarin”, som Franco udtrykte det så poetisk, så måtte jeg overgive mig og tage ind og tjekke det. Francos rapport holdt stik.

Musikken? Der var tale om midtempodødsmetal af den gamle skole: En andenrangsversion af Asphyx, Grave, Unleashed og så videre. På trods af den ganske høje grad af middelmådighed var det på mange måder ganske charmerende og sympatisk, og det fungerede habilt. Efter en fire numres penge var det dog, som om Ungdomshusets pragtfulde gård trak lidt mere i mig, men er man til stilen, bør man bestemt tjekke bandet ud.

(Karakter: 3)

Okkulte ritualer og aldrende sadister

Det okkulte og esoteriske doom/death-band Necros Christos var næste band på programmet. De er dækket andetsteds; her skal blot konstateres, at jeg fandt koncerten ovenud betagende.

Kill-Town Death Fest havde med bookingen af kultbandet Sadistic Intent gjort sig et scoop af de større. De har eksisteret siden 1987, men der har været forsvindende få udgivelser. Selvom bandet kun har en håndfuld EP'er og en compilation bag sig, er de respekterede i undergrunden og har bl.a. medvirket på et par prestigefyldte tribute-album til Celtic Frost og Slayer og desuden fungeret som backingband som en del af Possessed ved originalsangeren Jeff Becarras gendannelse af dødslegenderne i 2007. Bandlederne, brødrene Rick og Bay Cortez, driver desuden metalpladebutikken og -labelet Dark Realm Records i Los Angeles, Californien. Vi er langt fra mainstream-succes, men den respekt, der står om Sadistic Intent, er stor. Man kan mærke, at Cortez-brødrene lever og ånder for metal, og skulle man være i tvivl inden koncerten, er man det ikke efter koncerten, under hvilken Bay Cortez holder adskillige brandtaler af bare begejstring over metal i almindelighed og festivalen i særdeleshed.

Publikum er også begejstrede, og det går temmelig hedt for sig i pitten til tonerne af Sadistic Intent. Man forstår godt, at de blev spurgt om at være med i Possessed-gendannelsen; det er i hvert fald i dette område, deres dødsmetal ligger, ligesom der sniger lidt 80'er-black metal ind. Det kan også minde om en lidt mere død version af bands som Slayer og Infernäl Mäjesty. Det er en fremragende koncert, selvom anmelderen blev lidt træt og måtte ned bagved og sidde lidt mod slutningen. De får også spillet et cover af Darkthrones 'Fuck Off and Die', hvilket fungerer fremragende.
(Karakter: 4)

Efter koncerten må jeg dog erkende, at jeg ikke er helt ung længere, og lister af mens svenske Verminous så småt skal til at gå på. Oven på to så gode koncerter som Necros Christos og Sadistic Intent leverede er jeg egentlig også godt mæt.

Læs reportage fra torsdagen HER!
Læs reportage fra fredagen HER!
Læs reportage fra søndagen HER!