Efter Lande
Updated
Efter superstemmen Jørn Landes exit har Masterplan mistet status som superband, men ikke evnen til at lave stærke metal numre. På én måde er det lidt dobbelt og i princippet ret underligt. For tysk/norske Masterplan har skiftet halvdelen af besætningen ud, er blevet tysk/amerikansk og er forandret på væsentlige poster. Men alligevel har tomgangen indfundet sig.
Omvendt er det typiske velsagtens sket: Frontmanden, det norske vokalfænomen Jørn Lande har skiftet græsgangene ud, og så er bandets livsnerve forsvundet.
Dét er sket med mange store bands før Masterplan. Og i Masterplans tilfælde nåede bandet aldrig at blive rigtig stort og slet ikke så stort, som talentet og evnerne ret beset berettigede til. Før Lande skred, vel at mærke. Med sig ud af bandet tog han i øvrigt trommeslager Uli Kusch.
Ny virkelighed
Og så er virkeligheden pludselig blevet en anden for Masterplan, der brød igennem med det selvtitlede debutalbum som Helloweens arvtagere. Ikke så mærkeligt endda, eftersom både guitarist Roland Grapow og trommeslager Kusch netop kom fra Helloween.
I Masterplans nye inkarnation er der fuld knald på sine steder. Stilen er stadig melodisk power metal, men der mangler både den power og den energi, som Jørn Landes stemme tilførte musikken. Sangskrivningen når desværre heller ikke samme højder som debuten og den helt igennem monsterfantastiske efterfølger "Aeronautics", som i undertegnedes ører uden diskussion er det absolut bedste melodiske power metal album. Nogensinde.
Derfor er skuffelsen også til at tage at føle på. Og derfor er "MK II" slet ikke så ringe endda! Pladen har bestemt sine højdepunkter, og den indeholder masser af kvalivare heavy rock. Roland Grapow er stadig en helt igennem fantastisk guitarist med de groveste riffs og kvikkeste soloer. Men Landes efterfølger er sgu kommet på noget nær en umulig opgave. Mike DiMeo, som den tidligere Riot-sanger hedder, gør det udmærket. Men heller ikke mere. Hans stemme mangler ganske enkelt Landes kraft, styrke og spændvidde.
Stærke numre
Masterplan "MK II" udklasser stadig de fleste i en genre, hvor de mange nye bands udklækkes i samme takt som kaninunger. Men Masterplans rolle som et ekstraordinært superband er desværre udspillet.
På albummet her er der et par stærke numre, den meget melodiske hitprægede ørehænger "Lost and Gone", den stærkt riffede og halvtunge "Call the Gypsy" og den tunge, tilbagelænede "Heart of Darkness", mens et nummer som det poppede "I'm Gonna Win" virker for tynd og for kalkuleret. Sådan et nummer var Lande aldrig gået med til. Måske det var derfor , han skred?
Omvendt er det typiske velsagtens sket: Frontmanden, det norske vokalfænomen Jørn Lande har skiftet græsgangene ud, og så er bandets livsnerve forsvundet.
Dét er sket med mange store bands før Masterplan. Og i Masterplans tilfælde nåede bandet aldrig at blive rigtig stort og slet ikke så stort, som talentet og evnerne ret beset berettigede til. Før Lande skred, vel at mærke. Med sig ud af bandet tog han i øvrigt trommeslager Uli Kusch.
Ny virkelighed
Og så er virkeligheden pludselig blevet en anden for Masterplan, der brød igennem med det selvtitlede debutalbum som Helloweens arvtagere. Ikke så mærkeligt endda, eftersom både guitarist Roland Grapow og trommeslager Kusch netop kom fra Helloween.
I Masterplans nye inkarnation er der fuld knald på sine steder. Stilen er stadig melodisk power metal, men der mangler både den power og den energi, som Jørn Landes stemme tilførte musikken. Sangskrivningen når desværre heller ikke samme højder som debuten og den helt igennem monsterfantastiske efterfølger "Aeronautics", som i undertegnedes ører uden diskussion er det absolut bedste melodiske power metal album. Nogensinde.
Derfor er skuffelsen også til at tage at føle på. Og derfor er "MK II" slet ikke så ringe endda! Pladen har bestemt sine højdepunkter, og den indeholder masser af kvalivare heavy rock. Roland Grapow er stadig en helt igennem fantastisk guitarist med de groveste riffs og kvikkeste soloer. Men Landes efterfølger er sgu kommet på noget nær en umulig opgave. Mike DiMeo, som den tidligere Riot-sanger hedder, gør det udmærket. Men heller ikke mere. Hans stemme mangler ganske enkelt Landes kraft, styrke og spændvidde.
Stærke numre
Masterplan "MK II" udklasser stadig de fleste i en genre, hvor de mange nye bands udklækkes i samme takt som kaninunger. Men Masterplans rolle som et ekstraordinært superband er desværre udspillet.
På albummet her er der et par stærke numre, den meget melodiske hitprægede ørehænger "Lost and Gone", den stærkt riffede og halvtunge "Call the Gypsy" og den tunge, tilbagelænede "Heart of Darkness", mens et nummer som det poppede "I'm Gonna Win" virker for tynd og for kalkuleret. Sådan et nummer var Lande aldrig gået med til. Måske det var derfor , han skred?
