House of Franco #74

Populær
House of Franco #74

Jens skriver i denne klumme om sidste uges danske premiere på Jay Reatard-dokuen, ’Better Than Something’, der blev vist i Bremen med efterfølgende koncert med bl.a. Urban Archievers samt rapporter fra Ungdomhusets Kill-Town Death Fest og Lady Gaga/The Darkness-showet i Parken.

Kunstner
Titel
Kill-Town Death Fest, Jay Reatard doku, Lady Gaga, The Darkness
Spillested

Torsdag 30. August

Smash!Bang!Pow! præsenterede ’Better Than Something’ i Bremen, som er den første fuldlængdedokumentar, der er lavet om Memphis kult-punkrockeren Jimmy Lee Lindsey Jr. aka Jay Reatard, som døde i 2010, kun 29 år gammel. En meget fragmenteret sag fyldt med kommentarer fra venner og bandmedlemmer. Der fokuseredes mest på den utroligt produktive sydstatsdrengs solokarriere (specielt ’Blood Visions’-albummet), Lost Sounds, Angry Angles og hans første band, The Reatards, som udsendte deres første single i 1998 på Goner Records.

Hvis man ikke kender specielt meget til Jay, kan filmen – der er lavet på et meget beskedent budget og ikke er videre sofistikeret – virke som nørderi og namedropping, men jeg da kendte næsten alle medvirkende musikere og bands, fik jeg rigtigt meget ud af dokumentaren. Vi møder bl.a. folk som Steve og Billy fra Boston Chinks og The Wavves, Shawn (Digital Leather), Ryan (Destruction Unit), Alicia Trout (Lost Sounds, Nervous Patterns), Chad (Wizzard Sleeve, Jeth Row Records), Jeffrey (Cheap Time) og King Louie (Bad Times, Kajun SS). Samt et klip med Jay's aller sidste backing band på USA og Europa tour, bestående af Jacob og Anders fra danske Cola Freaks - begge er nu i Emenkaya.

Jay fortæller indlevende om sit lettere sarkastiske syn på verden, musikbranchen og sin hårde, fattige opvækst. Sidstnævnte er taget fra en den noget kortere dokumentar, ’Waiting For Something’ (2009). Filmen bliver meget rørende til sidst, da vi møder hans mor og, især, hans lillesøster, som er pavestolte over Jay.

Jeg hang ud med Jay under Gonerfest 5 i 2008 og boede hos ham, så det var rart at blive mindet om hvor kvik, humoristisk og skarp han var, før stofmisbruget tog over. Sjoveste scene i ’Better Than Something’ er nok den, hvor han kaster en stol efter Alicia Trout under en Lost Sounds-koncert; ’Jay just needs a hug’ udbryder hun og dukker sig. Han kaster en stol mere, Alicia dukker sig igen bag keyboardet; ’He needs a hug … and a beer!’.

Bagefter var der et hardcore punk -how med århusianske Urban Archievers, som jeg har set et par gange før. 20 minutters superintens hurtig aggression fra det meget unge band, der ledte tankerne hen på Urban Waste og Minor Threat. Efter deres fremragende sæt cyklede jeg hurtigt mod Loppen, hvor Kill-Town Death Fest ’varm up’-showet var ved at starte.

Desværre var køen ufatteligt lang, så jeg hørte kun det lokale dødsmetaloutfit Mold mens jeg ventede på at komme ind. Det var lidt nedtur, da David fra Undergang var med i lineuppen. Finske Cryptborn leverede heldigvis en fin koncert bagefter, som senere blev overgået af svenske Morbus Chron, hvis brutale død var aftenens højdepunkt. Zom fra Irland var sidste band. Primitiviteten var i centrum, noget lød som et tidligt Sodom demobånd - på den fede måde. God start på dag 1.


Fredag 31. August

Det var 3. gang, at der var Kill-Town Death Fest i Ungdomshuset. Den meget tjekkede DIY-festival havde dette år to bånd inkluderet i en deluxe 4-dages pakke med alle bands, i alt 2 timers grum metal. Allerede kl. 17 startede første band Ritualization fornemt aftenens program, herefter var det danske Church Bizarre, Fleshless, Corpsessed, Interment, Master, Necrocurse og Undead Creep.

Specielt Legendariske Master med veteranen Speckmann i front samt Necrocurse (der talte et Nifelheim-medlem) imponerede. Som til Heavy Days In Doomtown i maj havde alle bands fantastisk lyd i den store sal, og de mange fremmødte havde en god fest … hvis de holdt sig fra den ultrasure og famøse Whiskey Sour i drinksbaren. Jeg faldt omkuld i en sofa senere på natten med et Mold-demobånd i lommen.



Lørdag 1. September

Det viste sig at være en god idé at vågne op i Dødsmaskinen, da jeg allerede kl. 14 skulle vise min første film i min Virus Bio. Efter et besøg i Ungdomshusets fremragende vegetarkøkken fik jeg sat den vanvittige Hong Kong 70’er-horror kultslasker ’Black Magic’ på, men desværre forstrakte jeg en muskel i ryggen, da jeg hjælp med at flytte en sofa. Psykopatdårlig timing for denne travle weekend!

Filmen blev afløst af den franske duo Chaos Echoes, og jeg gik ud i solen for at drikke rygsmerterne væk. Jeg fandt nogle medlemmer fra Sinister Creation, og sammen forsvarede vi bravt Saxon overfor en gut fra Pustulation. På trods af, at Saxon blev disset, så jeg Pustulation og deres effektive primitive death thrash kl. 17.15. Et kvarter satte jeg den mexicanske nunsploitationfilm ’Satanico Pandemonium’ i gang med en kort intro, hvorefter jeg så resten af Pustulation. Altid en fornøjelse at se Ålborg-bandet.

Norske Execrations dødsmetal var mere kompleks, og de leverede et sublimt sæt. Maveth sagde mig ikke så meget, modsat Voids Of Vomit (subtilt navn!). Italienerne startede med en alt for lang intro, med ryggen til publikum. Hvorefter den læderklædte forsanger vendte sig om, iført solbriller, og begyndte at growle mens han lemlæstede mikrofon tativet, tømte øl efter øl og gav os fuckfingeren. Go’ stil. Under showet fik jeg sat aftenens sidste film på, den engelske sci-fi-gyser, ’Hardware’, om en dræberrobot som går amok. Meget passende.

Tyske Necros Christos kunne nok ikke ha' været mere forskellige fra Voids Of Vomit, både i outfits (hippie skjorter, gyldne slips?!?), attitude og musik. Jeg så dette unikke doom/death-band tidligere på året til Roadburn, men de var endnu bedre til KTDT, specielt pga. bedre lyd. Publikum tog utroligt godt imod bandet, men festivalens absolut bedste show kom fra amerikanske Sadistic Intent, som var kommet på programmet, da Cleveland-dødsveteranerne Incantation desværre aflyste.

Hvilken ersatning! Sadistic Intents sæt er muligvis den bedste metalkoncert, jeg har set i år. Perfekt overjordisk old school død der inkluderede et Darkthrone cover (’F.O.A.D.’) til folks store begejstring. Bagefter så jeg det meste af Verminous, som også imponerede, hvorefter natten endte i massivt druk, hvorfor jeg intet husker af General Surgery.


Søndag 2. September

Efter at være endt på Østerbro i en nat(morgen?)bus, var jeg efter få timers søvn tilbage i Dødsmaskinen for at vise brasilianske Coffin Joes debutfilm fra 1963, ’At Midnight I’ll Take Your Soul’, klokken to. Ryggen havde det værre, og jeg valgte at holde mig til danskvand, mens jeg hang ud med flere Roadburn-venner. Virus Bio viste to film mere, ’Motel Hell’ og ’Baron Blood’. Jeg fik desværre ikke set flere bands til KTDT, da jeg skulle i Parken, men kudos herfra for endnu en vellykket festival – keep ’em coming!

Det var noget af et kulturchok at komme fra en undergrundsfestival til et ultra mainstreamshow blandt 35.000 mennesker i Parken med The Darkness og Lady Gaga. Jeg spottede hurtigt Steffen Jungersen fra BT i Metallicatrøje og fik en snak med Andrea fra Dig & Mig, som havde en t-shirt med til mig. Først act var Gagas gamle veninde Lady Starlight, der optrådte med et video- og maskeshow til tonerne af bl.a. crustpunkikonerne Crass (!) og progrocklegenderne Van der Graaf Generator. Tvivler stærkt på, at de mange børn og deres forældre kendte musikken, haha.

Engelske The Darkness og deres tongue-in-cheek overgearede falsethardrock har aldrig sagt mig noget særligt. Men deres show var da ret professsionelt udført, og vi fik flere af deres gamle hits (’I Believe In A Thing Called Love’ etc.), samt en del fra deres comebackalbum. En lettere ujævn humoristisk pastichehyldest til 70’er-bands som Thin Lizzy og Queen. Det var noget sjovere at gå rundt og iagttage de mange børn og teens, der havde klædt sig ud med dåser i håret og Gaga-lignende outfits.

Det er næppe nogen stor hemmelighed for Devilutions læsere, at jeg er stor fan af Lady Gaga og hendes visionære freakshow. Efter tre kvarters ventetid afslørede scenen et gigantisk middelalderslot, og verdens popdronning # 1 tog en runde foran scenen på en mekanisk enhjørning til tonerne af ’Unicorn Highway (Road To Love')’. En fuldstændig over-the-top entré, der i 2 timer og 20 minutter bare tog til i surrealistisk vanvid.

Slottet ændrede konstant karakter, en computersatellit (?) med Gagas ansigt svævende over scenen mens new yorker-sangerinden på et tidspunkt forvandlede sig til en motorcykel under ’Heavy Metal Lover’. Hele det gotiske sci-fi-set design mindede om en smagløs lsd-feberdrøm, som hvis Mario Bava havde instrueret Jodorowskys ’Holy Mountain’. Hun skiftede outfits et dusin gange, bl.a. til et morbidt ’kød-show’ under 'Pokerface', der lignede en stripperudgave af ’Motorsavsmassakren’! Vi fik selvfølgelig også alle hendes andre hits som 'Bad Romance', 'Telephone', 'Just Dance', 'Judas' etc.

Lady Gaga on a motorcycle during the Born This Way Ball Tour

Det var tæt på at blive lidt for meget, da Gaga flere gange inviterede 14-15 årige piger op på scenen, der tudede af glæde over at danse og synge sammen med deres idol i næsten ingenting. Men det virkede generelt som oprigtige spontane og uforudsigelige indslag fra den skøre, udsyrede og nuttede amerikaner, der var i total kontrol. Den eminente entertainer sang som en drøm, i kulisser, som Alice Cooper og KISS ville ha' solgt deres sjæl for. Freakshowet - set i kontekst med det meget unge publikum - var komplet bizart med utallige bandeord og seksuelle hentydninger fra Gagas side, men jeg elskede hvert eneste skamløse sekund! Hvilken herlig afslutning på 4 dages musik. Nu fik ryggen endeligt en velfortjent pause.

Og nej, jeg blev ikke gift med Lady Gaga … men næste gang.

NB! Alle var ikke lige begejstrede for 'den pædofile satanist' som hende her fra Faderhuset:

Her er til orientering links til nogle andre artikler, hvor jeg har skrevet om Jay Reatard og Lady Gaga:

http://www.passiveaggressive.dk/jens-franco-hvorfor-elsker-jeg-lady-gaga/gaga/

http://www.passiveaggressive.dk/jay-reatard-memphis-sidste-konge/