Nostalgi og nye toner
PopulærKong Kent tog til Metallica-koncert i Berlin og fik hørt hele "Master of Puppets" albummet og et splinternyt nummer.
01. Motorbreath
02. Fuel
03. Wherever I May Roam
04. (Untitled New Song)
05. The Unforgiven
06. Battery
07. Master of Puppets
08. The Thing That Should Not Be
09. Welcome Home (Sanitarium)
10. Disposable Heroes
11. Leper Messiah
12. Orion
13. Damage, Inc.
- - - -
14. Sad But True
15. Nothing Else Matters
16. One
17. Enter Sandman
- - - -
18. Commando (Ramones-cover)
19. Seek and Destroy
I denne tid med bredbånd og 24-timers nyheder kan intet overraskelsesmoment overleve længere end ganske få timer. Det var derfor med delt begejstring og vemod, jeg modtog nyheden om, at Metallica havde spillet hele "Master Of Puppets" albummet på Rock Am Ring. Bedre blev det ikke af, at de gentog bedriften aftenen efter på Rock Im Park. For så vidste jeg, at jeg også skulle overvære denne unikke oplevelse, når de ubestridte metalguder ærer deres fantastiske album efter 20 år på markedet.
Begejstret for nyheden, men vemodigt at jeg ikke fik muligheden for at blive væltet omkuld af overraskelsen når James proklamerede den oppe fra scenen. Men - det tog dog absolut intet af selve oplevelsen, da den så først indtraf!
Regnvåd opvarmning
Selve koncerten startede allerede kl. 18 da amerikanske Avenged Sevenfold røg på scenen og gav en lille times hårdtpumpet metal, krydret med et cover af Panteras "Fuckin Hostile". Bandet havde den tvivlsomme ære af at optræde mens regnen pøsede ned over Waldbuhne. Jeg søgte ly under en parasol og bad til vejrguderne om ikke at straffe mig bare fordi jeg valgte at høre metal på den uhyggelige dato 06.06.06.
Det holdt heldigvis også op med at regne få minutter før Metallica gik på. Først kom kendingsmusikken, som Metallica de senere år har udvidet med først at "spille" AC/DCs klassiker "It's A Long Way To The Top If You Wanna Rock'N'Roll", hvorefter "Ecstasy Of Gold" bragede ud af anlægget. Nyt nummer Præcis 19.45 gik drengene så på scenen, og det til en dejlig gammel kending i form af "Motorbreath".
Derefter hastigt videre i "Fuel" og "Wherever I May Roam", og SÅ skete det. Kong Kent blev overrasket uden først at være blevet adviseret på internettet. James Hetfield proklamerede at, nu ville man for første gang spille en helt ny sang, der end ikke har nået af få en titel endnu. Så pludselig stod man der og overværede en vaskeægte verdenspremiere på et Metallica nummer! I baghovedet vidste jeg, at nyheden ville nå resten af verden ganske få nanosekunder senere, og nummeret var da også tilgængeligt på cyberspace i både mp3 og på videoformat, da jeg nåede hjem bag skærmen. Vi stod og lyttede til det nye nummer, og kunne konstatere, at der igen er fundet solidt tunge riffs frem af skuffen, en herlig solo fra Kirk og Lars flænser sin dobbeltpedal ligesom på "...Justice" pladen. Vokalen trænger til lidt afpudsning, men der er potentiale i nummeret, og formår man at korte lidt af repetitionen væk, er der grobund for et godt nummer!
Hilsen til Cliff
Derefter fejede Metallica videre med endnu en gammel klassiker da "The Unforgiven" blev revet ud af ærmet, og derefter otte legendariske skæringer fra verdens bedste metalalbum nogensinde. At overvære denne seance, og lytte til "Orion" spillet i sin helhed var noget ganske særligt. Derefter en kort pause hvor storskærmen viste en passende billedmontage af Cliff Burton, afsluttet med det korte, men passende "R.I.P." Guderne må vide, at Cliff ville have været stolt af sine bandkammerater, for de gjorde så sandelig pladen ære.
Da det var overstået, fejede drengene videre i velkendt materiale og afrundede med de klassikere, Metallica jo bare MÅ spille i en koncert for ikke at skuffe de mange mainstream-fans. Afslutningen var Ramones-coveret "Commando" med opvarmningsbandet med på vokal, og til sidst "Seek And Destroy". Så var det også ved at være nok. 145 minutter helt præcist blev det til, og hvilken fryd for ørene.
På gensyn i 2007
Da Metallica takkede af på scenen var Lars manden for den sidste lille "overraskelse", for han meddelte horden, at de kunne glæde sig til næste år. For så ville Metallica komme tilbage med et nyt album og en ny turné. Så vi glæder os allerede nu til 2007, og bringer her en slet skjult hilsen til de bookingansvarlige på Roskilde Festival om at man ikke kan klage over for sen indvarsling. Bare få fingrene ud så vi kan få gentaget succesen fra 2003. Men selvom Roskilde måske ikke magter at hive navnet hjem, så skal vi nok få dem at se næste år: adskillige gange. For i Berlin viste Metallica, at selvom de har 25 år på bagen, er de hverken blevet langsommere, kedeligere eller dårligere med årene. Tværtimod. Lyden var perfekt på Waldbühne og bandet levede op til sit ry som verdens ubestridte metalherskere. Tak for det.