Nilens inspirationskilde udtørrer
Populær
Nile har gravet dybt efter riff på pladen 'What Should Not Be Unearthed'. Riff, der måske ikke skulle have været gravet frem. Der blev dog fundet nogle godter, som bør høres.
2. Negating The Abominable Coils Of Apep
3. Liber Stellae - Rubaeae
4. In The Name Of Amun
5. What Should Not Be Unearthed
6. Evil To Cast Out Evil
7. Age Of Famine
8. Ushabti Reanimator
9. Rape Of The Black Earth
10. To Walk Forth From Flames Unscathed
Nile er utvivlstomt et af de bands, der i midten og slutningen af halvfemserne var med til at sparke liv i dødsmetalgenren, der ellers var ved at blive kvalt i dens egen succes og dermed blev ramt af vigende interesse fra pladeselskabernes side. De mange populære bands fra Florida og Göteborg havde enten toppet, var gået i opløsning eller begyndte at udsende blodfattige plader. Ind fra højre kom så Nile med deres brutale og teknisk velfunderede livtag med genren, der udover musikken også havde et klart kendetegn i form af tekster, sangtitler og pladeomslag, der var tydeligt inspireret af den egyptiske historie og mytologi.
Først med et par singler og dernæst debuten 'Amongst the Catacombs of Nephren-Ka' fra 1998, der blev fulgt op af gennembrudspladen 'Black Seeds of Vengeance' i 2000. Derefter fulgte en række plader, der blot cementerede Niles status i miljøet. Allerede i starten var de med på turné med de etablerede navne som Obituary, Deicide, Morbid Angel med flere, og via hårdt arbejde i studiet og på landevejene blev Nile stille og roligt et navn, der trods den sene ankomst i genren var umuligt at komme udenom.
Her anno 2015 udsender de så 'What Should Not Be Unearthed', der er deres ottende studieudgivelse og første plade siden 'At the Gate of Sethu' fra 2012. Den er blevet til i guitarist, sanger og sangskriver Karl Sanders' eget Serpent Headed Studio, hvor Sanders også har skruet på knapperne, mens Neil Kernon har mixet den.
Udover musikken er selve temaet altid en vigtig ingrediens i Niles plader. Denne gang har de allieret sig med Michal 'Xaay' Loranc, der har stået for coveret, og som har formet det omkring det grundlæggende tema på 'What Should Not Be Unearthed', hvilket netop er at grave noget op, der måske ikke skulle have været gravet op. En egyptisk variation over teamet med Pandoras Æske. Hieroglyffer fra de dødes bog er inkorporeret med en skarabæ med vinger i midten, der skal symbolisere beskyttelse. Eller måske er det tegn på, at det, der ligger under skarabæen, ikke skal op til overfladen igen.
Det samme kan siges om musikken. 'What Should Not Be Unearthed' er ikke en æske chokolade, som de skriver i pressematerialet. Det står klart fra første sekund i 'Call to Destruction', hvor der virkelig bliver kaldt til ødelæggelse. Det er fuld smadder, og væk er alt håb om en hyggelig, egyptisk intro, der stille og roligt indvarsler musikken. Her bliver man nærmest bare kastet ind i musikken med hovedet først uden mulighed for at afbøde sammenstødet. Du kan høre sangen her:
Den følges op af flere klassiske numre, der kan få enhver fan af Nile til at nikke genkendende til såvel stil og lyrik som sangkonstruktion. Rigtig godt bliver det på 'In the Name of Amun', der er et af pladens længste numre med dens knap syv minutter. Her er der et godt groove, og den lange guitarsolo snor sig som en slange gennem flere minutter af sangen for så at blive afløst af et break, hvor der igen kommer den egyptiske lyd ind med kor, der kalder på guden Amun.
Den bliver fulgt op af titelnummeret, der er pladens længste og varer 6:58, hvilket er ni sekunder længere end den forrige. Her graver Nile dybt og finder den stil frem, der har båret dem siden debutpladen, og som er en formel, der stadig virker. Men som samtidig begynder at udvise tegn på gentagelser og forudsigelighed. Virkemidlerne og de egyptiske lydeffekter begynder at virke familiære i en grad, der gør, at det ikke længere lyder spændende og farligt, men bekvemt og tilbagelænet.
Herefter følger 'Evil to Cast Out Evil', der ifølge Karl Sanders skulle kunne give deres fans et sus af adrenalin, og hvis ikke lytteren får lyst til at give hornets tegn, vil han blive oprigtigt chokeret. Vores læser kan her mærke på egen krop, om der bliver frigjort adrenalin, samt om armen og fingrene kan holdes i ro undervejs.
Sangen indeholder unægtelig en af de bedre guitarsoloer, Nile har præsteret i længere tid, og afgjort også den bedste på pladen. Resten af pladen holder ikke helt samme høje niveau, hvilket naturligvis ikke er optimalt. Omvendt er 'What Should Not Be Unearthed' afgjort en plade, der fortsætter i samme stil, som Nile har udviklet over de forrige syv plader.
'What Should Not Be Unearthed' er en plade, der har sine momenter. Der er ingen tvivl om, at 'Evil to Cast Out Evil' vil kunne høres på de næste mange turneer. Niveauet er såvel teknisk som sangskrivningsmæssigt stadig på et ganske flot niveau. Effekterne begynder dog at blive en smule bedagede og her sniger tvivlen sig så ind hos lytteren. Skulle disse riff og ideer være gravet op? Der er nogle gode sange, soloer og momenter på pladen, der gør det værd at høre pladen til ende. Ikke mindst den afsluttende 'To Walk Forth From Flames Unscathed', der er lige så tung, som titlen er lang og usandsynlig. Der er dog også en del fyld på pladen, hvilket samlet set gør helhedsoplevelsen en anelse lunken.