Papyrus og paplyd

Papyrus og paplyd

Med lidt hiv, sving og tålmodighed, så vokser Niles nyeste, sært producerede ofring sig til et relativt solidt album.

Kunstner
Titel
At The Gate of Sethu
Dato
02-07-2012
Distributør
Karakter
3

Hvad i alverden er meningen med den produktion? Hvor er bunden, og hvorfor skal guitarerne lyde så tynde? Bassen leveres stort set udelukkende af stortrommerne, der dog som resten af trommespillet leveres fermt af George Kollias. Intet nyt der.

Nile har før haft produktioner, som krævede sin tilvænning, men aldrig har guitarlyden været så underligt tyndt produceret. Men det er jo nok bevidst, for hvert riffs detaljer går klart og tydeligt igennem, så mudder i produktionen er der bestemt intet af.

Og når guitarerne netop går så glat igennem, så lægger man også mærke til Karl Sanders' og Dallas-Toler Wades ret varierede riffs, der har en god portion sære skift over sig på denne skive. Det gør det lidt svært at fange de fede ting ved de første par lyt. For trods den rene lyd, så er det svært at finde den røde tråd i sangene.

'The Fiends Who Come to Steal the Magick of the Deceased' (ja, de lange titler kan Nile stadig diske op med) har lidt hymnisk ren vokal, og et udmærket introriff, så nummeret faktisk halvfænger ved første lyt. Bedst fra start og stadig bedst efter adskillige lyt er 'The Gods Who Light Up the Sky at the Gate of Sethu', der har et stærkt metalriff, næsten uden dikkedarer (for der er da lige en sjov, men fed finesse første gang riffet spilles), og det rykker så opmærksomheden på resten af nummeret bliver intensiveret. Og heldigvis er opmærksomheden fortjent, for det er et glimrende nummer.

Men det slår ikke 'Supreme Humanism of Megalomania'. Dét nummer skal ind i bandets live-sæt. De sære skift og sjove mellemøstligt inspirerede toner er her siet væk, men til gengæld er det et rigtigt stærkt nummer, som de fleste dødsmetalfans må kunne tage til sig.

Stærke vokaler

Det dobbelte vokalangreb fra Karl og Dallas virker utroligt gennemarbejdet, og som noget der har været fokus på siden sidst.  Måske har fraværet af en ordentlig bund givet dem ekstra plads til at lege med stemmebåndene. Udførelsen synes i hvert fald bedre end set før fra Nile.

På en eller anden sær måde gør produktionen så alligevel sit arbejde, for vokalerne fortæller historier, der giver lyst til at lytte videre, og pludselig sætter flere af guitarernes svinkeærinder sig fast i hjernebarken med besked om, at det her altså er lækre små detaljer. Passager begynder at rykke og fingrene på luftguitaren begynder at vide, hvornår de skal lave de her sære fræs med skæve toner, som det jo kendes fra Nile.

Albummet må derfor alligevel dømmes som værende godt, selvom skuffelsen indledningsvist stod malet i ansigtet, når nu det sidste album hed 'Those Whom The Gods Detest'. Men man gør nu ikke bandet noget ondt i allerede nu, at begynde at glæde sig til en remastered version med den savnede tyngde og en mere massiv guitarlyd...