Hil faraoerne!
Populær
Updated
Morten Vejlstrup var i særdeles sublimt selskab med favoritterne Nile søndag aften i Ålborg. Ret overraskende for undertegnede havde Nile valgt tre opvarmningsbands, som alle lå stilmæssigt tæt på dem selv og hinanden. Det vil med andre ord sige brutal death metal med enkelte grind- og black indslag.
Silkeborgensiske D.O.D. (resterne af Infernal Torment), som lokale metalhoveder nok husker fra AMF 2005, gjorde en pæn figur og fik varmet nakkerne op på det ventende publikum. Psycroptic fra Australien var det bedste af de tre åbningsbands. Et energisk sceneshow og en total gang grind metal, som for en gangs skyld blev spillet af en flok mennesker (fra Tasmanien!), der så ud til at nyde og ikke mindst være stolte af denne ret undervurderede subgenre.
Franske Yurkoon leverede dog efter mine begreber ikke helt varen om end de ikke faldt igennem mere end de bestod testen overfor det kræsne aalborgensiske ”dommerpanel”.
Ypperlige Nile
Tiden var endelig kommet til at få de ypperlige Nile anført af veloplagte supremo Karl Sanders på lead guitar til at smadre det sidste af vore trommehinder. Lad mig med det samme slå fast, at bandet ikke på nogen måde skuffede.
Om end der ikke har været den store udvikling gennem bandets karriere rent stilmæssigt, er Nile et af de bands, som aldrig synes at have begået et eneste dårligt nummer. Vi fik en fornuftig blanding af numre fra det nyeste ”Annihilation of the Wicked”, ”Black Seeds of Vengeance” og ”In Their Drakended Shrines”. På plussiden skal nævnes titelnummeret fra førstnævnte samt ”Cast Down the Heretic”, som er noget af bandets stærkeste materiale nogensinde.
Lidt mere sceneshow, tak!
Skal man råde Nile til, hvad der kunne forbedres, så må det være sceneshowet. De er ikke verdens mest spændende personer at se på. Karl Sanders behøver dog hverken sige eller gøre noget, da hans guitarspil taler helt for sig selv; men det ekstremt spændende lyriske univers (omhandlende egyptologi), som Sanders har opbygget omkring alle bandets udgivelser, er desværre ikke i nævneværdig grad inkorporeret i bandets show. Resten af bandet kunne dog godt prøve at nå udover de først to rækker, da det dermed ville løfte dem over stort set alle i genren.
Nok brok herfra, da der var total smæk for skillingen og super stemning blandt de energiske metalhoveder. Det var også et ganske pænt fremmøde taget i betragtning at det var en søndag aften. Ingen Nile koncert uden bandets ”hit” ”Dark Seeds of Vengeance” og den blev vi sandelig heller ikke snydt for. Hil faraoerne!
Silkeborgensiske D.O.D. (resterne af Infernal Torment), som lokale metalhoveder nok husker fra AMF 2005, gjorde en pæn figur og fik varmet nakkerne op på det ventende publikum. Psycroptic fra Australien var det bedste af de tre åbningsbands. Et energisk sceneshow og en total gang grind metal, som for en gangs skyld blev spillet af en flok mennesker (fra Tasmanien!), der så ud til at nyde og ikke mindst være stolte af denne ret undervurderede subgenre.
Franske Yurkoon leverede dog efter mine begreber ikke helt varen om end de ikke faldt igennem mere end de bestod testen overfor det kræsne aalborgensiske ”dommerpanel”.
Ypperlige Nile
Tiden var endelig kommet til at få de ypperlige Nile anført af veloplagte supremo Karl Sanders på lead guitar til at smadre det sidste af vore trommehinder. Lad mig med det samme slå fast, at bandet ikke på nogen måde skuffede.
Om end der ikke har været den store udvikling gennem bandets karriere rent stilmæssigt, er Nile et af de bands, som aldrig synes at have begået et eneste dårligt nummer. Vi fik en fornuftig blanding af numre fra det nyeste ”Annihilation of the Wicked”, ”Black Seeds of Vengeance” og ”In Their Drakended Shrines”. På plussiden skal nævnes titelnummeret fra førstnævnte samt ”Cast Down the Heretic”, som er noget af bandets stærkeste materiale nogensinde.
Lidt mere sceneshow, tak!
Skal man råde Nile til, hvad der kunne forbedres, så må det være sceneshowet. De er ikke verdens mest spændende personer at se på. Karl Sanders behøver dog hverken sige eller gøre noget, da hans guitarspil taler helt for sig selv; men det ekstremt spændende lyriske univers (omhandlende egyptologi), som Sanders har opbygget omkring alle bandets udgivelser, er desværre ikke i nævneværdig grad inkorporeret i bandets show. Resten af bandet kunne dog godt prøve at nå udover de først to rækker, da det dermed ville løfte dem over stort set alle i genren.
Nok brok herfra, da der var total smæk for skillingen og super stemning blandt de energiske metalhoveder. Det var også et ganske pænt fremmøde taget i betragtning at det var en søndag aften. Ingen Nile koncert uden bandets ”hit” ”Dark Seeds of Vengeance” og den blev vi sandelig heller ikke snydt for. Hil faraoerne!
