Jernfed Juledød i London

Rapport fra en rigtig tung julefest i den engelske hovedstad. Dette var intet mindre end en drøm af en line up – og så for den nette sum af 150 Kr. (Hvad sker der for Metallica når en almindelig ståplads i Parken koster 500 Kr. + gebyr!?). På en kold vinterdag havde ca. 2000 mennesker fundet vej til Londons Camden Palace, som er et gammelt amfiteatralsk teater med fem-seks niveauer. Alle som én var vi kommet for at se Metal (med stort M). Der var i høj grad noget for enhver smag indenfor de extreme metalgenrer, lige fra Destructions klassiske power/thrash metal over Deicides dødsmetal til den mørke døds-/black metal som Graveworm og Akercocke leverede.

Mosh pitten var pakket helt fra de første opvarmningsbands, Disbelief, Misery Index, Graveworm og Dew Scented. Fælles for dem alle leverede de gedigne præstationer, som lover godt for den extreme metals fremtidige standard. Specielt tyske Dew Scented står klart i erindringen, da de spillede en solid gang thrash metal, der ville kunne få enhver en spiller fra den tyske 2.Bundesliga til at svinge garnet!

Vores svenske naboer Amon Amarth leverede en jættepræstation og overraskede undertegnede positivt med et forbavsende energifyldt show, deres mørke genre taget i betragtning. Som ægte vikinger spillede de naturligvis i bar mave, selv om sangeren var på den rigtige side af de 100 kg! Publikum gik i sandhed amok til numre som ”Death In Fire,” ”Versus the World” og ”Masters of War”.


Black metal med stil

For dem som endnu ikke er familiære med Akercocke, så kan det nævnes, at de altid spiller iført mørke skræddersyede jakkesæt. Dette skal ses i kontrast til deres enormt fede udlægning af moderne og velproduceret black metal. Sanger/guitarist Jason Mendonca skriger sine satanistiske smædeskrifter ud på en måde, som kunne få blomsterne på Anton Laveys grav til at visne. Om end de kun fik ca. 35 min spilletid, så nåede de dog at overbevise hjemmepublikummet om, at de bestemt har tænkt sig at ridse deres navn ind i ethvert metalhoveds hukommelse med en skalpel!

De luftede både materiale fra deres selvudgivne debut ”Rape of the Bastard Nazarene” hvorfra vi blev beæret med bl.a. ”Il Giardino Di Monte Oliveto Maggiore” og deres andet (og fedeste!) album ”The Goat of Mendes,” hvor publikum fik trykket ”Of Menstrual Blood and Semen” i ørene. Skiftet til Earache, for hvem de har begået deres seneste skive, ”Choronzon,” har betydet en mere poleret produktion, men dog også en mere konsekvent stil, hvor man ved nærmere bekendtskab med albummet kan se den udvikling de har gennemgået siden ”The Goat of Mendes.” Numre som ”Scapegoat,” ”Becoming The Adversary,” ”Enraptured By Evil” og Praise The Name Of Satan” og ”Goddess Flesh” – alle fra Choronzon lød også til at være flertallet af mosh pitten bekendt, om end black sing-along ikke er så udbredt, som det givetvis kunne have potentiale til!


Ægte ægyptertråd

Hermed en ny genre: ”farao metal!” Det er nok det tætteste, man kommer på at sætte et prædikat på Nile. Hele bandets image og tilhørende tekster bærer præg af deres fascination af egyptologi og iblandet nogle (eftersigende) egyptiske lydeffekter, en solid smøre om faraoer og en hel del dødsmetal, ja så har man Nile! At de så i medgift leverer noget af det svedigste og mest velspillede dødsmetal gør, at man ikke kan andet end elske Nile. Guitarist og pennefører Karl Sanders banker det ene riff efter det andet ud til et publikum, som er i ekstase over dem. Vi får en sund blanding af numre fra ”In Their Darkened Shrines” og ”Black Seeds of Vengeance,” hvor titelnummeret fra sidstnævnte må siges at være showets højdepunkt, tæt forfulgt af ”Hall Of Saurian Entombment,” ”Chapter For Transforming Into A Snake,” ”Kudurru Maqlu.”

De tyske thrash-legender Destruction med den karismatiske Schmier i front sprudlede af spilleglæde. Jeg tror, enhver metalfan må indrømme, at Destruction er total old school på den gode måde - ligegyldigt om man kan lide deres nyeste opus eller overhovedet er i besiddelses af en af bandets skiver. På mange måder ligner selv deres nye materiale fra ”Metal Discharge,” ”The Antichrist” og ”All Hell Breaks Loose” det allerførste fra anno 1984. Og tak for det! Jeg kunne nævne mindst en håndfuld bands som burde have taget ved lære af det og fortsat med at spille metal fra deres kulsorte hjerter i stedet for bevidst at søge den forførende kommercielle succes (var der nogen som sagde "Metallica!?"). Nye numre som “Metal Discharge” og “The Ravenous Beast” sparkede lige så meget røv som den gamle live-favorit “Mad Butcher” og slagterens andet hug “The Butcher Strikes Back” (som undertegnede anser for at være aftenens højdepunkt!). Numrene ”Eternal Ban” og “Thrash Till Death” indkapslede brillant, at Destruction mener det seriøst selv efter 20 års ubarmhjertig thrash metal, som man jo desværre må sige har haft mere frugtbare tider. Vi kan kun håbe Destructions genfundne stjerne i metalfans’ hjerter kan inspirere en ny storhedstid for en helt igennem fed genre!


Humoristiske headliner-Glen

Så til aftenens hovednavn Deicide, som altid har kunne fyre en ordentlig koncert af med sin umiskendelige dødsmetal. Ingen gør det bedre en Glen Benton & Co. når det kommer til hurtig, ond og satans velspillet tråd! Heller ikke på denne aften skuffer de og efterlader da ingen tvivl om hvorfor de er blevet gjort til Earaches førsteprioritet. En forbavsende humoristisk og snaksagelig Benton informerer os om, at bandet havde indspillet deres første video nogensinde, hvilket sikkert mest vil få MTV til at ryste i bukserne og forbyde den.

Kendere af bandet vil vide, at de har haft for vane aldrig at mæle et ord mellem numrene og til tider virke nærmest arrogante, men det faktum blev der dog rykket gevaldigt ved og flere numre blev endog krydret med anekdotepræsentationer. Ligefra åbneren “When Satan Rules His World” til et overfødighedshorn af en “hitparade” som dækkede klassikere fra alle bandets albums, så som “Sacrificial Suicide,” “Crucifixation,” “Bible Basher,” “Serpents of the Light,” “Bastard of Christ,” “Lunatic of God’s Creation,” “Trifixion,” “Dead but Dreaming,” “Worry in the House of Thieves,” “Once Upon the Cross” og “Deicide.”
Hvis man synes titlerne indikerer et vist had over for kristne, så rammer man plet i essensen af Deicide og deres budskab. Glen joker med publikum og introducerer “Crucifixation” som et kærlighedsnummer, hvilket får mosh pitten til at måbe. At det så viser sig at væres bandets kærlighed til Satan der refereres til understreger udelukkende den nyfundne selvironi, som bandet måske manglede tidligere i karrieren.

Fra brødrene Hoffmans eminente guitarspil til Steve Asheims onde blast beats bag gryderne, så skuffede Deicide som sædvanlig ikke. Alt i alt tegner det til at være ventetiden værd før Deicides første udgivelse på Earache, ”Scars of the Cruxifix” udkommer i februar 2004. Et smuglyt på videonummeret fra ”Scars of the Cruxifix” overbeviste undertegnede om, at vi får et Deicide i absolut topform at se. Glen Benton fortalte mig, at mandskabet på Earache havde sammenlignet det nye album med 1992’s ”Legion,” som stadig står for mig som en af dødsmetallens ypperste udgivelser! (hvis det passer, skal vi omgående have sendt et iltapparat og et kilo ketogan-tabletter afsted til Kong Kent - Red.)

Skråsikkert havde jeg på forhånd informeret mine medentusiaster om at Deicide i hvert tilfælde ikke ville spille ekstranumre, men formentlig ville forlade scenen uden så meget som et "tak"! Som jeg forsøgte at forklare, så inviterer man jo heller ikke en thailuder på middag bagefter… Nuvel, traditioner er til for at blive brudt og på denne mørke aften kom Deicide tilbage og gav os lige det, vi havde manglet: “Dead by Dawn” og “Mephistopheles” fra bandets debutskive. En superkoncert blev med ét til en gudekoncert (eller satankoncert om man vil!).