KTDF 2025: Labyrintisk lydterror
Kransalen blev fredag aften forvandlet til et ikke-euklidisk mareridt, da Portal indtog Kill-Town Death Fest. De indviede blev revet med i et malstrømsagtigt kaos, hvor menneskelig form og fornuft opløses, Men denne gang uden det sidste stød, der kunne have sendt os helt ud i det kosmiske mørke.
Det er ti år siden, Portal sidst gæstede Danmark – på Metal Magic Festival i 2015 imponerede og provokerede de med deres avantgardistiske horror-dødsmetal. På det tidspunkt red de højt på udgivelsen af 'Vexovoid' og på en viral status, takket være en livevideo af “Glumorphonel”, hvor forsanger The Curator bar en hovedbeklædning, der lignede et kukur. Dengang kunne man enten overgive sig til deres labyrintiske støj eller forlade pladsen i protest.
På Kill-Town Death Fest var stemningen en smule anderledes. Publikum på KTDF vidste i højere grad hvad de gik ind til, og var måske endda oprigtigt opslugt af Portals uigennemtrængelige univers. Mange var dog stadig mødt op for at “se giraffen”. Kukuret var, til nogens skuffelse, for længst pensioneret, og denne aften bar The Curator i stedet et dæmonisk, seks-hornet kranie, der snor sig som en ondsindet kringle. En stærk, visuel effekt, men mindre outreret og aparte end tidligere monderinger. Det virkerede lidt mere "almindeligt" i sin ondskab. Når han så samtidig kastede diskrete blikke til sine medmusikere og uddelte et par fistbumps undervejs, forsvandt lidt af den kosmiske horror, hvor mennesket er reduceret til en ligegyldig maddike.
Men musikalsk var Portal alt andet end imødekommende. Guitaristen Horror Illogiums enorme hænder bevægede sig med umenneskelig fart igennem kromatiske, dissonante kaskader, som synes at følge ikke-euklidiske geometrier. Han skabte akkorder, ingen nogensinde har bedt om, alt sammen med en galge om halsen og en sæk uden øjen- eller mundhuller. Trommerne buldrede frem som enten primale tam-crescendoer eller ustoppelige blastbeats, mens The Curator skiftevis stod som en ubevægelig statue eller løftede armene som en ypperstepræst, der fremmaner lyden af universets kollaps.
Uigennemtrængelighedens æstetik
Portal skaber ikke deres lydflader gennem traditionelle rumklangstæpper og effekter, men ved at spille ekstremt mange dissonante toner, der kolliderer så voldsomt, at enhver fornemmelse af melodisk eller rytmisk retning forsvinder. Det er musik, hvor man ikke kan høre, om der spilles “forkert”; og hvor man alligevel instinktivt tænker: Det var sikkert meningen.
Sættet dækkede store dele af bagkataloget, men de undgik bevidst deres mest spiselige plade 'Vexovoid' udover slutnummeret “Curtain”, som er så tæt, som Portal kommer på et hit. I stedet var der fokus på materialet fra 'Ion' og 'Avow' og debuten 'Seepia', som ikke lokker lytteren ind i et mørke, men snarere udøver vold mod øregangene. Det skingre, kantede og epileptiske udtryk fra disse tre plader kunne godt have tålt mere udveksling fra de tunge, krybende mareridtslyde fra 'Vexovoid' og 'Swarth'.
Portal gjorde alt det, Portal skal gøre: De var kompromisløse, utilnærmelige og fuldstændig tro mod deres egen æstetik. Men sammenlignet med deres koncert på Metal Magic for ti år siden manglede der lige det sidste skub for at opnå den komplette umenneskelighed.