Metal Magic Festival 6: Lovecraftiansk urkaos

Populær
Metal Magic Festival 6: Lovecraftiansk urkaos

Det australske kaosdødsband Portal leverede end massiv kultisk oplevelse fredag på Metal Magic på grænsen mellem musik, larm og kontrolleret vanvid. Der var ikke en eneste blandt publikum, der headbangede.

Kunstner
Dato
12-07-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Portals koncert delte i den grad vandene på Metal Magic 6. For nogle var det stor kunst; for andre lettere uforståeligt, men en stor oplevelse; og for atter andre var det kejserens nye klæder. Devilutions udsendte vakler mellem de to første muligheder, men er ikke uden forståelse for dem, der hælder mod den tredje mulighed.

For undertegnede var det i hvert fald en bizar og stemningsfuld oplevelse, som Portal stod der iført en mellemting mellem skimasker og bøddelhætter (uden huller til øjne og vejrtrækningskanaler!), mens sangeren bar kutte og en sær hovedbeklædning med slør for samt fingerfutteraler, der fik hans fingre til at se meget lange og uhyggelige ud i mørket. Han lignede en art ypperstepræst i en af de Cthulhu-kulte, H. P. Lovecraft skrev om, og som har så stor en indflydelse på bandets primalkaosdyrkende univers, mens resten af bandet lignede en slags disciple af samme kult.

Lyden er på grænsen til det noiseprægede død og virker på samme tid ekstremt kaotisk og kontrolleret – designet til at fremstå kaotisk og urovækkende, frem for at være improviseret og kaotisk. Guitarriffene er dissonante udi det ekstreme, vokalen er skumlere end skummel, og bandet bruger en mærkværdig start/stop-teknik, der ikke ligefrem inviterer lytteren inden for i bandets univers, men som til gengæld er urovækkende og uhyggelig på samme måde som Lovecrafts mere maniske tirader om ”forbudte æoner” og sunkne byer med væsener, der er så langt fra det menneskelige, som man overhovedet kan komme, og lignende tankeeksperimenter.

En særlig mareridtslogik

På samme måde som hos Lovecraft kan det også virke komisk, hvis musikkens bizarre, maniske, udenjordiske og ritualiserede effekt ikke fungerer for lytteren (i Lovecraft-eksemplet er det naturligvis teksten og tekstlæseren, der er instanserne, der påvirker hhv. påvirkes); lytteren skal så at sige træde ind i magien med et åbent og selvforglemmende og ikke strengt logisk sind for at kunne indtræde i den mareridtslogik, der bærer Portals univers.

I mørket, når man tror på illusionen (som det også er) og den totale kontrast, der er mellem Portals musik og fremtræden og nærmest alt andet, virker det overordentligt godt, også selvom man prøver at bilde sig ind, at det bare er almindelige mennesker, der står oppe på scenen (og på den ene guitarists fingerlængde kan man såmænd også godt se, at han spiller i et andet band på festivalen), og at musikken netop er designet til at give en effekt af urkaos, der er kategorisk fremmed for mennesket og derfor skræmmende.  Det er simpelthen reelt mareridtsagtigt og uhyggeligt (ligesom bandet kan være på plade).

Suggestionens kraft

Der er ikke nogen, der klapper i takt. Der er ikke nogen, der headbanger. Der er ikke nogen, der hiver næverne i vejret. Hypnosen lader til at virke på de fleste tilstedeværende (eller i hvert fald på, når jeg har den opfattelse), og det er en bedrift i sig selv, især for musik, der er så dissonant og så lidt catchy, som tilfældet er. Portal suggererer i den grad.

Efter koncerten – eller ritualet – er overstået, ved man ikke helt, hvad man lige har overværet, og publikum deler sig i variationer over de tre ovennævnte standpunkter, hvilket fortsætter dagen efter. Måske handler det om, hvor receptiv man er over for suggestionen. Og hvis ovenstående anmeldelse har tendenser i retning af det prætentiøse, så har den det. Men uanset hvad man så mener om Portals fremtræden og succes med samme, så kan man kun dårligt nægte, at bandet udvider grænserne for, hvad dødsmetallen kan.