Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

For lidt for meget, for meget for lidt

Updated
For lidt for meget, for meget for lidt

Imperial Triumphants tredje album ’Vile Luxury’ er en hård pille at sluge. Men når man først får den slugt, så gør den ikke noget særligt ved en.

Titel
Vile Luxury
Dato
13-07-2018
Trackliste
Swarming Opulence
Lower World
Gotham Luxe
Chernobyl Blues
Cosmopolis
Mother Machine
The Filth
Luxury in Death
Karakter
3

Der er noget ved den nutidige bølge af eksperimenterende black og død, som kan noget særligt. Bands som Artificial Brain, senere Gorguts og Ulcerate, Deathspell Omega, Portal og Pyhrron demonstrerer det på tydelig vis. Den musikalske densitet, der bliver lagt for dagen hos disse bands, er svær at opstøve andre steder end måske i den meste horrible form for modernistisk klassisk musik, men samtidig er der noget virkelig kraftfuldt ved denne ubehagsvækkende forgrening af ekstremmetallen.

Med tanken om musikalsk densitet, kraftfuldhed og ubehag in mente kaster New York-bandet Imperial Triumphant deres tredje plade, 'Vile Luxury', efter os og håber på, at de kan udkonkurrere de førnævnte bands i den disciplin, det er at proppe deres musik med uforløst dissonans og larm.

Alle elementerne er der sådan set også. Pladen er produceret hos undergrundsguruen Colin Marston, og alt lyder præcis så skrabet og råt, som det bør gøre, uden at være utydeligt. Bassen tordner frem i lydbilledet, Bandleder Ilyas vokal og guitarspil fræser ørerne til plukfisk, og trommeslager Kenny Grohowski smadrer derudad. Samtidig er der både klaverpassager, kvindelig korsang og et helt bigband, der blæser ,hvad der minder om et forsøg på noget Stravinsky eller et skævere take på, hvad Charles Mingus lavede på ’The Black Saint and The Sinner Lady’. Bandet trækker på meget af den jazz, der karakteriserer hjembyen.

Det tydeligste eksempel på dette bigband er på pladens første nummer, ’Swarming Opulence’, hvor det optræder i hovedrollen, både i starten og slutningen af nummeret.



Lydbilledet er tætpakket, og densiteten er i hvert fald indfriet. Men hvad så med det kraftfulde og ubehagelige? Her vakler amerikanerne desværre.

Enkelte guldglimt, men mange mangler
Det, der gør bands som Artificial Brain og Deathspell Omega så stærke, er, at det tætpakkede lydunivers gemmer på meget godt og så store kompositoriske bevægelser. Overrumplingen af lytteren har et formål. På den side at være et band så ubehageligt, at lytteren helt går tabt i det. På den anden side at vise skjulte sider, når først ubehaget har lagt sig.

Imperial Triumphant forsøger, på ’Vile Luxury’ at være begge dele, og ender med at fejle i at være nogen af dem i sidste ende. Hvis vi vender tilbage til åbningsnummeret, så er der efter den besynderlige bigband-intro ikke så meget ved nummeret. Der veksles imellem taktarter, og bandet forsøger at kaste lytteren af ved at overvælde ved store lydflader. Men det riff, nummeret kredser om, er letkøbt og ligegyldigt. Og uden en stærk kerne får nummeret karakter som en hul skal, der krakelerer ved nærmere inspektion.

Der er enkelte kraftfulde øjeblikke, som når bandet vender tilbage, efter bigbandet kigger ind for anden gang. Her giver bassens kaotiske larmen det hele et skub en antydning af, hvad det kunne have været.

Sådan fortsætter pladen. På ’Lower World’ lægger de skarpt ud, men riffet er igen forholdsvis letkøbt. Bandets forsøg på at forstyrre lytteren sker her med hvad der mest af alt minder om lyden af et forvrænget karneval med gangproblemer. Det giver ikke meget mere end et træk på smilebåndet, og slet ikke nogen psykisk nedbrydning, som efterhånden er kutyme i denne undergenre. Senere i nummeret er der alligevel noget, der rammer rigtigt, efter et klaver har hamret nogle akkorder ud, og et pigekor har kigget ind for at proklamere verdens undergang, uden den store effekt. Når det hele først falder helt fra hinanden udi guitarfeeds, friform-trommer og et tydeligt basmotiv, så vækker bandet noget ubehag. Desværre er det væk alt for hurtigt for at vende tilbage til det letkøbte mainriff.

Imperial Triumphant har proppet deres musik med effekter, diversioner og gimmicks, men falder på hovedsubstansen, der skulle retfærdiggøre alle de sære indskud. Noget prisværdigt ved pladen er forsøget på at hive jazzen med i en allerede skør undergenre, men det synes aldrig rigtigt at virke helt, selvom det ofte er lige ved og næsten.

Der er rigtig meget at pakke ud på ’Vile Luxury’, og hvis man bare gerne vil overvældes, så er pladen lige i øjet. Men søger man mere, skal man kigge et andet sted. Der er enkelte øjeblikke, hvor bandet virkelig har fat i noget, men det meste af tiden lykkes Imperial Triumphant mest med at være alt for meget, men alligevel være for lidt – for på den måde at være for lidt af det for meget, de egentlig forsøger at være.