Copenhell 25: Bræk, sved og ægte katarsis på Boneyard
En af Copenhells mindste scener blev hjem for en af festivalens største følelsesmæssige oplevelser, da Puke Wolf leverede en rå, ærlig og ufiltreret koncert.
Det kogte i Boneyard, da Puke Wolf indtog den lille containerscene klokken 16 på Copenhells fjerde dag. Det tog ikke bandet længe at få scenen til at føles kæmpestor med deres intense blanding af post-hardcore, screamo og et strejf af blackgaze.
Trods store dynamiske udsving – fra spinkle, twangy clean-guitarer til voldsomme akkordflader og tunge grooves – holdt de energien tårnhøj. Samples tilføjede en ekstra dimension til et i forvejen massivt lydbillede, og selvom bandet blot er en powertrio, lød de som langt mere. Lydkvaliteten var desuden knivskarp på trods af Boneyards begrænsede faciliteter.
Især Andrew Davidsons trommespil – med sine insisterende kantslag i de rolige passager – skal fremhæves. Det skabte en konstant fremdrift og sikrede, at musikken aldrig blev svævende eller fortabt, men holdt publikum i spænding. Alle tre medlemmer bidrager vokalt med autentiske, følelsesladede skrig, og der er både reel vrede og desperation i bandets udtryk. Det er ikke den iscenesatte slags man ofte ser, men noget dybt ægte – en mangelvare på en festival, hvor det teatralske ofte fylder mere end det ærlige.
Bandet inviterede også flere gæster op i løbet af sættet: Jamie fra Lysbaerer, Mai fra Meejah (som både sang og skreg), og Søren fra Kóya, der overtog trommerne på det sidste nummer.
Årsagen til dette skift af trommeslager kom i koncertens afslutning, hvor Mai og Andrew trådte ned blandt publikum og – ansigt til ansigt – udvekslede skrig i en stærkt følelsesladet gestus. Nummeret blev dedikeret til Peter Clement Lund fra Kollapse, der kæmper med alvorlig sygdom, og det hele blev et øjeblik, hvor illusionen om scene og publikum ophævedes. Det her var ikke et stunt. Det var ikke “godt lavet”. Det var nødvendigt. Menneskeligt.
Selv hvis man ikke kendte konteksten, var det tydeligt, at intet ved denne koncert var påtaget.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til med Puke Wolf – men jeg er lykkelig for, at jeg gjorde det. Det her var et af de øjeblikke, man håber at få med sig hjem fra Copenhell.