Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Den indebrændte, nye smerte

Populær
Updated
82357369_190007252118179_5684178303296995328_n

En råkold århusiansk aften bød på noise, screamo og hardcore af både post- og almindelig slags, hvor specielt Demersal varmede anmelderens kolde hjerte.

Titel
+ Puke Wolf + Demersal
Spillested
Dato
18-01-2020
Fotograf
Kasper Thimes
Forfatter
Karakter
3

Nogle gange trænger man bare til at komme ud. Ud og trække ny luft; frisk luft. Ud og eksistere i et andet rum end det vanlige. Bare ud til et sted, der er en smule anderledes. Helt derud, hvor man kan få lov at opleve en smule, der skiller sig ud fra det trygge rum, man altid går rundt i. Ud til noget, der er godt, fordi det er noget ANDET.

Bevares, ”noget andet” kan også blive for meget andet. For muligheden var der da, denne aften i Aarhus, for at opleve Prime-bossens selvfejring nede ved den grågrønne, grumsede Aarhus Å, men selv om man længes efter noget anderledes, findes der naturligvis såvel personlige som etiske grænser, der ikke bør overskrides. Derfor fravælges Kollektivets diskobal på Atlas, og valget falder i stedet på den trio af post-hardcore/screamo-bands, der samtidigt byder op til dans i takter, du ikke kan finde rundt i, nede i baggården i Mejlgade.

”Brillemusik for belæste brushoveder”, som min kære kollega titulerede det i sin nysudgivne årsliste.

Første band på brædderne var Demersal. En kvartet af veltrimmede og nydelige fynboer, hvis normcore-udseende og forlegne smil kunne have ledt den uindviede til at frygte, at der var shoegaze og The Minds of 99-covers under opsejling.

Intet kunne dog være fjernere fra sandheden. Klædt i det fotograf-forhadte røde scenelys kastede Demersal sig prompte ud i en serie uregerlige, skæve akkorder, der med udgangspunkt i lyden af blackened hardcore både grindede og groovede. Bandet evnede at skifte fint mellem det rå og brutale hardcore-udtryk og de lejlighedsvise introverte harmonier, der brød det musikalsk udtryk op og gjorde Demersals lyd stadigt behageligt voldsom, men samtidig tilpas afvekslende til, at det på intet tidspunkt blev ensformigt og kedeligt. Et dobbelt vokalarbejde fra frontmand Viktor Ravn og medguitarist Sebastian Andersen fungerede, trods en langt fra eminent scenelyd, helt fremragende og gjorde sit til, at den post-metalliske punkvrede og intense energi på intet tidspunkt fik lov til at falde.

Lighederne med landsmænd som Hexis og hedengangne The Psyke Project er til at tage og føle på i Demersals udgave af hardcoren, der indtil videre har resulteret i en ep samt et album, der angiveligt er lige på trapperne. Mod slutningen af bandets halve times optræden blev vi ligeledes budt på mere traditionel hardcore-punk med gungrende groove, tungt breakdown og en rå huggende outro, hvor Demersal slutteligt brød den fjerde væg ned, og to af fire bandmedlemmer endte med at optræde ude blandt publikum. Demersal leverede et særdeles solidt indtryk, trods bandets korte levetid, og er absolut en gruppe, hvis kommende udskejelser fortjener at blive fulgt nøje.

Kaos i harmonien
Næste stop på rejsen rundt i den nye danske hardcore var Demersals åndsfrænder fra Regarding Ambiguity. Et band, der med samme skæve, hidsige og uforudsigelige indgangsvinkel til genren som Demersal alligevel bevæger sig mere ud i ekstremerne. Bandet leger, både på debuten 'Flayed' og i aften, med mere lyse og atmosfæriske guitarklange, der fra tid til anden fjerner fokus fra hardcore-elementerne, men som samtidig får gedigent modspil fra den dygtige trommeslager Mikkel Jensen, der visse steder byder på nærmest blackmetalliske rytmer og blastbeats.

Mens man ikke får den samme følelse af underliggende kaos som hos Demersal, er der dog hele tiden en følelse af, at den næste eksplosion kan ligge lige om hjørnet i Regarding Ambiguitys alt i alt mere drømmende og svævende musikalske univers. Et univers, hvor, hvis man skulle komme med en anke, bandets meget skingre screamo-vokal kan have en tendens til at blive enerverende at lytte til gennem længere tid. Musikalsk afsøger Regarding Ambiguity mange forskellige hjørner, mens vokaludførelsen ikke helt står mål med den legesyge eksperimenteren i musikken. Bevares, det hører jo til genren, når man gerne vil have screamo-elementer i sit udtryk, men ikke desto mindre blev det, mod slutningen af koncerten, mere end godt var.

Ikke desto mindre leverede bandet et fint aftryk. Ikke så kaotisk og intenst som Demersals udgydelser, men dog stadig nok til at holde interessen fanget og til ikke blot at være glemt et par dage senere.

Lokale Puke Wolf, som skulle runde aftenen af, imponerede ingenlunde, sidste gang vi oplevede bandet tilbage i september. Og der skal lyde stor ros til bandet for, at nærmest alle ankepunkter fra koncerten på Radar var ikke-eksisterende denne. Bandets akavet lange stemmepauser var afskaffet, de lange voiceovers i numrene var stort set også væk, og resultatet blev en langt mere intens og indebrændt stemning i Puke Wolfs post-hardcore, hvis rå og minimalistiske kontraster trængte langt bedre igennem i aften.

Tilbage stod et råt og rammende musikalsk udtryk, drevet frem af bassist Lasse Højgaard og i særdeleshed trommeslager Andrew Davidson, der trods sin tilbagetrukne placering på scenen bag et mikroskopisk trommesæt bliver et naturligt fokuspunkt for publikums opmærksomhed grundet de umådeligt hårdt slåede trommerytmer og hans skrigende vokal, der i det tredelte vokalarbejde står fint i kontrast til de andre medlemmers mere vredladne brøl. Bandets mix af post-hardcore, screamo og noiserock giver et indebrændt, vredt udtryk, hvor man fornemmer lede og galde strømme ud over scenekanten i gentagne, råbte mantraer som ”I'm already dead” i 'AK47 Pig'. Et udtryk, som denne aften får lov til fint at stå selv, hvilket vi efterlyste, sidst vi oplevede bandet. Alt i alt en ganske hæderlig indsats fra den århusianske trio, der fint rundede en god, varmende aften på Tape af.

Tilbage stod et samlende indtryk, hvor Demersal stod stærkest og krævede publikums kærlighed, men hvor alle optrædende hver især gjorde et fint væsen af sig. Og frem for alt en aften, hvor man kom ud og fik den nye luft, fik en oplevelse og kom væk fra alt det trygge.

Alt imens Prime-bossen sikkert igen har kastet sig ud i, af ren afmagt, at forfatte endnu et passivt-aggressivt opslag til de sociale medier.

Karakteren er givet for det samlede arrangement.