Årsliste 2019 – Jon Albjerg Ravnholt

_XTD1042-2

Et glimrende år for perifære grindcore- og hardcore-udgivelser, et katastrofalt år for de store, samlende metaludgivelser. Med en enlig dansk undtagelse.

Fotograf
Jacob Dinesen

Metallisk middelmådighed skal udstilles og udskammes, så der bliver bedre plads til det metal, der faktisk er reelt fedt. Det har bare været svært at få øje på i 2019. Bat lavede en god EP, jo, men ellers kan jeg faktisk ikke komme i tanker om særligt mange andre deciderede metaludgivelser fra i år, der har gjort det samme for mig, som grindcore og hardcore kunne. Med en enkelt glorværdig undtagelse...

Årets danske album:

1. Orm: ‘Ir’– Jeg var i højeste skepsisberedskab, da jeg skulle høre Orms andet album: To lange sange med danske titler fik mig til at frygte en gang atmosfærisk tomgangsblack; hvad jeg fik var prægtig, afvekslende, velkomponeret, riff- og melodibåren black metal, der fortalte sin egen historie på original vis. ‘Ir’ bør komme til at stå som en klassiker i dansk metal.

2. Big Mess: ‘Blood Punk’– Big Mess har fået styr på, hvor de vil hen, og det er, ikke overraskende, derudaf. Ingen dillerdaller, bare melopunk dagen lang. Det er herligt.

3. Gabestok: ‘Tre’ – Dødspunk, der ikke vil dig noget godt. Eller punkdød, hvordan man nu tager det: Den stilsikre duo fra Mayhem lyder af utilpassethed og 80’er-nedtur med gyserfilm på VHS. Alle bør elske det her, de fleste gør det af de forkerte grunde.

4. Regarding Ambiguity: ‘Flayed’ – Polvo-melodier kolliderer med Pg.99-kantethed og forløses i 4/4. Virkelig god screamo-debut, helt klart et band, det er værd at holde øje med sammen med de beslægtede Demersal.

5.Halshug: ‘Drøm’ – Halshug bliver 80’er-følsomme på treeren. Solid bølletristesse i D-takt.



Årets internationale album:

1. Regional Justice Center: ‘Institution’ –  Jeg kan ikke huske at have hørt fem så overvældende brutale og umiddelbart begejstrende minutter som på Regional Justice Centers enkeltsidede plade ‘Institution’ siden Coke Busts seks år gamle plade ‘Confined’. Hardcore møder powerviolence og tamper alt ned omkring sig.

2. Besta: ‘Eterno Rancor’ – 50 % grindcore + 50 % crossover = 100 % Jon Approval. Portugiserne får desuden bonuspoint for at lyde lidt som 00’er-Ratos de Porão, og så slutter de pladen med et Bad Brains-cover. Mit hjerte, hvad vil du mere?

3. Phobia: ‘Generation Coward’ – Næste år fylder Phobia 30 år, så det er næsten naturstridigt, at de bliver ved med at lave så gode plader, som de gør. Bevares, et konceptminialbum om internetkrigere er en smule bedaget, men det er der jo ingen, der kan høre alligevel, når grindcoreklaveret spiller.

4. Savage: ‘No Escape’ – Sideprojekt for trommeslageren og guitaristen fra powerviolence-pionererne Capitalist Casualties, der i Savage spiller en mere Spazz’et og mindre aktivistisk fastcore end i hovedbandet. Desværre blev deres tredje plade også den sidste.

5. Dom Dimadoom: ‘S/T’ – I starten af det nye år tager jeg halvanden måned til Peru, og noget af det, jeg glæder mig allermest til, er at finde ud af, om der er flere bands som Dom Dimadoom derovre. Kvartettens debut er i hvert fald den fede, smadrede fastcore.



Årets internationale hit:

Besta: ‘Sincronismo do Mal – Jeg er en sucker for breakdowns. Og årets bedste af slagsen kom på den her sang, hvor Paulo med et “ugh!”, der er Tom G. Warrior værdigt, tager al luften ud af sangen, inden den går over i den fede skrål-med-på-dit-bedste-skoleportugisisk-bro. Ren perfektion.



Årets danske hit:

Big Mess: ‘Blood Punk’
– Musik at gå i supermarkedet til. Et sommerhit for dem, der ikke gider gå i bad.



Årets genfundne klassiker:

Metallica: ‘Master of Puppets’ – Når børn får en favoritplade, vil de høre den konstant, og det kan næsten ødelægge plader, man ellers var ret glad for. I år har det dog vist sig, at ‘Master of Puppets’ heldigvis sagtens kan tåle at blive hørt dagligt. Det er faktisk lige før, at den bliver endnu bedre af det, end den var i forvejen.

Årets koncerter:

1. The Psyke Project: Copenhell, 22-6-2019– Når bands er opløst, skal de lade være med at vende tilbage. Med mindre de altså kan lave en koncert som den her engangsforestilling. Årets bedste pit.

2. Ultha: Northern Discomfort, Ungdomshuset, 27-4-2019 – Der er få ting i denne verden, jeg ville have lavere forventninger til end et tysk post-black-band i Dödsmaskinen. Men med brutalitet, tyngde og fylde overvældede Ultha mig fuldstændig denne aften på Northern Discomfort.

3. Agnostic Front: Plan B, Malmø, 26-8-2019– Det er bizart nok lykkedes mig aldrig at få set Agnostic Front før, så der skulle meget til, før jeg ville indrømme at blive skuffet. Det var der heldigvis ikke brug for: Alt det, Agnostic Front ikke helt kunne levere på pladen ‘Get Loud!’, gav de denne mandag aften foran et par hundrede mennesker i udkanten af Malmø.

4. Terror: Copenhell, 20-6-2019 – Der er ingen, der kan tage noget fra Terrors koncerter. De er et suverænt liveband, Scott Vogel har total publikumskontrol, og der er et bagkatalog at tage af, der gjorde det her eftermiddagsshow til en ekstatisk oplevelse. 

5. Orm: Raise Your Horns, Musikhuzet, Rønne, 13-9-2019– Orm fik vendt en halvtam fadølsfest med middelmådig metal til en sand triumf, da de opførte ‘Ir’ i sin helhed på fødeøen.



Årets internationale navn:

Regional Justice Center 
– Alle andre bands i verden: Tag lige jer selv lige så alvorligt som Regional Justice Center en gang imellem.



Årets danske navn:


Orm – Dansk black blev lige hævet et trin op med eksilbornholmernes hjemstavnsfortælling.



Årets nye internationale navn:

Result of Choice og Coolside lavede hver deres debut-7” med hver deres fremragende take på klassisk hardcore fra henholdsvis 90’ernes og 80’ernes østkyst.



Årets nye danske navn:

Regarding Ambiguity – Brillemusik for belæste brushoveder.



Årets comeback:

Swans – Det er jo ikke som sådan nogen overraskelse, at Michael Gira godt kan finde ud af at lave suveræn musik og at omgive sig med de rette mennesker til at lave det. Efter at have opløst Swans endnu en gang vendte han tilbage med ‘Leaving Meaning’, der peger nye steder hen i bandets årtier lange virke.



Det overså jeg i 2018:

Spine – Hvorfor var der ingen, der sagde noget til mig, da Spine udgav deres andet album? Der gik næsten et år, før jeg opdagede ‘Faith’, der er ren karateslam-perfektion. Siege of Power var der til gengæld flere, der mumlede noget om, da de udgav debutpladen ‘Warning Blast’, men jeg kunne da ikke se, hvad jeg skulle med et nyt band, hvor Chris Reiffert spillede crossover sammen med Asphyx-medlemmer. Det var så, fordi jeg var dum, for ‘Warning Blast’ er den tredje plade, Carnivore aldrig nåede at lave.



Årets optur:

At se Baest indfri alle forventningerne med koncerten på Copenhell. Der blev ikke sat en fod forkert, alt spillede, alle var med helt nede bagi. Det var en triumf for bandet, det bekræftede, at der er noget om hypen. Og det var ikke mindst voldsomt opløftende at se et dansk band realisere deres potentiale så overbevisende, som de gjorde den sommeraften. Så kan det godt være, at jeg aldrig bliver verdens største fan af den dødsmetal, de spiller, men det er sådan set ret lige meget i denne sammenhæng.

Årets største skuffelse:

Folk. Specifikt argumentresistente folk. Vi vil jo egentlig gerne have en debat om nogle af de ting, vi synes, trænger til at blive debatteret, og vi har heldigvis dansk metaljournalistiks bedste læsere, der faktisk læser artiklerne, inden de kommenterer dem, og som holder andre op på det, når de ikke har gjort det. Tak til jer. Men det betyder, at debatten sjældent kommer længere. I den forbindelse skal også lyde en tak til radioprogrammet AK 24syv, som sørgede for at tage debatten det skridt videre og ud til et større publikum, end Devilution selv kan nå. Så lad os da for alt i verden få lukket det mest begavede og frygtløse kulturdebatprogram, vi har haft i årevis.

Største ønske for 2020:

For mit eget vedkommende er det flere koncerter. Helst en masse små af dem med knald på. Fræs frem for kræs, som man siger. Men det vil kræve en indsats fra mig selv, så det er nemmere at have ønsker på metallens vegne. 

Jeg ønsker mig, at flere danske bands viser ambitioner og en professionaliseringsvillighed som Baest. At flere bands indser det potentiale, der er i den niche, de begår sig i, og tror nok på, at de kan holde det true, til at de tør gå ind på mainstreamens præmisser og ved sig sikre på, at de nok skal slippe ud på den anden side. 

For jeg ønsker mig flere unge, der gider metal. At det ikke kun er de medbragte børn, der gør et spagt forsøg på at trække gennemsnitsalderen ned på Copenhell. Og at de unge, der gider metal, vil forpligte sig nok til det, så der skal regnes med dem.

Og jeg ønsker mig flere kvinder i metal. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt at ønske det for 2020, men som Emil og jeg for nylig skrev i en krystalkugle, giver det åbenbart stadig ikke sig selv, at det er noget, man godt lige kan være opmærksom på, når man booker.

For jeg ønsker mig en bedre metal. Jeg ønsker mig en metal, hvor der kommer nogle helt uomgængeligt stærke plader, som alle er nødt til at tage stilling til, og hvor alle kan høre, hvorfor det her er stort. Det er det, vi har forsøgt at skrive frem med serien 10x10 om de plader, der på godt og ondt definerede metal i 10’erne, men det er svært at pege på de plader i år. Cattle Decapitation? Lingua Ignota? Blood Incantation? Opeth? Inter Arma? Tool? Var det virkelig dét? Det var i hvert fald plader, det var umådelig let at være komplet ligeglad med, når hypetoget var fløjtet ud.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

Napalm Death er på vej med nyt, og som tidligere påpeget peaker det band rent kreativt i dette årti. Ellers at høre nye plader, der rykker mig rundt på en fuldstændig uventet og dog så aldeles genkendelig måde. At opdage bands, der er helt åndssvagt fede. At yde mit ydmyge bidrag til, at vi allesammen bliver lidt klogere på, hvad det her metal egentlig gør for os, og hvorfor det bliver ved med at gøre det. Trods alt.