Store Doc Martens at fylde ud
De har skabt blåtrykket for NYHC og genopfundet sig selv flere gange i løbet af snart fire årtier, så strengt taget burde der vel ikke være noget galt med, at Agnostic Front kører på rutinen på ‘Get Loud!’.
Anti-Social
Get Loud!
Conquer And Divide
I Remember
Dead Silence
AF Stomp
Urban Decay
Snitches Get Stitches
Isolated
In My Blood
Attention
Pull The Trigger
Devastated
Der er ingen, der har noget at lade Agnostic Front høre. Hvis de i denne omgang ikke har mere at byde på end det, der er på ‘Get Loud!’, så fred være med det: Agnostic Front har givet os så rigeligt. Uden dem havde hardcore ikke lydt, som den gør i dag.
Historiebevidstheden er da også markant hos new yorkerne, der jævnligt refererer til fordums storhed i tekster, covers, titler: ‘Another Voice’ fra 2004 var et svar til ‘One Voice’ fra 1992, ‘My Life My Way’ fra 2011 genbrugte støvlerne fra coveret til ‘Live at CBGB’ fra 1989. På ‘Get Loud!’ er de gået skridtet videre og har fået den originale coverkunstner Sean Taggart (der også tegnede covers for bl.a. Crumbsuckers og Carnivore i 80’erne) til at tegne en opdateret version af coveret til bandets mesterværk ‘Cause for Alarm’ fra 1986.
Det er store Doc Martens at fylde ud, og derfor sørger Agnostic Front for hele vejen igennem at have sin historie i ryggen. Ikke et øje er tørt, når Roger Miret på singlen ‘I Remember’ synger om sit livslange venskab med guitaristen Vinnie Stigma, som også var omdrejningspunktet for dokumentarfilmen ‘The Godfathers of Hardcore’. Det er ikke 100% frit for at være rørstrømsk og for meget, men skulle man et øjeblik formaste sig til alligevel at synes det, skal omkvædet nok minde én om, hvem man har med at gøre:
“United blood, victim in pain
Cause for alarm, our lives, our way"
For de uindviede er det henholdsvis debutsinglen, de to første plader og så, noget overraskende, bandets forrige plade, der indiskret holdes frem som bevis på deres uomgængelighed. Det sidste er faktisk en pointe i sig selv, for Agnostic Front er ikke bare et band, der har defineret en lyd i midten af 80’erne og så er blevet ved med at køre i det spor. Da de i 1997 vendte tilbage efter fem års pause, var det med et friskt skud street punk som modvægt til den thrash metal, der på de foregående plader var blevet stadig mere dominerende i forhold til hardcoren. Det har givet os en række nyklassikere som ‘Gotta Go’ og ‘A Mi Manera’: Store hooliganomkvæd, der indbyder til råbende fællessang, simple melodier, punk rock derudaf. På forgængeren, ‘The American Dream Died’ fra 2015, var det ‘Never Walk Alone’, der tegnede den profil, og guitarlinjen herfra gentages da også på ‘I Remember’ for de tungnemme.
Agnostic Fronts historie begynder og slutter ikke i 80’ernes New York: Selvfølgelig har de lavet plader, der ikke var helt på niveau – den lidt for streetpunkede ‘Dead Yuppies’ fra 2001, den lidt vel tidstypiske ‘Warriors’ fra 2007 – men overordnet set har de holdt et højt niveau, og de har overrasket positivt med en plade som ‘The American Dream Died’, som denne anmelder kaldte en af karrierens allerbedste. Den holdning står jeg ved fire år senere, men det gør det også bare svært ikke at blive skuffet over, at bandet ikke vil mere, end de vil med ‘Get Loud!’
Deres 12. studiealbum er en god nok plade. Med 14 sange på en halv time er der ingen, der kan nå at kede sig. Roger Miret har produceret hæderligt. ‘Urban Decay’, som de allerede har spillet live henover sommeren, er en ret god sang. ‘Snitches Get Stitches’ er rå, frisk og gadesmart, ligesom ‘Pull the Trigger’ er det med sin obligatoriske to-toners Stigma-solo. ‘Isolated’ har et solidt og fængende breakdown, der får lov at køre som koda.
I det hele taget er det på B-siden, der er noget at finde på en plade, der ellers i det store hele ikke er meget mere opfindsom end sine sangtitler. Den tematik, som det lykkedes at få til at virke besynderligt frisk i sin nostalgi på ‘The American Dream Died’, fremstår slidt og gennemtygget nu. Som en onkel, der insisterer på at blive ved med at fortælle om, hvor cool han var som ung – “the glory days of my life”, som Miret selv kalder det i albumåbneren ‘Spray Painted Walls’. På ‘The American Dream Died’ insisterede Roger Miret på, at bandet skulle indspille en stribe korte hardcoresange med et minimalt antal gennemspilninger bag sig for at forlene det hele med en umiddelbarhed: Til sammenligning lyder ‘Anti-Social’ sært pligtskyldig. Thrasherne, ‘Conquer and Divide’, ‘In My Blood’ og ‘Dead Silence’ savner til gengæld nogle hooks, der kunne efterlade et større indtryk.
Det er altsammen godt nok alligevel. Og godt nok er godt nok for Agnostic Front. Det kunne bare have været mere, ved vi.