Gudfædrene overtager familiefesten

_XTJ0352
_XTJ0070
_XTD0407
_XTJ0080
_XTJ0546
_XTJ0212
_XTJ0321
_XTJ9995

På papiret er Agnostic Front veteraner i scenen, men mandag aften i Malmø stod i øjeblikkets tegn med en umådeligt stærk koncert.

Titel
+ Manic Ride
Spillested
Dato
26-08-2019
Trackliste
The Eliminator
Dead to Me
My Life My Way
Police Violence
Only in America
Old New York
For My Family
Friend or Foe
Victim in Pain
Your Mistake
Power
Urban Decay
Never Walk Alone
All Is Not Forgotten
Peace
Crucified
Gotta Go
Police State
Take Me Back
A mi manera
Addiction
Blitzkrieg Bop
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Rosengården tager sig ud som en besynderlig senkapitalistisk øvelse i hvor mange bilværksteder, man kan lægge skulder ved skulder, før nogen begynder at undre sig alt for meget. Der er brugte bildæk og pumpede fyre i åbentstående kedeldragter overalt, der er graffiti med udechifrerbare trusler på pakhusene og de trøstesløse boligkarréer, og bag det hele løber jernbanen med hvislende elledninger og rustne godsvogne. Sådan som han har beklaget det gode, gamle kriminalitetshærgede New Yorks forsvinden, må Roger Miret føle sig helt hjemme her: Det er i hvert fald de ideelle omgivelser til en Agnostic Front-koncert. 

For inde i en baggård ligger spillestedet Plan B i en gammel garage. Der bliver grillet veggie hot dogs i gårdhaven, der er drinksbar og lounge, og alle kender alle og er her for at hylde de gamle helte. Der fistbumpes i ét væk, og man skal se efter en ekstra gang for at bemærke, at gennemsnitsalderen blandt publikum alligevel må være et pænt stykke oppe i 30’erne.

Næste år kan Agnostic Front fejre 40-års jubilæum, men selvom de er anerkendt for at have været med til at starte New York Hardcore – eller bare NYHC, sådan som Vinnie Stigma har det tatoveret i tindingen – og forme lyden og imaget for hardcore gennem alle årene, er det altså fortsat steder som det her, de spiller: En garage med en kapacitet på 300 publikummer ude i ghettoen. Det lader de sig ikke mærke med: Agnostic Front er aldrig lykkedes med at sælge ud, selv når de har prøvet, fordi det altid har været lidt for klodset, lidt for grimt, og det har de tilsyneladende affundet sig med: De nyder stor respekt, forrige år kom Roger Mirets velskrevne selvbiografi og sidste år dokumentaren ‘The Godfathers of Hardcore’, som i september har dansk premiere i Cinemateket.

Inden Agnostic Front kan gå på, spiller det lokale opvarmningsband Manic Ride. Deres hurtige hardcore er mere af Washington DC-skolen end NYHC, men det skel er forlængst ophørt med at have nogen betydning. Det er glimrende gammeldags, voksne mænd, der er vrede over jobs og politik, og bortset fra et par enkelte gange, hvor trommeslageren falder over sine egne stikker, er der sådan set ikke en finger at sætte på det. Det er måske ikke et band, man ligefrem vil opsøge igen, fordi så mange andre gør det samme som dem, bare lidt bedre og lidt mere personligt, men det er bestemt heller ikke ét, man vil forsøge at undgå.

Borderline midt i pitten
Det er verdens største kliché, når Agnostic Front går på til lyden af et af Ennio Morricones tema fra ‘The Good, the Bad and the Ugly’, men på den anden side: Hvis der skulle være noget andet band end The Ramones, som de afslutter aftenen med at hylde – og, bevares, de der Metallica, der engang stjal en pladetitel fra Agnostic Front – der kan bære den kliché, er det vel overleverne i Agnostic Front. 63-årige Vinnie Stigma har stadigvæk noget, der ligner borderline-psykopati lysende ud af øjnene under den grå mohawk, når han spankulerer ind på den lille scene, og da han senere i sættet står på gulvet under ‘Your Mistake’ som epicenter for en imponerende mandag aftens-circle pit, ligner han en mand, der kunne gøre det her i 40 år til, uden at det ville røre ham synderligt.

Vinnie Stigma har altid været jokeren i Agnostic Front: Instigatoren, bøllen, ham, der aldrig rigtig har lært at spille guitar eller, gudbedredet, synge, men også ham, der har holdt sammen på Agnostic Front gennem alle årene, mens Roger Miret har dalret rundt og lavet soloplader eller knæk og samlet på custom-biler. Men når den otte år yngre frontmand er på, er alt godt, og det er han i aften. I dén grad. Roger Miret kan alle de moves, der skal til – han bragte trods alt selv en god del af dem ind i hardcore i sin tid – og hans umiskendelige nasale grynten lyder, som den altid har gjort og altid skal gøre.

Agnostic Front kan lægge ud med ‘The Eliminator’ fra crossover-klassikeren ‘Cause for Alarm’ og stadigvæk lyde friskere end det meste andet hardcore derude. For det, det i sidste ende kommer an på, er sangene: Dem har de deres udødelige andel af; så mange, at man selv i et sæt med 22 sange stadigvæk savner mindst et par håndfulde af klassikerne. Den tour, bandet er på denne sommer, markerer 35-års jubilæet for debutalbummet ‘Victim in Pain’, men heldigvis har de ikke valgt den gængse model med at spille pladen fra ende til anden: I stedet blander de kortene godt og grundigt og viser dermed den konsistens, der altid har været i bandet. Selv i de perioder, hvor resten af verden har tvivlet på dem.

Om noget er Agnostic Front blevet bedre til at skrive sange med årene: Det er fedt nok at råbe med på ‘Victim in Pain’, men sangskrivningsteknisk er de senere ‘Old New York’, ‘For My Family’ og ‘Gotta Go’ større bangers med omkvæd, der er til at dø for. Den nye sang ‘Urban Decay’ fra det kommende album ‘Get Loud’ demonstrerer, at bandet lige så lidt har tænkt sig at holde op med at skrive den slags koloenorme sange, som de har tænkt sig at forny tematikken i NYHC.

Og det er OK. Agnostic Front er ikke bare et veteranband, der lever højt på fortidens storhed: Når de spiller så tight, som de gør i disse år, og endda kan begå et af deres karrieres højdepunkter med den seneste plade, er der ingen grund til at dvæle ved noget som helst. Så er det bare at lade pitten køre sine runder og nyde et af de allerstørste hardcore-bands, der nogensinde har eksisteret. Sammen med resten af de 300 publikummer.