Stadig nær-død, ikke genopstanden
Populær
Vold, interne svinere, stoffer, dodgy labels, mental ustabilitet, fitness, kampsport og religiøse sekter: Historien om Cro-Mags har det hele, bortset fra en god diskografi udover klassikerne.
Kali-Yuga
War On The Streets
Death In The Womb
Time I Am
Reflections
Near Death Experience
The Other Side Of Madness
Det har ikke været kønt at følge sagaen om det gendannede Black Sabbath og deres tvist med Bill Ward, hvor trommeslageren som i en anden skilsmissefamilie er blevet klippet ud af de gamle bandbilleder. Men det er stadig intet imod, hvad der er foregået i og omkring Cro-Mags, siden gruppen blev dannet af en flok mere end almindeligt utilpassede unge i start-80’ernes Lower East Side og var med til at definere NYHC som genre og attitude. Det med utilpassetheden er ikke bare en kliché, det er vigtigt for at forstå, hvordan historien kunne udvikle sig som den gjorde: Sangeren John Joseph og bassisten Harley Flanagan var overladt til sig selv som børn, de voksede op på gaden, og det er den mentalitet, der stadig sidder i dem. Derfor var det sådan set heller ikke så overraskende, snarere sørgeligt og forventeligt, da stridighederne i juli 2012 kulminerede med et knivslagsmål i backstagelokalet før en koncert med Josephs version af Cro-Mags, som grundlæggeren Flanagan prøvede at stoppe på den eneste måde han kendte: Med vold.
Harley Flanagan voksede op med en omstrejfende kunstnermor der bl.a. førte ham omkring Danmark i midten af 1970’erne, lod ham udgive en bog med poesi og tegninger som 9-årig i 1976 med forord af husvennen Allen Ginsberg, men som også lod ham strejfe omkring i gaderne, da de vendte tilbage til New York. Han var trommeslager i punkbandet Stimulators som 12-årig, samtidig med at han lavede indbrud og satte sig i respekt med voldelige overfald. John Joseph på sin side voksede op hos skiftende plejeforældre, stak af, levede på gaden, solgte stoffer, kom i hæren i stedet for fængslet, stak af, mødte Bad Brains og fik en åbenbaring. I New York levede han som hjemløs, indtil han blev indfanget af Hare Krishna-bevægelsen.
Fløjkrig i bogform
Historien om Cro-Mags er i høj grad historien om de to, og hvordan de aldrig rigtig har kunnet finde ud af at være i band sammen. John Josephs side af den fortalte han i 2007 i bogen ‘The Evolution of a Cro-Magnon’, en af de mest velskrevne hardcorebiografier på denne side af Henry Rollins, og siden da har Flanagan proklameret, at hans egen bog var lige på trapperne. Det er den stadigvæk, men hvis den minder bare lidt om blogindlæggene på hans gamle MySpace-profil, så har den nok også brug for en del redigering, inden den er til at læse. Den siges dog indtil videre at skulle komme senere i år.
I mellemtiden får de to tingene til at løbe rundt med noget så hardcore som fitness, Joseph med træningsprogrammer specielt for vegetarer som beskrevet i bogen ‘Meat Is for Pussies’, Flanagan som instruktør i brasiliansk jiu-jitsu. Og mens Flanagan for indeværende har opgivet at blive en del af sit eget gamle band og prøver at køre solo som Harley’s War med svigtende succes og et nyt album annonceret på Southern Lord sidste år, uden at det kom, har Joseph siden 2008 med jævne mellemrum genoplivet Cro-Mags med den originale trommeslager Mackie, Leeways AJ Novello og skiftende bassister for at spille numre fra den første Cro-Mags-plade, ‘The Age of Quarrel’.
Det er der selvfølgelig en grund til, for det er ‘The Age of Quarrel’ fra 1986, der nyder klassikerstatus og står som et mesterværk inden for hardcore. Og godt nok er efterfølgeren, ‘Best Wishes’ fra 1989, en undervurderet perle af en crossoverplade med nogle af de bedste thrashriffs, det er til at opdrive i genren – hør bare nummeret ‘Age of Quarrel’ (ja, det er lidt forvirrende) – men allerede på den plade var Joseph for første gang smidt ud af Cro-Mags. Han vendte tilbage i 1992 efter at have levet som skiftesvis hjemløs junkie og krishnamunk for at lave den store genforeningsplade ‘Alpha & Omega’, som bare overhovedet ikke kunne leve op til sine to forgængere. Der manglede noget, og det noget var sangskrivning og fokus.
Duksedrengen bag det hele
Den ikke ubetydelige del af foretagendet havde et mindre synligt medlem af Cro-Mags nemlig taget sig af indtil da: Parris Mayhew. Guitaristen Mayhew var ikke vokset op på gaden og kom egentlig fra metal, og af den grund havde han altid været set som lidt af en duks blandt Cro-Mags’ fans, men det var altså ham, der havde været ansvarlig for at skrive de to første plader sammen med Flanagan, og det var ham, der stod bag riffmonstre som ‘Malfunction’, ‘Show You No Mercy’ og ‘Down, But Not Out’. Men Cro-Mags havde brug for Josephs scenepersonlighed og hans vokal, som havde været stærkt savnet på ‘Best Wishes’, og da Joseph ikke kunne snuppe Mayhew, røg guitaristen ud efter dog at have været med til at skrive størstedelen af pladen.
Da Cro-Mags året efter fulgte op med ‘Near Death Experience’, havde de ikke længere hverken Mayhews guitarlyd, der med sine metalliske overtoner havde været en integreret del af Cro-Mags’ lyd, hans fokus i studiet eller bare hans riffs at trække på, og det mærkes tydeligt. I ‘The Evolution of a Cro-Magnon’ beretter Joseph om en indspilningsproces præget af manglende entusiasme og rockstjernemanerer, som han alt sammen skyder skylden på en godt tilrøget Flanagan for, og tager skarpt afstand fra pladen. Om han så har haft ret i sine anklager mod Flanagan, så kan det dog dårligt være hans skyld, at Josephs vokal er så skabet, som den lyder fra starten af med en uskøn blanding af hvin, grynten og snerren.
Når de fleste tager afstand fra ‘Near Death Experience’, skyldes det ikke mindst, at Cro-Mags her totalt forsager de sidste rester af hardcore til fordel for en thrash metal, der allerede ved udgivelsen i 1993 lød temmelig bedaget og kluntet. Godt nok thrash metal af newyorkerskolen, hvor bands som Leeway og Anthrax var kraftigt påvirkede af NYHC, men stadig langt mere metallisk end hvad Cro-Mags havde evnerne til at gøre sig gældende inden for. Josephs hvin er nærmest et ekko af Joey Belladonnas ikke altid lige heldige sangstil, og det er egentlig meget sigende, at Anthrax på dette tidspunkt havde fyret samme Belladonna for at søge mod en mørkere, mere moderne lyd.
Hairmetalbangere og krishnakærlighed
Alt det sagt, så er ‘Near Death Experience’ slet ikke så dårligt et album som mange, ikke mindst bandet selv og den gamle NYHC-garde, gerne vil gøre det til. Der er skam flere aldeles hæderlige numre på, pro-liferen ‘Death in the Womb’ er et af dem, ‘Kali-Yuga’ med en reference tilbage til debuten, skulle nogen have glemt den, et andet, åbneren ‘Say Goodbye to Mother Earth’ et tredje. Okkedog, selv powerballaden ‘Time I Am’ har ikke noget på krishnakærlighedssangen ‘The Only One’ fra ‘Best Wishes’, og ‘Reflections’ lyder næsten som et ekko af den første plades ‘Survival of the Streets’, inden den forfalder til endnu en downtempo moshpart og så går lidt planløst i sig selv. Der er nogle massive stinkere på, ikke mindst ‘War on the Streets’, der udmærker sig ved både at plagiere Guns N’ Roses’ ‘Mr. Brownstone’ og have kikset rap som i ‘Eyes of Tomorrow’ fra ‘Alpha & Omega’, og af uvisse årsager har bandet fundet det nødvendigt at fylde albummet ud med en genindspilning af samme plades absolut dårligste nummer, hairmetalbangeren ‘The Other Side of Madness’.
Det kan så synes unødvendigt, at Punishment 18 Records ligefrem genudgiver skidtet, men det skal nok først og fremmest ses som et resultat af den fortsatte interesse, Cro-Mags nyder. Med rette. Bare ikke for denne plade.
Syv år senere i 2000 prøvede Cro-Mags for indtil videre sidste gang at gøre comeback på plade med ‘Revenge’. Ude var Joseph endnu en gang, og dermed var der plads til, at Mayhew igen kunne få Cro-Mags til at lyde, som de var bedst til. Godt nok med Flanagans noget svagere vokal og med nogle sære melocorenumre som ‘My Life’, hvor der blev trukket linjer tilbage til Stimulators’ punkrock, men med riffs og en guitarlyd, der spillede sig op mod ‘Best Wishes’. Det var da også Mayhew, Joseph henvendte sig til for nogle år siden for at forsøge at begrave stridsøksen og skrive et nyt album i erkendelse af, at han ikke selv var i stand til det, og at det ikke gav mening at prøve at finde sammen med Flanagan igen. Det blev der ikke noget ud af, og efter knivstikkerepisoden i 2012 ser det ikke ligefrem ud, som om vi er tættere på den genforening, og når man genhører ‘Near Death Experience’ virker det da også som en helt fornuftig vurdering at lade sin dyrkning af Cro-Mags begrænse sig til ‘The Age of Quarrel’, sådan som Joseph gør det i sit revivalshow.