Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Er du fatsvag eller Batfan?

Updated
763906

Der er ingen alternativer i Bats univers, ingen middelveje: Hvis du ikke er rede til at give dig fuldstændig hen til Municipal Waste-sideprojektets thrash metal, fortjener du slet ikke thrash.

Kunstner
Titel
Axestasy
Trackliste
Wild Fever
Long Live the Lewd
ICE
Ritual Fool
Slash of the Blade
Axestasy
Karakter
5

I et parallelunivers til den sammenflydende gråzone af skæve smil, modeluner og konstant omskiftelighed, du i det dennesidige bebor, er du den sejeste thrasher i lillebyen. Det er ikke kun, fordi den ene af de to andre ikke må få langt hår for sin far, og den anden er en lille smule tilbagestående og godt kan lide metal med keyboards: Du bærer thrash i hjertet. Dine cowboybukser er så stramme, så sønderslidte og så beskidte, at de er som spedalskhedshud, der skaller af dig, hvor du står og går. Din cowboyjakke er tung af nitter, og du har rifter på underarmene af de pigarmbånd, du har lavet i metalsløjd. Ingen har set dine øjne bag pandehåret i et år, og det er lige meget, for du har ikke noget at sige nogen, der ikke er thrash som dig.

At høre Bat er som at få et glimt af det lykkelige parallelunivers, hvor alt er lutter sejhed. Det hele er grimt: Tegningerne til pladeomslagene ligner noget, du kunne have truet brætspilsnørden længere nede ad vejen til at lave, blodige stridsøkser og storpattede hekse hersker over alt, og det er kun lige med nød og næppe og en del velvilje fra lytterens side, at musikken hænger sammen. Alt er lige så vildt og uregerligt som dit tussede hår, afstumpet og primitivt som de splatterfilm, der er blevet overspillet så mange gange, at lyden på VHS-båndene sejler rundt, og billederne er så mørke, at du næsten ikke kan ane goren, mens det ubehjælpsomme skuespil til gengæld er alt for tydeligt. 

Sådan her var det faktisk engang, og for nogle af os er det, som var det i går. Som om Bay Area-thrash endnu ikke havde fået den idé at polere lyden for at nå en del af det publikum, Metallica havde åbnet portene for, som om hardcore var et besynderligt storbyfænomen, man kun til nøds kunne nærme sig gennem crossover, og som om dødsmetal var sådan noget, det kun var dem, der var endnu dårligere musikere end én selv, der spillede.

Bat er en uforbeholden hyldest til thrash metal, som den lød i midten af 80’erne. Det er sange om at dø pinefuldt, dø smertefuldt, dø rituelt, dø brutalt, dø sexet, men vel at mærke på en jomfrueligt uskyldigt sexet måde. Det er selvsagt fabelagtigt, og i paralleluniverset er Bat dit absolutte yndlingsband, selvom de næsten aldrig laver plader, og når de endelig gør det, er en del af det genbrug, men det er lige meget, for det er Bat, og de må alt. Sådan var det, da de i 2016 endelig tog sig sammen til at udgive debutalbummet ‘Wings of Chains’ (sic!), hvor halvdelen af de 12 sange allerede havde været ude på deres demo fra 2013 og en efterfølgende 7”; sådan er det, når de tre år senere følger pladen op med en ep, hvor ét af de seks numre er et interlude, og et andet er en lettere overflødig genindspilning af ‘Ritual Fool’ fra ‘Wings of Chains’. Det betyder ingenting, når de fire nye sange er så rå, som de er, og har linjer som “you better watch out or you’ll get sliced by the lady who cannot see.”

Det er så godt, at det næsten ikke kan være sandt, og det er det selvfølgelig heller ikke: Bag bandet står de to Municipal Waste-guitarister Ryan Waste og Nick Poulos og Felix Griffin, der spillede trommer på de første D.R.I.-plader og fornylig er kommet med i det endnu en gang gendannede M.O.D. Det er altså de omvendte kasketters fest, det her; det er skaterne, der tager nittearmbånd på og leger, at de er rigtig metal. Det er rigeligt til automatisk at hate på dem, men det ville være dumt at gøre. Dels fordi Ryan Waste for længst i Municipal Waste har vist, at han kan gøre retro så naturtro, at det næsten ikke er til at tro, at det ikke er den ægte 80’er-vare. Den disciplin tager han et skridt længere i Bat, og det lykkes ham: Her findes ingen tegn på, at Ronald Reagan ikke stadig skulle være præsident eller Tipper Gore inkarnationen af alt ondt i verden.

Det er sådan, thrash skal lyde. Hvis der er nogen, der gerne vil fortælle dig noget om black metal, groove metal, post-metal, nü-metal, noget-som-helst-andet-metal, så kan de få lov at tale til dit pandehår. Og hvis de ikke passer på, kan de blive snittet med dine spikes af headbangeren, der ikke kan se noget og ikke kan se nogen grund til at skulle kunne det, når verden udenfor er så forkert.