Briller af Stål: Årh, hvad!

Besta_web
weeping choir
phobiageneration
cripple bastards
beina brinner
totatal tømning
Besta_web

Konfrontatorisk, ekstremt, spektakulært, effektivt og aldeles tomt: Roskilde Festival-aktuelle Full of Hell løber med al opmærksomheden, men der er væsentligt mere holdbare ting at komme efter i grindcore for tiden.

Kunstner
Titel
+ Besta + Makkmat + Phobia + Tottal Tømning
Label

Først kaldte vi det Relapse-metal, når det prøvede lidt for hårdt på at være ekstremt-ekstremt og bare var lidt for glat produceret og alt for anonymt. Så fandt Vice Magazine ud af, at der var gode billeder og en tårnhøj “årh, hvad!”-craziness-faktor at hente i den ekstreme metal, og en ny flod af bands fandt ud af at gøre sig generisk beskidte og konfrontatoriske.

Det var bare stadigvæk ikke rigtig noget, der for alvor rykkede noget. Der var et band som Nails, der en overgang var alles nye yndlings-grindcore-band, ikke mindst blandt dem, der ellers ikke rigtig havde nogen idé om, hvad grindcore var udover Napalm Death – og som i øvrigt troede, at det gjorde dem sejere, hvis de sagde, at Napalm Death havde solgt ud forlængst. Nails er der ikke rigtig nogen, der snakker om her en håndfuld år senere, og det er ikke, fordi det ikke var fedt nok, det var bare ikke så meget mere end dét. Fuld skrald, heftige shows, masser af spektakel og så til sidst en lang, blafrende prut. 

Full of Hell står klar til at fylde det hul, så at sige. De er ekstremt ekstreme, de er så støjende, at det næsten kammer over i harsh noise, og vokalen er så hylende vanvittig, at man godt ved, hvad det er for en koncertoplevelse, der venter én, når de spiller sammen med The Body på Roskilde Festival i år. Det bliver en af de ture, hvor de fleste i publikum står og måber og tripper over, hvor vildt det er, mens en lille flok fulde ungdomssvin forsøger at starte en moshpit for sjov. 

Den ultimative “årh, hvad!”-oplevelse.

Det kan sådan set være fint nok at have den slags oplevelser. Det kan ryste op i nogle ting hos publikum, hive dem ud af deres musikalske safespace, åbne deres øjne for performancekunst og sådan. Men at høre Full of Hell på deres nye album, ‘Weeping Choir’, er altså en forstemmende oplevelse. Faktisk er det ikke helt ulig Pig Destroyer: voldsomt, in your face, arrigt og fuldstændig overfladisk. Selv når Full of Hell sidst på pladen sætter tempoet ned og ikke fyrer lange, komplekse rækker af melodier af sted i håb om, at bare en enkelt af dem kunne blive hængende, virker det kalkuleret og forceret. Jeg tror simpelthen ikke på kunstprojektet Full of Hell. Det rører mig ikke.



Veteranerne viser på plads
Rørt bliver jeg til gengæld af Phobia og deres ep ‘Generation Coward’, der udkommer 9. august. Det vidste jeg vel sådan set også godt, at jeg ville blive: Orange County-bandet kan fejre 30-årsjubilæum næste år og har været igennem omtrent lige så mange bandmedlemmer i den tid, men kvaliteten i deres udgivelser har været konsistent høj. Ikke desto mindre steppede Shane Mclachlan og hans kumpaner gamet op på forrige års fuldlængder ‘Lifeless God’ med noget nær den perfekte dosering af riffs, breakdowns og blasten af sted ud over stepperne.

Helt så stram er ‘Generation Coward’ med sine 13 sange på sammenlagt et kvarters tid desværre ikke, men der er ingen grund til at klage sig. Ikke når man kan få et tough guy-hardcore-breakdown som i ‘Miserable Awakening’, en gang dystopisk Tragedy-D-takt som i ‘Aspiration Lost’ eller en lektion i 90’er-død i ‘Condemned to Tell’. Det, der udmærker Phobia fremfor sådan nogle som Full of Hell og Pig Destroyer, er det overskud, de spiller med. Den naturlighed, med hvilken de lige smider et ekstra hook ind, passer en afstikker ind eller bare blaster igennem uden at tabe takten, pusten eller lytteren på noget tidspunkt.



Der er flere gode ting at sige om erfaringens tyngde, når det kommer til grindcore. Den viser sig i hvert fald også hos italienske Cripple Bastards, der i november sidste år fejrede deres eget 30-årsjubilæum med pladen ‘La Fine Cresce da Dentro’ på samme label som Pig Destroyer og Full of Hell, Relapse. Men der er ikke noget Relapse-metal eller Vice-grind over veteranerne af den grund: De 18 sange på ‘La Fine Cresce da Dentro’ er full-on punket smadder med afløbsrenservokal og blastbeats gallore.

Og så alligevel ikke kun: På ‘Chiuzura Forsata’ viser de, at de da aldeles ubesværet mestrer at lade Slayer-thrashen glide via D-takt over i melodisk dødsgrind i valsetakt til breakdowns og midttempo-mellemstykker. Den sang er med sine fem minutter noget af en distanceblænder på en plade, der ellers har det umiddelbare og rå som sit fikspunkt. Og den er med til at åbne ens ører for, hvor meget der også sker i en sang som den efterfølgende ‘Dove Entra il Coltello’. Selvom de fremstår punket smadrede, kan Cripple Bastards sagtens give deres labelmates kamp til stregen, når det gælder kompleksitet.



Jeg har en kniv, nåh!
Men igen: Hul da nu i kompleksitet og hul lige så meget i veteranstatus og props. Oppe i Norge, der laver tre gutter superhurtig og punket grindcore i det splinternye band Makkmat. De debuterede i april med kassettebåndet ‘Beina Brenner’, der med masterering af allestedsnærværende Brad Boatright fra From Ashes Rise er så tight og rasende, at det står som en af de stærkeste debuter, jeg har hørt i en rum tid. Tempoet sænkes kun i korte passager i løbet af det kvarters tid, båndet varer, og ‘Spräckta Snutskallar’, båndets midttempo-D-takt-banger, ville stadigvæk være et ualmindelig hurtigt nummer for de fleste andre, mageligere bands. 

Den samme tilgang har de til Discharges klassiker ‘Protest and Survive’, som bliver tæsket igennem på ⅔ af den tid, den sædvanligvis tager. Det andet cover af Sieges ‘Drop Dead’ er en god indikation af, hvor vi er henne: I grindcores tidligste dage, hvor der ikke var noget metal inde over og ikke noget pjank. Det er simpelthen eminent.



Pjank er der noget mere af på Oslo-bysbørnene Tottal Tømnings debutbånd ‘Schtøgg Skive’. Det behøver man sådan set bare se på den første sangtitel, ‘Jeg Vetta Faen Hva Introen Skal Hete Jeg Vel!!!!’, for at  forstå. Men der går heldigvis ikke fuldstændigt jokecore i ‘Schtøgg Skive’, der gemmer på nogle seriøst stærke riffs i flere af sangene – og så er ‘Jeg Har en Kniv (Kniv)’ et af de foreløbigt bedste bud på årets største hit. Dels fordi midttempo-sangen minder ualmindelig meget om sidste års største hit, Fredag den 13:es ‘Dödad av Tid’, dels på grund af den tumpet charmerende tekst om at være dum og være ligeglad med ikke at kunne udtale svære ord som “hjernekapacitet”, fordi man altså har en kniv, nåh!



Skate og spil stærkt
Den sang har bare ingenting på ‘Sincronismo do Mal’ fra Bestas ‘Eterno Rancor’, der udkom i midten af marts. Det breakdown, der kommer halvvejs inde i den halvandet minut lange sang med Tom G. Warrior-ugh! og bøllekor, er simpelthen ubetalelig stærkt og de bedste 20-30 sekunder, der er trykt på vinyl i 2019.

Portugiserne har allerede en god samling udgivelser bag sig, siden de blev dannet i 2012, men på ‘Eterno Rancor’ hæver de lige barren. Det sjove ved pladen er, at den er så svær at placere, alt efter hvilken kontekst man lytter til den i. Bevares, den har sine elementer af dødsmetallisk bøffethed, som særligt kommer til udtryk i de fængende hooks, men man kan også sagtens høre den som en crossover-plade spiffet op med en god mængde grindcore.

Pladens afsluttende cover af Bad Brains’ ‘The Regulator’ hjælper med at forankre Besta i klassisk 80’er-hardcore, og det spiller umådelig godt sammen med det schwung, der er i sange som ‘Neosalvagens’. Der er garneret rigeligt med midtempo-passager, mens vokalen – som det er blevet påpeget af Angry Metal Guy – flere steder lyder som Jacob Bannon fra et Converge, der ikke beflitter sig med weltschmertz og den slags, men bare vil skate og spille stærkt.

Det gør Besta på ‘Eterno Rancor’. Og de gør det med så stort riffmæssigt overskud og så stramt tøjlet en løssluppenhed, at pladen indtil videre ligner et bud på årets udgivelse, det bliver svært at trumfe. Men det er selvfølgelig ikke sådan noget, der får én til at sige “årh, hvad!” og poste fede billeder af vildskab på Insta.