Hvorfor lige Baest?

På blot tre år er Baest blevet altdominerende i dansk metal og langt ind i mainstreamen. Men hvorfor er det lige præcis dem, det er lykkedes for? Vi har bedt en række kendere om at give deres bud.

Baest er allevegne. De er på forsiden af musikmagasinerne, de er i Go’ Morgen Danmark, DR3 har lavet en dokumentar i fire afsnit om dem og fulgt op med sidehistorier om bandmedlemmerne på DR’s hjemmeside. Når Baest spiller på Roskilde Festival, skriver Politiken om dem, og når der er festuge i hjembyen Aarhus, spiller de udendørskoncert foran tusindvis af mennesker sammen med et vokalensemble. Baest er i den grad lykkedes med at krydse over ind i mainstreamen, og de har gjort det på sølle tre år. Når de i den kommende uge udgiver deres andet album, ‘Venenum’, er det som et af dansk metals allerstørste navne – det er faktisk svært at pege på andre, der lige nu står over dem i publikumstække og medieopmærksomhed. 

Men hvordan er det lykkedes for et dødsmetalband fra Aarhus at nå så langt på så kort tid? Og hvorfor er det lige præcis Baest, der er lykkedes med det, når der før dem har været en lang række af bands, der har gjort mere eller mindre det samme som dem?

 – Hvis jeg havde et klart svar på det, ville der være mange flere bands, der gjorde det samme. Og der er da allerede nogle stykker, der har lugtet lunten, griner Jens Karlsson, der er manager for Baest. 

Blandt dem, Devilution har talt med, får han samstemmende en stor del af æren for at have fået bandet ind de rigtige steder og åbne nogle døre for dem, så de kunne komme i kontakt med et langt større publikum end det, dødsmetalbands er vant til.

– Det, at de ikke er unikke, er i hvert fald ét af svarene på, hvorfor de er kommet så bredt ud: De passer godt til, hvordan folk udefra ser metal. De passer godt ind i den kasse, og det gør dem nemme at sælge til medierne. Det hele skal ikke forklares: Det er bare fem gutter, der spiller hurtigt og hårdt, og de ligner rollen fuldstændigt, siger Mirza Radonjica-Bang, der er direktør for pladeselskabet Prime Collective.

– Nogle gange ser man nogen, der bare har dét. Baest har noget, som det er svært at sætte fingeren på. Men det, man kan sige, er, at det er meget professionelt kørt, fastslår Copenhells festivalleder Jeppe Nissen og fortsætter. 

– De tager det meget seriøst, og de folk, de har omkring sig, er dygtige. Og så er de bare et røvfedt liveband. Jeg havde dem med på When Copenhell Freezes Over i januar 2018, og allerede der var der en fed buzz omkring dem. Alle de internationale branchefolk, der var der, sagde, at det her skulle de se, og da de så gik på, tabte jeg fuldstændigt kæben, og jeg kunne se, at alle de internationale folk havde det på præcis samme måde. Nogle gange ser man noget, der bare er indiskutabelt fedt.


Nogle gange ser man noget, der bare er indiskutabelt fedt.
— Jeppe Nissen

Ondt i røven
Men som det nødvendigvis er, kommer man ikke så langt, uden at der opstår en murren i baglandet: Specifikt i den metalundergrund, som Baest med rekordfart skød sig selv ud af efter at være begyndt i 2016. Med en enkelt ep året efter landede de en kontrakt med det store tyske pladeselskab Century Media og udgav deres debutalbum, ‘Danse Macabre’, sidste sommer. Men det var ikke alle, der klappede i hænderne over det eller syntes, at det var “indiskutabelt fedt”. En af dem, der ikke gjorde, og som ikke har været bange for at lufte sin utilfredshed, er Martin Jørgensen, leder af undergrundsfestivalen Metal Magic Festival.

– Baest giver publikum det, de vil have. Så er de sådan set ligeglade med, om det er det, de selv vil have. De ser det som et produkt. Jeg tror ikke, de er de store feinschmeckere. Det virker meget kalkuleret. Det er da velspillet, og de er gode live, det vil jeg godt give dem. Der er bare andre bands, der burde have den opmærksomhed i stedet for dem. Sådan nogle som Taphos eller Crocell har måske mere fortjent det.

Den indstilling giver den århusianske sceneveteran, producer og guitarist i Smertegrænsens Toldere Jacob Bredahl ikke meget for.

– Folk har så travlt med at udtale sig om Baest. Nogen har ondt i røven over dem, og det handler vel bare om misundelse. Det siger mere om dem selv, end det gør om Baest. Alle snakker om Baest, og det er fint nok, men det er jo musik. Man kan lytte til det eller lade være. Folk har så travlt – og det har I også på Devilution – med hele tiden lige at skulle mene noget om metal, og det er så evigt ligegyldigt.


De har ramt timingen helt rigtigt.
– Jacob Bredahl

Jacob Bredahl har sit bud på, hvorfor det lige præcis er Baest, der er nået så langt.

– Der er to ting. Ét: De har ramt timingen helt rigtigt. Der var nogen, der manglede den her slags band. To: De har været tjekkede omkring det, de gør. De har et godt setup med en manager og en booker, der tilsyneladende virker for dem. De ved, hvad de gør. Udover det spiller de godt, live sidder det lige i skabet. Og så har de et image, der gør, at folk godt kan lide dem. De er nogle søde og charmerende unge fyre.

At Baest har ry for at være omgængelige, skulle man måske ikke tro ville have den store betydning i en benhård branche, men Jens Karlsson lægger vægt på, hvad det har gjort for dem på vejen op.

– Det betyder noget, at de allesammen er helt nede på jorden. De er meget tilgængelige for deres fans, meget ekstroverte. De er hyggelige at snakke med, der er ikke noget mærkeligt over dem. Det er ikke nogle typer, man får gøjseren af at snakke med.

– Man skal ikke underkende, at de er fucking søde og gode til at netværke. De har altid haft armene åbne over for alle, supplerer Mirza Radonjica-Bang.



Er der damer i død?
Prime Collective-chefen fremhæver også bandets personligheder som en af de faktorer, der har gjort det muligt at sælge dem til de større medier og lave en dokumentar som ‘Den Satans Familie’.

– Der er sådan en superheltelogik i det: De har hver deres personlighed med hver en særlig egenskab. De har hver især en historie at fortælle, og det er noget af det, et moderne band skal kunne, siger Mirza Radonjica-Bang.

Samtidig har det hjulpet bandet, at dødsmetal oplever en revival i disse år. Jens Karlsson fortæller, at LG Petrov fra Entombed A.D., som Baest i efteråret tager på månedlang turné med rundt i hele Europa, har udtalt, at han kan se en ny bølge af dødsmetal på vej, og han fremhæver Baest som et af de navne, der kan være med til at bære den frem.

– I Europa er der måske 10-20 bands af samme størrelse, der kan levere det samme som Baest – nogle af dem også bedre. Endnu. Det bliver spændende at se, om Baest kan markere sig som en særlig ting på den scene, vurderer manageren.

I begyndelsen var man lidt af en connaisseur, hvis man havde deres ting, men nogle af de fans mister man, når man begynder at lave interviews på P3.
– Jens Karlsson

Martin Jørgensen anlægger ikke overraskende et andet syn på Baests betydning i forhold til den bølge, han også selv har bemærket.

– Baest har set, at dødsmetal er ved at være trendy, og så kan de score damer på det.

Tror du, de kan score damer på at spille dødsmetal?

Det kan man i hvert fald ikke i rigtig dødsmetal. Jeg vil sige det sådan, at hvis de kan score damer på det her, så er det ikke rigtig død, griner han og fortsætter:

– Måske har LG ret i, at der en bølge lige nu. Men meget af det, der kommer frem nu, er en del grummere end Baest. Det er et andet marked end sådan noget som Arch Enemy, som jeg ikke engang ved, om man skal kalde dødsmetal længere. Man er nødt til at spørge: Hvad er dødsmetal egentlig? Ser man på black metal, er det for længst blevet delt i to, efter det blev populært. Der var en masse udefra, der så, at det var spændende, og så blev det dem, der bestemte, hvordan det skulle være. Black metal blev kapret, og der opstod nærmest et parallelsamfund. Hvis der er for mange nye, der ikke kender historien, og det er flertallet, der bestemmer, hvordan musikken skal lyde, så ændrer genren sig. Det samme sker i dødsmetal: Det er blevet kommercielt, og så kommer der en modreaktion i undergrunden. 



Ægthedsfaktoren
Sidste efterår røg Baest og Metal Magic Festival-lederen ud i en mindre fejde antændt af et interview i Gaffa, hvor guitaristen Svend Karlsson langede ud efter Martin Jørgensen: “Så er der hele den anden side med Metal Magic, som er meget lukket og svær at nå ind til. Det hele skal være helt trve, men hvad fanden er det?” Martin Jørgensen svarede igen, for faktisk havde han året forinden haft bandet til at spille til et afterparty – han havde bare ikke været interesseret i at få dem tilbage på den rigtige festival året efter. Men ægthedsdebatten fortsætter. 

– I Gaffa brugte de udtrykket trve – med v. Det er et nedladende udtryk, der bruges af folk i periferien, der ikke ved, hvad de har med at gøre. Men hvad er trveness? Det handler om at være ægte. At det, du siger, at du gør, det gør du. Hvis du bare spiller død i weekenden og giver dig ud for at være en farlig karl, men du ikke kan stå inde for det til hverdag, så er det ikke ægte. Så er det fake, slår Martin Jørgensen fast.

Baests manager ser anderledes på det:

– Det interessante i diskussionen omkring Gaffa-interviewet er: Hvad er ægte? Hvad trve, for at sige det på den måde? Den kom jo op igen, da Pernille Jensen fra Politiken blastede dem efter deres Roskilde-koncert for ikke at være den ægte vare. I begyndelsen var man lidt af en connaisseur, hvis man havde deres ting, men nogle af de fans mister man, når man begynder at lave interviews på P3.


Der er sådan en superheltelogik i det: De har hver deres personlighed med hver en særlig egenskab.
– Mirza Radonjica-Bang

Det særlige ved Baest har nemlig været deres evne til at krydse over ind i mainstreamen ved at gå ind i en række projekter som DR3-dokumentaren og koncerten med vokalensemblet SØNK under Aarhus Festuge, og der er mere på vej, lover Jens Karlsson. Til efteråret kommer både en novelle og en podcast baseret på den nye plade ‘Venenum’ og dens fortolkning af Dantes forestilling om helvede, og den slags kan der sagtens komme mere af.

– Vi tager den fra projekt til projekt. Det handler om at udfordre sig selv og ryste posen. Se, hvad det her kan holde til. Der er nok nogle naturlige grænser for, hvor langt vi kan gå, men jeg ved ikke, hvor de går. Men man skal ikke tage fejl af, at drengene selv er opmærksomme på den faktor, der hedder at sælge ud.

Og den faktor skal de være opmærksomme på, råder Mirza Radonjica-Bang: 

– Man kan godt risikere, at folk får en fornemmelse af, at man kun gør de ting, man gør, for at blive kendt. At det ikke er for metal, man gør det. Hvis man er med til alt muligt i øst og vest, kan man ende med at miste sin identitet på det. Man skal gøre det, der er fedt, men holde sig langt væk fra at gå med i Melodi Grand Prix. Mit indtryk er, at Baest ikke har lavet for meget endnu, men risikoen er der altid.



Et sundhedstegn for scenen
Mens der kan være uenigheder om det meste andet, er der til gengæld én ting, alle er enige om, og det er Baests evner som liveband. Selv skeptikeren Martin Jørgensen vil godt give dem, at de kan noget særligt live, og alle stemmer i, når der skal uddeles lovord for Baests engagement og energi på scenen. Den store prøvelse havde de i år på Copenhell, hvor de som eneste danske band spillede lige i primetime på den ene af de to store scener.

– Det var så fedt! Det var megafedt! Det er jo ikke min fortjeneste, at de er, hvor de er, men de gør mig stolt over at have haft en lillefinger med i det. De tørrer simpelthen røv i bands, der har spillet i 20-30 år, siger Copenhell-chefen Jeppe Nissen helt uden forbehold.



Men selvom han havde set den effekt, de havde på den mindre Pandæmonium-scene i 2017 og efterfølgende på When Copenhell Freezes over, vil han godt indrømme, at det var et sats at sætte så ungt et band på så stor en scene lige der fredag aften efter fodringstid og inden hovednavnene, hvor det hele bare skal op at koge.

– Jeg har da lige tænkt over, om jeg var lidt frisk der. Men så huskede jeg den følelse, jeg havde på When Copenhell Freezes Over, og jeg vidste, at hvis de bare kunne levere 50 % af det, så ville den være hjemme. I stedet leverede de så 110 %. Det er totalt do or die: De gør det bare.

For Jeppe Nissen handler det ikke kun om Baest, men også om, hvad de kan betyde for scenen i det hele taget.

– Jeg ser det som et sundhedstegn for scenen, at vi efterhånden har danske artister, der kan komme så højt op på plakaten. Jo flere af dem, der er, jo bedre. Tænk, hvis Copenhell en dag kunne have et nyt dansk heavyband lige under hovednavnet på plakaten. Det tror jeg på, at vi kan om nogle år. Det er fedt for mig og min festival, det er fedt for publikum, og det kan give andre artister blod på tanden at se det ske. Det vil få dem til at prøve at blive bedre end de andre.



– Baest er et liveband, medgiver Jens Karlsson. 

– De skal ud at stå på den scene, og de kan heldigvis ikke få nok af det. Heller ikke selvom de har to spædbørn og lige har været gennem to turnéer. De har lyst til mere, og de har allerede vinket farvel til sommerferien næste år, hvor de skal ud på de store festivaler i Europa.



Hvad kan gå galt?
Baest har fart på, og Baest er på vej. Når ‘Venenum’ i næste uge udkommer, er det blot næste skridt på vejen, og derfra går det videre ud i Europa for at overbevise publikum der, sådan som de allerede har overbevist publikum på hjemmebane. Indtil videre har alt flasket sig for dem, og selv nedture har de vendt til succeshistorier, som de gør det i ‘Den Satans Familie’. Så hvad kan overhovedet gå galt for et band som Baest?

– Det behøver ikke engang gå galt, de kan også bare gå død i det. Vi har set det så mange gange før med bands, der har været hypede og på vej op. Metalpressen kan vende sig mod dem, fordi de bliver for altdominerende, folk kan begynde at sige, at så fedt er altså heller ikke, foreslår Mirza Radonjica-Bang og fortsætter:

– Flere af dem har børn, så der kan også ske det, at livet rammer dem. At de ikke har lyst til at leve sigøjnerlivet hele tiden. Som dødsmetalband er det ikke superfedt at være turnerende musiker. Det er lortebusser i fire uger ad gangen, hvor man bor tæt sammen – det kan også nemt gå galt. 

Den tur har Jacob Bredahl prøvet, da han op gennem 00’erne var en mindst lige så karismatisk frontmand som Simon Olsen i dødsthrashbandet HateSphere. Efterhånden som de fik succes, fik de en mainstreammediedækning, der svarer til, hvad Baest får i dag, og de stillede villigt op. 

– Det var sjovt, fordi jeg aldrig har været den, det skulle ske for. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være en del af det spil med den musik, jeg spillede.



Følte du, at du havde kontrol over det, da i begyndte at krydse over i mainstream?

– 100 %. Vi havde ingen manager, vi kørte det hele selv. Det var først senere, da vi havde lavet de fem første plader, at vi fik en manager. Vi havde fuld kontrol over det og sagde ja til alt. Måske også nogle ting, vi ikke skulle have sagt ja til. Vi ville prøve at komme så langt som overhovedet muligt; vi ville leve af det.

Kunne I så det?

– Tjaaah …, trækker han på det.

– Heinz (Henrik Jacobsen, red.) var nok den eneste, men det var også, fordi han boede på et værelse og spiste dårlig mad. Vi andre havde SU og småjobs. Vi solgte en hulens masse merchandise og plader, når vi var af sted, men vi blev ikke rige af det. Vi turnerede i fem uger ad gangen. Så var vi hjemme en uge, og så tog vi afsted fem uger igen. Plus det løse. Det var pissesjovt, indtil det ikke var sjovt længere.

Når Jacob Bredahl skal beskrive de faktorer, der førte til, at HateSphere i efteråret 2007 oplevede en massiv medlemsflugt, ført an af ham selv, som var tæt på at tage livet af bandet, er det alle de faresignaler, de andre interviewede nævner, der dukker op: 

 – Der var nogle, der havde fået børn. Det blev for meget for dem at turnere og samtidig skulle have et normalt liv ved siden af. Det er svært at have 100 % dedikation, når man har børn. Der var nogle, der begyndte at hade at være på tour. Al den tid, man bruger på ikke at spille. Jeg ved, at Heinz hadede det til sidst. Jeg kørte mig selv i sænk med for meget af det ene og det andet. Jeg smadrede min ryg og min og nakke og var generelt bare fyldt op med alt omkring bandet. Vi begyndte at gå hinanden på nerverne. Vi var meget forskellige. Det var det, der gjorde os til et fedt band, men når man er på tour, ser man hinanden fra alle sider og finder ud af, at det måske alligevel ikke er ham der, der er min bedste ven. Det er ligesom i et forhold, hvor man også kan finde ud af at, at ens kæreste har nogle helt andre ting kørende, end man troede i starten.



Forventningsafstemningen
Det er velkendte faktorer, som Jens Karlsson gør sit bedste for at være opmærksom på. Ikke mindst nu, hvor to af bandmedlemmerne i Baest har fået børn.

– Udgangspunktet for mit arbejde med Baest er at lave en forventningsafstemning, og det lyder ikke så rock’n’roll. Det handler om at forstå, hvad man gør, og hvornår man gør det. De skal kende missionen. Det betyder meget, at der er et bagland at tage hensyn til nu. Efter Lasse og Muddi er blevet fædre, kan jeg se, at der er sket noget med dem psykisk. De har et andet ansvar nu. Derfor skal man hele tiden afstemme forventningerne: Er vi stadig på? Er det her stadig det vigtigste for os? Er det det her, vi skal? Det kræver, at man har en ordentlig opsætning med sit arbejde, og at man kan prioritere familien, når man ikke laver Baest. Man er nødt til at have en ansvarsfuld tilgang til det. Når man spiller metal, er det primært live, man tjener sine penge. Det er et langt, sejt træk, men hvis man gør det fornuftigt, er der en chance for, at man på sigt mere eller mindre kan leve af det.

Hvis det liv skal leves lidt på et lidt højere niveau end Jacob Bredahls gamle bandkammerat fra HateSphere, er man nødt til at se realistisk på, hvor langt man kan nå med den type musik, man spiller. Men på samme måde som Jacob Bredahl oplevede, at han pludselig kunne bryde igennem til et mainstreampublikum med en musik, der overhovedet ikke var tiltænkt dem, kan Baest ende med at få en karriere på deres egne vilkår, hvis de spiller kortene rigtigt, påpeger Jeppe Nissen.

– De er stadig et dødsmetalband, så der er grænser for, hvor store de kan blive. Men se på, hvad der sker med Behemoth: De er et ekstremt band, men i dag spiller de i Store Vega. Det har taget lang tid, men de har lavet en forretning på det, og nu er de der. Nergal er god til at iscenesætte sig selv. Det er historiefortælling. Så er der nogle, der siger, at det er uncool, og de står af. Men han har bygget det her op: Han har taget noget ekstremt og gjort det stort. Og så er han selvfølgelig først og fremmest blevet ved med at lave gode plader. 

Det prøver Baest indtil videre at fortsætte med, når de på fredag d. 13. september udgiver ‘Venenum’.