Ged barberet med økser

Populær
Ged barberet med økser

Baests første fuldlængde lever op til de høje forventninger og indeholder flere dødsmetalliske pletskud, der bør skrive sig ind i den danske metalkanon.

Kunstner
Titel
Danse Macabre
Dato
17-08-2018
Trackliste
1. Crosswhore
2. Hecatomb
3. Danse Macabre
4. Atra Mors
5. Messe Macabre
6. Ritual
7. Vortex
8. Ego Te Absolvo
Forfatter
Karakter
4

På trods af, at det er Baests debutalbum, der her anmeldes, kræver den danske dødskvintet vel efterhånden ikke meget introduktion. Århusianernes ep ’Marie Magdalene’ fra 2016 og en lang serie liveshows udover det sædvanlige har allerede ryddet godt med plads til Baest i det danske metallandskab, og kontrakten med det store selskab Century Media vidner om, at det femhovede bæst er et af de danske bands, udlandet også tager seriøst. Man kan derfor godt tillade sig at have høje forventninger til en af den nye danske metalbølges poster boys, og det er forventninger, ’Danse Macabre’ i det store hele indfrier.

Pladen trækkes tungt og ubarmhjertigt i gang af sit diskutabelt bedste nummer, førstesinglen ’Crosswhore’, der er et skoleeksempel på, hvad Baest gør så godt: Nummeret skifter med lethed mellem forskellige stilarter af dødsmetal, forskellige tempi og med fokus snart på de snerrende, knastørre guitarriffs, snart på artilleriet Abildsten bag trommerne og snart på forsanger Simon Olsens fint varierede dødemandsbrøl.

Baest har, som det efterhånden er skrevet mange gange, ladet sig inspirere af svenskerdøde Bloodbath tilsat en salve Bolt Thrower, lidt Morbid Angel-støv og et skud Death samt uden tvivl en mængde andet. Og mens man synes, at de snart lyder som det ene, snart det andet klassiske dødsmetalband, har Baest alligevel formået at fremtrylle en lyd, hvor et Baest-nummer faktisk er letgenkendeligt som et Baest-nummer. En signaturlyd, om man vil, hvor Svend Karlssons og Lasse Revsbechs rivende og huggende, om end stadig melodiske guitarspil og Olsens vokaler klart identificerer, hvem lytteren har med at gøre.

Efter ’Crosswhore’ er ’Hecatomb’ en hurtig bastard med mere end et enkelt nik i Deicides retning og med en skarp, målrettet solo, der forstår at begrænse sig i længden. Titelnummeret er endnu et patchworksyet dødslagen, der både byder på en akustisk intro, et granatangreb i midten og en langsom anden halvdel, hvor selv de mest diskusprolapsramte kan nå at headbange med til rytmen.

’Atra Mors’ og ’Vortex’ holder sig mere i et jævnt, groovende tempo, hvor førstnævnte visse steder næsten har en lyd af Decapitated i sig, mens sidstnævnte med sit akustiske forspil ’Ritual’ sine steder minder om forsanger Olsens andet orkester, Livløs. Der bliver rørt masser af sovs bag trommerne, og groovet er i højsædet, mens Olsen inviterer til at ”follow my lead, into abyss”.

Og langt hen ad vejen har man egentlig lyst til at følge efter Baest ned i død og Helvede, hvor de har gået og hygget sig med at strikke det her bæst af en debutplade sammen. Med sine 8 numre og under 35 minutter er det en kort og kontant sag. Til gengæld sidder man heller ikke på noget tidspunkt under afspilningen og gaber. Selv når bandet sætter farten en smule ned, sidder man med fornemmelsen af noget altødelæggende, der venter lige om hjørnet.

’Atra Mors’, ’Crosswhore’ og ’Vortex’ er modbydeligt gode numre, og resten af pladen falder ikke igennem på noget tidspunkt. Skal man sætte fingeren på noget, er det måske, at et par af numrene godt kunne have været skåret endnu skarpere og som følge deraf være blevet endnu mere gennemtrængende og ødelæggende. ’Ego Te Absolvo’ og ’Messe Macabre’ er med deres hver især over 6 minutters løbetid måske lidt for lange og mangler begge den slags genkendeligt særpræg, som resten af pladens numre har. 

’Danse Macabre’ er en musikalsk røvfuld af de rigtig fine, hvor der nikkes genkendende til og hyldes flere af de go’e gamle dødsmetal-klassikere, samtidig med at Baest aldrig bliver et plagiat. Og potentialet i bandet er formentlig så tilpas stort, at næste plade godt kunne være den klassiker, der scorer fuld plade på karakterapparaturet. I mellemtiden er ’Danse Macabre’ en virkelig solid debut, som næppe bliver værre, når den til efteråret skal opleves live.