Copenhell '19: Vagtskifte i dansk metal
Populær
Baest står på skuldrene af alle dem, der har været med til at bygge dansk dødsmetal op. Hvis der er nogen, der kan tage det skridtet videre, så er det dem. Og de har publikum med sig.
“Velkommen til det største Baest-show … endnu!” brøler Simon Olsen til menneskehavet foran sig. Baest har så meget momentum lige nu, at det er svært ikke at komme til at tænke på den position, Hatesphere stod i for 12-13 år siden. De har medietække langt uden for metalcirklerne, de har international bevågenhed, de har den gode historie, som er blevet fortalt i portrætter i de glittede magasiner og senest en DR-dokumentar i fire afsnit. Og det er nu, det hele skal blive til noget endnu større for dem, nu, de for alt i verden ikke må tabe det hele på gulvet, sådan som Hatesphere gjorde det dengang.
Den historiske kontekst er ikke til at komme udenom, og det er ikke bare, fordi Baest spiller den klassiske, melodiske jydedød, som har holdt Hovedlandet i et jerngreb de sidste to-tre årtier. Inden Baest går på scenen, kommer Anders Bøtter på scenen og taler om Sort Søndag. Han er ikke længere med som konferencier på Copenhell, men hvis der er nogen, der har været primus motor i at bygge Baest op, så er det ham og hans program. Den succes, Baest nyder nu, er et bevis på, at det faktisk nytter noget at støtte den danske metal, sådan som parolen har lydt i årevis. Men Baest er ikke bare en del af noget, der er større end dem selv: De er selve udmøntningen af det arbejde, som musikere, fans, metalpressen, promotere, labels og koncertarrangører har gjort før dem. Så selvom parolen om, at man skal støtte dansk metal, kan være trættende, fordi det alt for ofte bliver synonymt med, at man ikke må kritisere den, når den ikke virker, så er det her beviset på, at der er en pointe med at støtte.
Hvis man har brug for håndfaste beviser, kan man blot se på den menneskemængde, der maser sig sammen foran Hades. Det er næsten symbolsk, at veteranerne i Pretty Maids netop har spillet for, hvad der virker som et betydeligt mindre publikum på hovedscenen Helviti, mens Baest får samlet alle til en metal, som den konventionelle visdom ellers ville vide har langt smallere appeal end Pretty Maids’. Den store, samlende metaloplevelse i 2019 er åbenbart ikke længere klassisk heavy metal med keyboards, make-up og store omkvæd, men dødsmetal med langt garn og lædervest. Der er fyldt helt op ud på hver side af lydtårnet og baren, og oppe på bakken sidder der endnu flere i aftensolen. Mange er naturligvis kommet for at se giraffen og finde ud af, hvad al hypen handler om, så den opgave, der ligger foran Baest, da scenetæppet går op, er at overbevise dem om, at det her holder.
Baest skal ikke alene måles på, hvor mange der er, da de går på, men på, hvor mange der begynder at sive efter det første kvarter. Og godt nok tynder det lidt ud omme bagved efter de første numre, men Baest demonstrerer, at de har nok tricks i posen til at holde den kørende. Guitaristerne ryger op på podiet ved siden af trommerne for at spille twinleads, der er fuld energi på hele bundtet, og Simon Olsen viser sig som en født frontmand med afvæbnende jysk charme. “Nu kommer der en hurtig én. Der skal satme dyrkes motion, da. Jeg skal også have tabt mig!” proklamerer han med et fast greb om den bare mave under lædervesten. Circlepitten sættes i gang på kommando, og støvskyerne får ikke lov at sænke sig over publikum, inden det hele sættes et nøk op.
Men Baests force er ikke i det hurtige, men derimod i de langsommere numre som singleforløberen ‘Gula’ fra det kommende album ‘Venum’, der følger op på debuten til september. Det er her, Baest viser sig at have flere facetter at spille på, og de viser, at de også kan skrive sange og riffs af den slags, det er svært at ryste af sig, uanset om man så ellers føler sig for fin på den til den fuldfede død, de gør det i. Endnu en singleforløber er ‘As Above so Below’, hvor der bliver filmet til en video, og Baest kunne dårligt have ønsket sig en bedre setting til at demonstrere, hvor langt de er nået indtil videre.
Hvor de tager det hen herfra, vil den nærmeste fremtid vise. For indeværende ser det kun ud til at kunne gå én vej, og det er op. The Baest is yet to come.