Reportage: When Copenhell Freezes Over 2018

Reportage: When Copenhell Freezes Over 2018

Det blev som ventet Baest, der var højdepunktet, men også Dirt Forge imponerede til den årlige omgang When Copenhell Freezes Over.

Kunstner
Titel
+ Junkyard Drive + Dirt Forge + Cabal + Konvent + Unseen Faith
Spillested
Dato
13-01-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jannie Ravn Madsen
Karakter
4

Når vinteren er mørkest, og sommeren synes længst væk, så giver folkene bag Copenhell metalpublikummet en reminder om, at sommeren alligevel er nær og vender frygteligt tilbage. Det er sjette gang, When Copenhell Freezes Over løber af stablen, og som de andre gange foregik arrangementet i Lille Vega samt den lidt mindre Lounge længere oppe i det gamle Folkets Hus. Og som det har været mange flere gange før, var der udsolgt og stuvende fuldt. På godt og ondt, for det kan være svært at nå at se en koncert til ende i en sal og derefter få en brugbar plads i den anden sal uden at skulle ase og mase gennem de ligesindede metalfans.

Koncerterne foregik på skift i Loungen og i Lille Vegas sal.

De første to bands i Loungen var Konvent og Dirt Forge. Begge bands med én guitar, bas, trommer og vokal. Sidstnævnte har leadvokalen tilknyttet guitaristen, hvorfor Dirt Forge er en trio, mens Konvent altså har et medlem mere. Begge bands havde en båndet intro, men brugte det vidt forskelligt. Konvent gik på, efter den vanlige konferencier Anders Bøtter havde budt velkommen, og gav publikum et minuts stilhed, hvor instrumenterne lige blev tjekket for "hul igennem", inden signalet blev givet til lydmanden, og introen blev sat på. Dirt Forge satte derimod introen på først og gik så ind og undlod således den lidt kejtede stilhed.

Monotoni som udtryk og udfordring
De fire piger i Konvent spiller ultraprimitiv og tung doom med en skøn, growlende vokal. Bandets sound er rigtigt cool, specielt i den fede lyd denne aften. En akkord kan slås an, og med lyden denne aften var det instinktivt ren nydelse at høre. Men i længden blev det lidt primitive udtryk også en anelse monotont, og det var derfor også en velvalgt gimmick at have Alexander Kolby fra Dirt Forge til et dobbelt barbarisk vokalangreb (selvom der gik lidt tid, før lydmanden fandt kanalen, Kolbys mikrofon lå på, og fik skruet op). Konvent har fat i den lange ende her, men synes stadig under udvikling. Et spændende møde alligevel, selvom en guitarlead hist og her eller et eller andet til bryde de lange gentagelser i lydmuren nok vil pynte.

Veludført!
Den dynamik, der måske kunne savnes i Konvents udtryk, fik man i stedet masser af hos Dirt Forge, der virkelig har taget powertrioens muligheder til sig. Her var det også tungt, men med masser af groovy elementer og noget lidt mere uptempo og en vokal, der i sin standard-form var rå og dyb med et lækkert reverb i mixet, men som også tog afstikkere til en mindre distortet form. Her var vokalen måske mindre stærk, men variationen ganske effektfuld, og så fungerede det ligeledes godt med backing-vokalen fra bassist Yannick Kristensen. Der var fine opbygninger af numrene fra det eftertænksomme stille til det mere tunge eller uptempo, hvor trommeslager Nicolai Lomholts solide spil virkelig blev banket godt ned i tønderne.

Dirt Forges sætliste var sat godt sammen. Man kunne mærke, at det her show var vigtigt for bandet, og de tanker, der var gjort i planlægningen af koncertens 30 minutter ramte plet. Publikum var godt med, og Loungen sås ikke mere fyldt denne aften end her. Bandet selv virkede overvældede over modtagelsen og leverede som tak et fremragende show, hvor kun lidt mere showmanship var savnet.

Når det brutale bliver smukt
Showmanship fik man til gengæld ad libitum hos Copenhell-kæledæggerne i Baest. Bandet slugte Pandæmonium-scenen i sommer og sørgede for høj søgang på Oslo-båden i efteråret. Nu rundede de den sidste del af talentudviklingen hos Copenhell af med dette vintershow. Simon Olsen på vokal, en indpisker til UG, havde den tætpakkede Lille Vega-sal i sin hule hånd. Sammen med en fed lyd og en dødsmetal så intuititiv som noget fulgte guitarister og bassist trop i underholdningsbidraget og spillede så intenst og headbangende, at det var lig så energisk som Metallicas legendariske Seattle-koncert i 1989.

Der blev sluttet af med singlen fra bandets kommende debutalbum, nummeret 'Crosswhore'. Tungt og knusende lækkert. Bandet har spillet kortene godt, siden de kom frem. Gode shows og dødsmetal, som de fleste kan lide det. Det er ikke pokkers originalt, men det er godt, og live har det altså en trumf i manden med mikrofonen. Det er medrivende og med glimt i øjet, og spilleglæden, alle fem i bandet spiller med, smitter af på tilskuerne. At bandet ikke har udgivet flere album synes utroligt med den selvsikkerhed, som de allerede fyrer deres kanoner af med.

Ka' du 'core?
Til fans af de mere moderne metalgenrer fik man Cabal og Unseen Faith. Begge spiller deathcore, men i hver sin retning, hvis man kan sige det sådan. Cabal var på først, i Lille Vegas store sal, og står for den grummeste variant. En fan kaldte det på bandets Facebook-side for "uhyggelig-core" for nylig. Egentlig ganske rammende. Cabal havde en fantastisk intro med fedt lys til den simple sceneudsmykning og de kutteklædte herrer i hver side af scenen. Der blev bygget op til, at det hele skulle gå løs.

Cabal spillede med en utroligt tung, tight og terroriserende lyd. Det var rytmegymnastik og breakdowns med den ondeste subbass. Det var fascinerende og dygtigt, men med et konstant fokus på det brutale savnedes der luft i musikken til at give førstegangslytterne lidt flere mindeværdige holdepunkter. Vokalens lejlighedsvise skift fra growl til noget lidt mere harcore-råbende var ikke helt nok til at få lidt lys i mørket. Uden tvivl en smagssag, og det overvældende lydbillede var om ikke andet et vink med en vognstang om at få tjekket det ud på indspilning, for her måske bedre at kunne få de dygtige folks evnef ind under huden inden et gensyn. I et nummer til sidst opfordredes til en hånd i vejret, hvis man kendte nummeret, og her var der et klokkeklart hook i rytmen. Der må gerne komme mere af den slags.

Unseen Faith var på sin vis modsætningen til Cabal. I Loungen var der tænkt knap så meget i scenepynt og dunkel lyssætning til musikken. Her var de unge musikere ganske oplyste, og de hverken lød eller så helt så rutinerede ud som Cabal. Til gengæld var der forfriskende brede smil, og lidt efter lidt fik frontmand Alexander Eriksen hevet godt op i publikum, så der var wall of death og vild dans i pitten. Der var også bedre plads til det nu i salen end tidligere på aftenen, for det føltes, som om flere havde fået, hvad de søgte, af Baest, der var på lige inden Unseen Faith.

Der var flere gode melodiske passager i musikken, hvor flere dog lå gemt væk på backing-tracket. Vokalen havde lidt af det hele fra 'core-paletten: growls, råb og kortvarige pig squeals.

Både Unseen Faith og Cabal arbejder med Prime Collective, der via stifter Mirza Radonjica-Bang med et glimt i øjet har efterlyst, at Devilutions "gamle nisser" begynder at lære at sætte større pris på den moderne core. Selvom talentet hos begge bands er åbenlyst, så var det ikke her og denne aften, at den totale overgivelse hos den udsendte anmelder satte ind.

Den klassiske rock-afslutning
Første band nogensinde på Copenhell var Supercharger. Der skal derfor ikke tærskes langhalm over, hvorvidt rocken hører til på Copenhell. Det gør den, fordi det kan være noget så fedt, og så er det altså en tradition. Således også til When Copenhell Freezes Over, hvor det før har været fx Pet the Preacher og I'll Be Damned, der har sluttet aftenen rockende af.

Denne gang tilfaldt æren hard rockerne i Junkyard Drive, som har bygget sig en voksende fanskare ved at lave et drevent covernummer, som det skal fremgå om lidt. Kvintetten har krudt i røven og vil gerne rocke og rulle på festligste vis, men desværre var det, som om den fede guitarlyd og lidt af publikum var taget til efterfest med Baest, for der var i hvert fald tyndet ud i begge dele. Der var da stadig fest og dans foran, men pladsen var mindre trang nu. Men uden en federe guitarlyd syntes de første par sanges rock-riffs som banale og hørt hos Airbourne eller de andre australiere, som var der først: AC/DC. Viljen var der, men det var svært at overhøre klichéeren i flere af bandets riffs.

I front stod Kristian Johansen, der stod for høj energi og high-pitch vokal krydret med den klassiske rock-knurren. I de hurtigere numre gled vokalmelodien let hen over hovedet, men i de numre, hvor der blev mere luft omkring vokalen, kom talentet ordentligt frem. 'Natural High' var godt for bandet. Tyngden gav plads til dynamikken og nogle ret seje vokalmelodier.

Bandet sluttede af med balladen 'Geordie'. En gammel folkesang, hvis melodi man kender fra Gasolin's 'Langebro', som blev flittigt sunget af band og publikum, da nummeret til slut gik over i den danske variant. Her kommer Johansens vokal virkelig til sin ret. En smuk melodi i en nænsom, men übersej fortolkning over hele linjen, men hvor vokalen altså er krydderiet. Kan bandet lære af, hvad de har gjort her med vokalmelodi og arrangement og overføre det til egne sange, ja, så ligger fremtiden mere åben end den umiddelbart lod sig afsløre af den del af repertoiret, som bandet ellers nåede at fremføre i det relativt korte showcase-show. Det var givetvis festligt, men det var også bare lidt som et godt coverband på den lokale.

Karakterer:
Konvent – 3
Cabal – 3
Dirt Forge – 4
Baest – 4
Unseen Faith – 3
Junkyard Drive – 2.