Copenhell '19: This life 'till the day I die!
Populær
Det episke hardcore-monster The Psyke Project blev tæsket til live fra sit hvile og åd, flåede og rev alle rundt i en timelang og euforiserende psykose.
“I got my friends, I got my music. And that is what I can fucking trust!”
Det blev de – for nu i hvert fald – sidste ord skreget nogensinde af The Psyke Project, da de lørdag aften lukkede deres stærkt imødesete reunionbrag med deres første undergrundshit tilbage fra 2002, 'Just at the Moment'. En passende titel og en mere præcis formulering af den følelse, som alle i publikum må have stået med efter et komplet vanvittigt inferno, skal man lede længe efter.
At få The Psyke Project til at glemme deres nye spændende projekter (LLNN, We Are Among Storms m.fl.) for en aften og genrejse landets måske mest brutale og elskelige hardcore-band gennem tiderne var en genistreg, som vil stå printet øverst på listen hos de fleste, som indfandt sig foran Pandæmonium. Og det var mange!
Pandebånd og krigsmaling
Selvom det er fem år siden, at The Psyke Project lukkede ned med et tilsvarende legendarisk show i Pumpehuset, var alt som før, da bandet kom på scenen iført pandebånd og krigsmaling og til et overdådigt lysshow – noget af det mest imponerende og gennemtænkte lysarbejde, Copenhell har præsteret.
I harmoni med en eminent lyd og en crowd, der ville The Psyke Project lige så meget, som bandet ville publikum, opstod der undervejs i showet billeder, som for evig tid vil stå som nogle af de mest sindsoprivende, jeg har oplevet til en koncert.
Mens størstedelen af den store forsamling stod pænt med store smil og rockede med næven, udspillede der sig oppe foran et vaskeægte inferno af brutal og aggressiv livsglæde, som fik frit udløb i selskab med The Psyke Project. Det er noget af det, de altid har været så fantastiske til: At få alle til at føle sig som ét stort fællesskab, uanset hvilken stil man ellers foretrækker. Der er noget for alle i bandets voldsomme, kaotiske, stemingsfulde og groovy metalliske hardcore.
Ekstatisk hvirvelvind
Glæden fra selve bandet er heller ikke til at tage fejl af. Allerede efter de havde lagt så bastant fra land, som de kunne, med 'Partisan' fra den mørke svanesang 'Guillotine', var bandet og publikum sendt i ekstase. Og da forsanger Martin Nielskov efter den tunge, dystre åbning udbrød det første af mange “Jeg elsker det her!”, blev følelsen sendt tifoldigt tilbage mod scenen fra hele pladsen, mens moshpitten hele tiden voksede sig større.
Den ene krop efter den anden slyngede sig ud over mængden og blev båret som en slags ofring til hardcore-guderne, mens der i midten af pitten raserede en sammenklistret masse af tapre krigere i færd med at forene sig i en massiv hvivelvind, der aldrig var i nærheden af at miste momemtum.
På scenen væltede bassist Jeppe Skouv rundt i seje moves, mens Martin Nielskov skreg og engagerede sig med en autoritet, meget få danske vokalister kan gøre efter. På trommerne har Rasmus Sejersen alle dage været en solid og rytmisk troldmand, der altid ved præcis hvordan og hvor meget.
Guitaristerne Christian Bonnesen og Mikkel Vadstrup spillede med en nådesløs præcision og er dem, som især giver The Psyke Project deres helt specielle lyd. Og så kan de skrive breakdowns og nedrivnings-riff så eftertrykkelige, at sjælen blomstrer af lykke.
Majestætisk triumf
Sætlisten blev en god variation over de fem album og ep'er, hvor især klassikere som 'Never Like Judas', 'Broken Promise', 'This Road to Hell' og 'Fimbul' – hvor tidligere guitarist Simon Vadstrup blev hyldet og spillede med – blev leveret med en knusende effektivitet, mens både 'Stockholm Bloodbath' og overraskelsen 'Polaris' fra storværket 'Dead Storm' strakte The Psyke Project helt ud i majestætisk triumf.
Det var ikke til at se, at gruppen har 20 år på bagen, da de som det mest naturlige indtog atletiske positioner og lavede en menneskepyramide. Uden at det gik ud over leveringen, der hele vejen igennem var knivskarp og decideret livsbekræftende.
Jeg tror, mange af os savner et nyt band som The Psyke Project, der på så elegant vis kan samle unge som gamle og stadig spille noget af det mest voldsomme hardcore. Der er ingen leflen – bare ren, ufiltreret lidenskab til den misson, de som band satte sig for og fuldendte. Det smitter!
“Kom så Copenhell – lad os lave den største circle-pit i festivalens historie! opfordrede Martin Nielskov mod slutningen som oplæg til crowdpleaseren 'In the Mist', inden han understregede, at “det er nu, vi kommer sgu ikke igen og spiller på en eller anden festival i Jylland!”.
Opfordringen blev i den grad taget op i pitten, hvor spændingsnivauet var langt oppe over kogepunktet, inden det hele kammede over i ren hardcore-zen med 'Just at the Moment'. Hvilket øjeblik! En perfekt afslutning på en perfekt aften med et perfekt band.