Copenhell '19: Hårdtslående vitaminer
Terror havde publikum i deres hule hånd fra start til slut, da de holdt en rendyrket og dedikeret hardcore-fest med groovy riffs, breakdowns, fællessang og moshpit, så solen dansede på himlen.
Scott Vogel er en ægte ener på den hårde musikscene. En mand, der trods sine 46 år stadig bruser af ungdommelig vitalitet og et livsnødvendigt behov for at råbe tilværelsens mørke sider af helvedes til.
Terror lyder og virker lige så friske, som da de bragede ind på scenen i 2002 med ep'en 'Lowest of the Low'. Og selvom kun Scott Vogel og trommeslageren Nick Jett har været med hele vejen, er det altid en sammentømret bande, som indtager scenen.
Og det gjorde amerikanerne netop med titelnummret fra førnævnte debut. Symptomatisk for hele bandets virke bragede solen i samme sekund igennem skyerne. Enhver kontrær tanke om, hvorvidt Terror nu virkelig kunne have bevaret gnisten, fordampede straks.
Lyden var perfekt – og en stor moshpit allerede i fuld sving. Klar til at adlyde hvert et ord fra det hoppende og fægtende livstykke på scenen, Scott Vogel. Allerede før Terror var han en legende som forsanger i de opløste Buried Alive. Med Terror er han kun lige efter Hatebreeds Jamey Jasta, når det kommer til ikondyrkelsen fra alverdens hårde mænd og kvinder med bløde hjerter og følelsen af uretfærdighed siddende helt oppe i struben.
Hos Terror handler teksterne mest om, hvad man skal gøre, når livet brænder, alle svigter, og du selv er svundet ind til ingenting. Med varierende grader af håbløshed og overskud, alt afhængigt af stemning og humør. I 'Return to Strength' bliver det hele skåret ud i pap, og den blev leveret med en tilsvarende fabelagtig overlegenhed, der også efterfølgende gav inspiration og anledning til én af Scott Vogels efterhånden legandariske punchline-taler.
“I ofrer jeres kroppe og sjæle for at være her og gå amok i pitten. Vi burde spille på jorden, og I burde være på scenen!” lød det med fuld overbevisning, hvorefter et par mere anonyme, men stadig hårdtslående numre rykkede Pandæmoniun nærmere den totale udløsning.
“Vi er ikke et rockband. Vi er ikke cool. Vi er bare nogle fucked up kids!' brølede Scott Vogel, og selvom lige netop den sætning altid kommer, så er der kun grund til at tro, at det også er, fordi han mener det hver eneste gang. Integriteten driver ned ad rygraden, når Terror spiller.
Den gigantiske anthem 'Always the Hard Way' tog moshpitten og fællesssangen til nye højder, mens 'Keepers of the Faith' cementerende Terror som nogle af de største og mest rendyrkede bærere af livets mest simple og nødvendige værdier. Pas på dig selv, pas på dem du holder af og hav respekt for alle andre – medmindre de gør sig fortjent til andet.
Den eneste form for Terror, vi har brug for. Og den fik vi.