Copenhell ‘20: Krystalkuglen

Populær
-XTD4974-25-1531356306

Vi er ligeglade med, om Limp Bizkit kommer. Men vi vil gerne hjælpe Copenhell med at rette op på den kønslige ubalance på scenen.

Titel
m.fl.
Fotograf
Jacob Dinesen

Ikke et ord om kvoter. Men et pip om, at det faktisk godt kan lade sig gøre ikke bare at køre på autopilot. Og at det kan være medvirkende til at skabe et festivalmiljø, der er mere inkluderende for den del af Copenhells publikum, der ikke er hvide cismænd i en solid fadølskæfert.

Det var pointen med det vagttårn, som vi skrev sammen med Heavymetal.dk efter årets Copenhell. For selvom der er stadigt flere kvinder blandt publikum på festivalen, glimrede de ved deres fravær på scenen. Sådan er det: Der er langt flere mandlige metalmusikere, hvordan man end vender og drejer det. Sådan bliver det også bare ved med at være, hvis ikke man viser, at andet er muligt. 

Så det gør vi i år. Når Devilution kommer med vores årlige spådom om, hvilke navne vi kan forvente at se på Copenhell, har vi fokuseret på, hvordan Copenhell kan rette bare lidt op på den ulighed. Ud af de 28 navne, der indtil videre er annonceret – mod sidste års 48 – er der p.t. så meget som to kvinder repræsenteret. Jinjer og Xenoblight har kvindelige frontfigurer, resten af de indtil videre 121 musikere på plakaten er mænd. Det er 1,7 % kvinder.

De anderledes oplevelser
Indrømmet: I en genre, hvor det ikke skorter på udadvendt aggression, brølende machomænd og en generel pikkethed, og hvor female-fronted i sig selv er blevet en genrebetegnelse, er oddsene ikke de bedste for at finde noget anstændigt.

Men det kan lade sig gøre. Og selvom de i antal ikke fylder så meget som mændene, så er der mange talentfulde, interessante kvindelige rock- og metalmusikere derude, der også er relevante for Copenhells publikum.

En af dem er solokunstneren Lingua Ignota, der med ‘Caligula’ har udgivet en af årets bedste plader, og som livedebuterede herhjemme til Royal Metal Fest sidste år. Her droppede hun scenebarrieren og vandrede rundt og skreg sine såkaldte overlevelseshymner ud mellem publikum – og det er nok lige præcis det, vi har brug for, at nogen gør ind i ørerne på Copenhells bookere, så de finder ud af, at der er andre måder at booke på end de sædvanlige. Det kunne være et godt bud på én af de koncertoplevelser, der ville blive siddende i hukommelsen.

Der er belgiske Brutus, der mixer post-rock, hardcore og metal sammen i en egenartet støjende blanding, og som har den ærefrygtindgydende Stefannie Mannaerts bag trommesættet og på vokal. De er på vej op og kæmpede angiveligt med lyden, da de varmede op for Cult of Luna i Pumpehuset i oktober. Copenhell ville være et oplagt sted at tage revanche.

Chelsea Wolfe gæster allerede DR Koncerthuset i marts, så chancen for et festivalshow henover sommeren er mindre sandsynligt. Ikke desto mindre har hun et pænt publikum herhjemme, som kun er blevet større, efter hun har taget sin dunkle folkmusik over i en mere doomrocket og sludget variant. Hun har tidligere gæstet Roskilde, hvor hun var pænt metallisk i sit udtryk, så hvorfor ikke også Copenhell?

Er vi alligevel ovre i den stemningsfulde og sortsindede boldgade, er det også relevant at fremhæve Anna von Hausswolff. Hun har henrykt os ad flere omgange, bl.a. til A Colossal Weekend i 2017 og til Roadburn i år, hvor hun gav en koncert, vi belønnede med en af vores sjældne topkarakterer. Hun er ikke et bredt kendt navn, og hun bevæger sig i metalscenens periferi, men på Copenhell ville hun kunne lave en magisk natkoncert og nå et endnu større publikum.

De hårdtslående
Nuvel, det er alt sammen meget fint og artsy og prætentiøst. Men Copenhell er jo også en metalfestival, så hvor er den hårdtslående tråd? Den, man kan headbange med hele kroppen til, den, man kan drikke spandevis af bajere til?

Jo, der er for eksempel Nervosa, et af de stærkeste nye navne i sydamerikansk thrash metal, og koncerter i Danmark har efterhånden givet dem et vist følge herhjemme. De spiller dog allerede på Viborg Metal Festival i marts næste år, så det er måske knap så sandsynligt, at der lige ryger et sæt ekstra flybilletter fra Brasilien til Europa oveni til sommer.

Det ville ellers være klædeligt, fordi Nervosa skiller sig markant ud fra en alt for stor del af de oplagte navne: Når vi taler om at få flere kvinder på scenen, handler det ikke bare om at få flere kvinder i korsager med store tandpastasmil og gang i vindmaskinen som staffage i front for endnu et symfonisk metalband, der gerne vil være Nightwish, Within Temptation eller noget af den slags hø.

Når der på Copenhell er plads til mænd, der leger med kønsstereotyperne, sådan som Santa Cruz gør det med masser af hårlak og godt med make-up, så vil vi også gerne se kvinder i forvaskede, sorte T-shirts, som spiller på instrumenter på lige fod med mændene. Sådan som Nervosa eksempelvis gør det.

Eller som i Agrimonia. Melodødsaflæggeren af Martyrdöd spiller som Xenoblight ikke på noget som helst andet end døden selv, og så er kønnet sådan set irrelevant. Den rolle så vi gerne flere kvinder indtage på Copenhells scener.



Det samme ser vi hos ligeledes svenske Kill-Town Death Fest-favoritter Bastard Grave, der også kunne give Copenhell et skud af den fede undergrundsdød, som vi håber, der kommer mere af på Gehenna.

I den anden ende er der Acid King, som frontkvinde Lori Steinberg med hårdhudet rockerattitude har været spydspids for siden 1993, og hvis tunge stoner metal har nydt stor succes inden for doomscenen i årtier.

Og hvis vi alligevel er ovre i den boldgade, så er stonerne i Windhand også oplagte. De er både smarte og Pitchfork-godkendte, og selvom de ganske vist har været frygteligt tavse det seneste år og kun har et par koncerter på programmet til august næste år, så kunne vi godt ligge i græsset på bakken og stene til dem i eftermiddagssolen.

Ellers tager vi gerne Electric Wizard, som Windhand stort set har lært alle tricks fra. Der er ikke noget “female fronted” pjank her, bare den fede doom, som vi godt kan få brug for, når det hele bliver lidt for moderne.

De (lidt for) sikre
Men det er måske alligevel mere oplagt, at Copenhell trækker Lacuna Coil, Battle Beast eller Baroness ind. All tre har enten lige udgivet plader eller har nyt på vej i starten af det nye år – og alle tre er mellemstore navne til at give lidt fylde i programmet. 

Lacuna Coil, der netop har udgivet et af karrierens bedre album ifølge vores anmelder, spiller i Amager Bio 20. december, og når det er tid til de europæiske sommerfestivaler, har de netop afsluttet en månedlang turné i USA og har kalenderen åben. I nogenlunde samme boldgade finder vi Battle Beast, som vi til gengæld ikke var voldsomt begejstrede for på den seneste plade tidligere i år. Det var vi heller ikke for sludgede Baroness’ seneste udspil, men de er allerede booket til Download Festival i England ugen før Copenhell, så den ligger ret meget lige for.

Blandt andre bands, der har begejstret Copenhell tidligere (omend ikke vores anmelder), finder man Code Orange, hvis metalliske hardcore bliver stadigt mere melodisk. De har for nylig delt et billede, der kunne tyde på, at der er nyt album på vej, og ellers er der Oceans of Slumber, der mere stilfærdigt har imponeret vores anmelder med deres versatile progressive metal – og skulle have nyt på vej i 2020.



Endelig har Myrkur på Twitter annonceret, at hun vender tilbage fra barsel næste år, og Copenhell virker som et ret sikkert bud på stedet at gøre det – selvom hendes tidligere optrædener på festivalen ikke ligefrem har været præget af sikkerhed.

De store – og koryfæerne
Når nu Copenhell i forvejen går TV2/Charlie i 2020 med Kiss, Iron Maiden, Judas Priest og Mercyful Fate, ville det også være på sin plads at hylde nogle af de kvindelige koryfæer, der dannede grundlaget for metal, som vi kender den i dag. Doro er fortsat aktuel på godt og ondt, ligesom Vixen er det. Sammen var Doro og Vixen op gennem 80’erne med til at bane vejen for kvinder som andet end staffage i metal, og Vixen er endda på vej med deres første plade siden 2006 i det nye år.

Og så er der selvfølgelig Babymetal: Et kuriosum med kæmpemæssigt publikumstække. Det kan godt være, at det ikke er sublimt god smag, men vi kan garantere for, at alle lige ville skulle forbi og se spektaklet. De headliner Download Festival i weekenden før Copenhell, så det er slet ikke usandsynligt, at Copenhell kan hive en kanin op af hatten her. 

Endelig har Life of Agony i den forgangne uge taget endnu et skridt væk fra deres hardcore-fortid over i en noget magelig rock, men på scenen kan de stadig lyde, som de gjorde i 90’erne, hvor de var skelsættende – og det har de tidligere vist på Copenhell. I samme transkønnede og hardcore-distancerede ende af spektret skulle Against Me! i øvrigt også være på vej med et nyt album i det nye år, som passende kunne bringe dem omkring Copenhell.

Det kan altså lade sig gøre. Få det lige til at lade sig gøre, Copenhell. Det kan ikke passe, at det bedste bud på skørter på scenen til dette års Copenhell lige nu ser ud til at være, at Faith No More tager klunset på fra videoen til 'Easy'.