Tonstunge træmænd
Cult of Luna besøgte Pumpehuset og leverede det, de skulle. Heldigvis havde de medbragt nogen, der ville mere.
2. Finland
3. Nightwalkers
4. I: The Weapon
5. And With Her Came the Birds
6. Lights on the Hill
7. In Awe Of
8. Passing Through
9. The Fall
Torsdag aften i efterårsferien spillede Cult of Luna op til tungsind i Pumpehuset. Med sig havde de taget det svenske black metal/hardcore-band This Gift Is a Curse og belgiske Brutus der, som det skulle vise sig, blander musik ud fra alle genrer, de kan få fat i. This Gift Is a Curse åbnede scenen, Brutus bar den videre og Cult of Luna fulgte det næsten udsolgte Pumpehus til døren.
At least you tried
Nogle gange er det bare ikke din aften. Det måtte This Gift Is a Curse sande torsdag aften hvor de, på trods af alle deres anstrengelser, ikke brød igennem.
Det startede ellers godt. This Gift Is a Curse fik lov at gå på scenen fem minutter før tidsplanen, og virkede helt sat op til at levere et show. Frontmand Jonas stod midt på scenen med en hætte over hovedet, og jeg troede et øjeblik jeg var kommet til et tredje (eller fjerde?) Batushkas debutkoncert. Det viste sig dog, på bedste hardcore-vis, at være en hættetrøje uden ærmer.
Der var fuld smæk på de to guitarister, og deres backupvokaler rumlede ondt. Frontmanden var glad og svedig og talte til publikum på en charmerende blanding af vrøvleengelsk og svensk. I løbet af optrædenen fik han fumlet med mikrofonen og kablet røg ud et par gange. Om det var det, der var årsagen til, at hans vokal fuldstændig forsvandt ved jeg ikke, men snart var det fuldstændig umuligt at høre ham, når han sang bare lidt højere end Suffocation-niveau. Koncerten varede en halv time, men føltes længere når man stod og havde ondt af bandet.
Aftenens gladeste band
De eneste man kunne have ondt af, da Brutus gik på, var dem der ikke var med. For nu startede festen.
Den belgiske trio udgav deres anden fuldlængde tidligere i år, og det er et modigt valg af Cult of Luna at tage dem med på tour. Brutus spiller trommefokuseret musik, hvor de koger blastbeats, mathrock-signaturer, postrock-passager, hardcore-breakdowns og decideret poppede hooks sammen og krydrer med en kraftfuld vokal, der imponerende leveres af Stefanie Mannaerts bag tønderne.
Bandet nød samfulde femogtyve minutter, de spillede, og uanset hvor man kiggede hen, både på scenen og foran den, var ansigterne smilende og glade. Hvis ikke publikum var den slags, der var kommet for at se Cult of Luna, kunne man have forventet en kæmpestor pit. Det blev dog mest til føromtalte smil og lidt hop på stedet.
Hvor This Gift is a Curse havde en skodaften, lykkedes alt for Brutus.
Aggressiv tamburin og musikalsk edging
I røg og stroboskoplys gik Cult of Luna på scenen. Et syvmandsorkester vil altid fylde meget, men det er som om, Cult of Luna fylder mere end de fleste. Guitarerne fyldte også en del på første nummer, 'The Silent Man' fra den nye plade 'A Dawn to Fear', og man blev suget med i den tiltagende postrockede lyd svenskerne lægger for dagen.
Til publikums store begejstring hørtes efter godt ti minutter de karakteristiske taktslag til en af bandets store succeser – 'Finland' fra den legendariske plade 'Somewhere Along the Highway', fra hvilken vi også trakteredes med et knusende sart mellemspil i form af 'And With Her Came the Birds'.
Herudover spillede bandet lidt forskelligt fra den senere periode af deres karriere. Vi kom ikke længere tilbage end ovennævnte 'Somewhere Along the Highway', og efterfølgeren 'Eternal Kingdom' blev også sprunget helt over, hvilket er en skam da jeg, som flere andre publikummer jeg talte med, huskede den legendariske fremførsel af 'Ghost Trail' på hedengangne The Rock for 11 år siden med drømmende øjne.
I aften havde bandet dog valgt at fokusere mere på deres nyeste samt den syv år gamle 'Vertikal'. Cult of Luna er på konstant jagt efter det perfekte crescendo og publikum fik større og større sug i maven for hver gang, det nægtedes. Efter en time bød hver enkelt lille afbræk i musikken på stor jubel og klapsalver blot for at blive overdøvet af et nyt tonstungt riff der faldt ind i den konstante opstigning. Efter en halv time mere fik vi forløsning, da den 13 minutter lange albumafslutter 'The Fall' eksploderede.
Cult of Luna har altid været et introvert band for introverte fans, men denne torsdag i oktober var næsten parodisk. Uden et eneste ord til publikum og med stenansigter hele vejen rundt lignede det er en velsmurt maskine, der udførte sit arbejde uden tanke for, hvad det drejede sig om. Der er ingen, der forventede store smil og hop og spring på scenen, men jeg savnede alligevel det nærvær, bandet har udstrålet tidligere. De plejede at ligne nogen, der syntes det var sjovt.
Den eneste undtagelse var percussionist Magnus Lindberg, der på sin plads i højre hjørne fik instrumenterne fra folkeskolens musiklokale til at fremstå mere brutale, end de fleste kan klare med en BC Rich-guitar. Aldrig har jeg set nogen i så høj grad føle en tamburin. Det var et smukt syn og et glimt af liv fra de tunge træmænd.
Karakter:
This Gift Is a Curse: 2/5
Brutus: 4/5
Cult of Luna: 3/5