En lang, glidende bevægelse ind i sortheden

Populær
En lang, glidende bevægelse ind i sortheden

For ti år siden skabte Cult of Luna et hovedværk i post-metal. Sammen med Julie Christmas får de nu endelig indfriet de løfter, de gav dengang, og lader alt bag sig i tomheden.

Titel
Mariner
Trackliste
A Greater Call
Chevron
The Wreck of S.S. Needle
Approaching Transition
Cygnus
Karakter
5

For ti år siden stod jeg og pakkede engelske bøger ud i en kælder ved Rådhuspladsen. Sådan et sted, som Arbejdstilsynet kom med stadigt mere indskærpende indskærpelser om, hver gang de kom forbi, hvor det eneste dagslys faldt gråt ind gennem en lysskakt ovre i det andet hjørne, og det ellers bare var lysstofrør, cement og paller fulde af kasser, som skulle pakkes ud, registreres og mærkes. Det var grunt work, sådan noget, man satte de betroede af studentermedhjælperne eller eleven til at tage sig af, de, der kunne finde ud af ikke at lade sig distrahere for meget af monotonien i arbejdet til at lave katastrofer i det, og for at beskæftige min hjerne med noget imens tjekkede jeg MySpace-sider ud, bands relaterede til Neurosis, som var mit store crush, mens jeg arbejdede. 

Et af de bands var Cult of Luna. 

At stå der i en kælder, omgivet af flygtigt crap, paperback-krimier, som blev læst og smidt ud, hvis de ikke bare blev sendt retur tre måneder senere, fordi ingen faldt for deres spraglede forsider, og høre ‘Finland’ igennem et par computerhøjtalere: Jeg var overvældet af intens lykke, den der følelse, når man møder noget, der synes at tale direkte til en, være præcis den musik, man ikke vidste, man ledte efter, det, der får alt andet til at virke så ubetydeligt, en selv til at føle sig som en del af noget uendelig stort. På vej hjem den aften gik jeg forbi en pladeforretning og købte den cd, de lige havde lavet, hvor ‘Finland’ og et andet ærefrygtindgydende nummer på MySpace-siden, ‘Dim’, var på. Det var en anden tid, MySpace var en faktor, cd’er var noget, man stadig købte, Neurosis fortsat et pejlingsmærke.

I skyggen af et post-metallisk hovedværk
‘Somewhere Along the Highway’ står som et hovedværk inden for post-metal. I midten af maj opfører Cult of Luna den i sin helhed som hovedattraktionen til A Colossal Weekend-festivalen i Vega, det er altså den slags plade, men allerede dengang stod det klart, at den var noget helt særligt. Det var også en svær plade at følge op på, for genren som sådan såvel som for bandet. Den efterfølgende ‘Eternal Kingdom’ var en aldeles hæderlig plade, men den kunne ikke undgå at skuffe i sammenligning, langt mere ordinær som den var, og selvom ‘Vertikal’ i 2013 viste sig at matche ‘Somewhere Along the Highway’s ambitionsniveau, tog det et godt stykke tid, før jeg overhovedet gad at sætte mig til at høre den, så sløje var mine forventninger til den.

Der er flere grunde til, at jeg husker det her nu, det er ikke kun, fordi det var min indgang til Cult of Luna. To andre bands, der dukkede op på MySpace senere samme år i samme Neurosis-association, var Battle of Mice og Made Out of Babies. Ingen af dem gjorde noget særligt indtryk på mig, bortset fra sangerinden, Julie Christmas. Hun lød som Jarboe fra Swans, bare med et større register, det var ret imponerende, hvad hun kunne gøre med sin stemme, hun manglede bare noget lige så imponerende musik at bakke den op med.

Ti år senere har hun fået det. I et af de der sammenfald, der er langt mere oplagte, end de måske kan synes, har Cult of Luna lavet ‘Mariner’ sammen med hende. Ikke som gæstevokalist til at lægge lidt skønsang eller skrig på for effektens skyld, men som ligeværdig i skabelsesprocessen. ‘Mariner’ er lige så meget Julie Christmas’ plade, som det er Cult of Lunas, og den kombinerede effekt af de to er ikke mindre overvældende, end det var dengang. Nu ved man, hvad man har i vente, så den intense lykke, jeg oplevede, første gang jeg satte ‘Mariner’ på, var ikke så meget et chok, som den var en bekræftelse af, at alt stadig kan være godt og sandt i denne verden.

Voldsomt ekspressiv
Ikke at ‘Mariner’ ikke overrasker: Det er noget af det mest straight og underspillede, Cult of Luna nogensinde har lavet, sine steder decideret poppet, og er det i sig selv overraskende, så er det det ikke mindre, at de får det til at lykkes. Julie Christmas’ voldsomt ekspressive sangstil tilføjer så mange facetter til sangene – og det er tiltrængt, for den noget karaterløse growlen fra Cult of Lunas faste sangere har altid været bandets akilleshæl – at det faktisk ikke gør noget, at Cult of Luna ikke forsøger at overgå sig selv i kompleksitet og episkhed, sådan som de har for vane. Man ser sågar igennem fingre med, at de gentager sig selv et par steder: ‘Cygnus 1’ benytter sig af de samme tapping-figurer, der føjede kolorit til ‘Ghost Trail’ på ‘Eternal Kingdom’, og i ‘Approaching Transition’ dukker sågar post-metallens største kliché op i form af tremolo-picking. Det er OK, fordi det lyder så godt, så rigtigt, fordi det passer ind i helheden. Fordi Julie Christmas’ frådende growl i sange som ‘Cygnus 1’, ‘Chevron’ eller ‘The Wreck of S.S. Needle’ alene fylder så meget, at mere næsten ikke ville være til at bære. De to mandlige sangere, guitaristerne Johannes Persson og Fredrik Kihlberg, træder i baggrunden som et spagt akkompagnement til Julie Christmas’ kraftpræstation, og kun i den tyste ‘Approaching Transition’ træder en af dem for en stund i forgrunden med spag, krakeleret røst, nedbrudt, radbrækket og afklaret med det, inden rejsen fortsætter længere ind i sortheden.

‘Mariner’ forløber som en glidende bevægelse, hvor de fem sange bliver gradvist længere og længere, fra den godt otte minutter lange åbner ‘A Greater Call’ til ‘Cygnus 1’ bygger sig op og lukker sig selv og det hele ned over et lille kvarters tid. Som et stort legeme, der pulserende og spjættende langsomt bevæger sig fremad og gør tiden mere og mere irrelevant på sin vej. Egentlig skulle det finde vej ud i rummets intethed, det er i hvert fald pladens tema, men for lytteren kan det lige så vel kan lede tilbage ind i et strålende forår som det for ti år siden. Ind i en forladt kælder fuld af varmerør, hvor isoleringen hænger i laser, vægge, hvor pudset drysser, når endnu et dump eller en kold vind, som ingen rigtig kan sige hvor kommer fra, forplanter sig langs dem. Over dynger af papkasser trådt sammen til en skridende masse, kasseret smudslitteratur og rester af fremtidsdrømme imellem dem, rester af en tid, der bliver åbnet for nu for at kunne lukke den helt ned. 

‘Mariner’ er en plade, det er svært at forestille sig ikke skulle ende med at stå tilbage som en af årets bedste. Den står i hvert fald som noget af det bedste, Cult of Luna har skabt, og for Julie Christmas markerer den et klart højdepunkt.