Fortællende lydunivers

Populær
Fortællende lydunivers

Tyske Thränenkind spiller på følelserne i musikken. Når de er bedst, rammer bandet en perfekt depressiv stil med deres post-metalliske metal med sorte tendenser. Men der er også tidspunkter, hvor man nærmest lulles i søvn i en strøm af midttempo og gentagelser af idéer

Kunstner
Titel
King Apathy
Dato
13-05-2016
Karakter
3

Den korte presseskrivelse, der fulgte med pladen, nævner, at Thränenkind på deres Facebook-side har benyttet betegnelsen "Vegan Straight Edge Post Metal". Tak for kaffe! Har man set lidt for mange prædikende veganere på sin egen Facebook-nyhedsstrøm, så er det ikke ligefrem en appetitvækker, for når et bands (mad)politiske ståsted bliver en vigtig del af genre-beskrivelsen, så giver det nogle bange fornemmelser om, at det dækker over en middelmådig musik, der således må sælges ad anden vej.

Heldigvis ikke, og takket være Devillutions gode mand på posten til kategorisering af plader, så os dovne anmeldere overhovedet gider samle noget op, som vi ikke kender i forvejen, så var der en ting, som alligevel virkede ganske lokkende. Nævnte person har nemlig i "for fans af"-kolonnen i vores svulmende regneark med plader til anmeldelse skrevet, at der er tale om et mix af Cult of Luna, Deafheaven og Ghost Brigade.

Og det er faktisk ikke nogen dum beskrivelse. Det tyske band har tidligere gjort den i noget mere post-blacket hypnotiserende som shoegaze. Og i dette tilfælde har bandet visse ting tilfælles med Deafheaven. Men der er kommet en hel del melankoli ind over. Sammen med lyden på pladen drejer det seancen kraftigt over mod finske Ghost Brigade, ligesom det melankolske også får lov at kamme over i lange lydflader krydret med finurlige valg af toner, som gør det hele lidt skævt at høre på. Positivt ment. Her er Cult of Luna nok en inspiration.

Bryder med sorte klichéer

Da bandet i sin tid valgte sit navn, der betyder noget i retning af "tårebarn", var det for at bryde med klichéfyldte bandnavne i black metal-genren, men også for at give et hint om bandets emotionelle side. Selvom der er riff, som i en mindre "produceret" lyd kunne klare sig i tidlig norsk black metal, så bliver Thränenkind på 'King Apathy' aldrig hidsige på samme måde. "It isn't funny anymore", synger bandet i åbneren 'Desperation'. Lyrikken i rendyrket black metal kan måske nok kan være enig om, at livet ikke skal være sjovt, men havde nok fundet en mindre ligefrem måde at udtrykke en sådan banalitet på. Men teksterne er skam vigtige for Thränenkind. Det er en håbløs verden, vi lever i, og det bliver kun værre. Samfundskritikken er tyk, og i anarkiet og naturen skal heltene findes.

Det er en god plade, som forstår at bygge melodi og melankoli op. Vokalen er i brølet tæt på det, som kendes fra allerede nævnte Ghost Brigade, men der benyttes også speak til nuancering, ligesom der i udvalgte passager skriges, så musikken minder om en hidsig omgang crust fra bandets fortid eller sågar black metal.

Pladens 45 minutter bliver dog en lidt hård kost at komme igennem mod slut. Der spilles meget på stemningerne i musikken, hvilket bandet gør godt, men det sker på samme måde i alle numrene: en guitar, der spiller melodien og med en meget klar lyd sætter den dystre stemning, mens den anden guitar primært klarer rytmearbejdet på en mildest talt ofte kedelig og anonym powerakkord-facon. Det har den konsekvens, at numrene mod slut bliver lidt svære at skelne fra hinanden, for det er ikke riff, der huskes, men en allerede sat stemning fra tidligere på pladen. Samtidig er den overvejende fornemmelse af albummet, at det hele foregår i midttempo, selvom flere sange har C-stykker, der bryder dette og hamrer derudad. Men det må på en positiv note nævnes, at bandets overordnede lyd er superfed. Produktionen passer godt til musikken og de tanker, der er lagt i lyrikken, og der er noget tillokkende i det hele, der efter endt lyt giver lyst til lige et lyt mere.