Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Pstereo festival, lørdag: Højoktav-energi, udfordrende vovemod og gotisk genopstandelse

Updated
Pstereo festival, lørdag: Højoktav-energi, udfordrende vovemod og gotisk genopstandelse
Pstereo festival, lørdag: Højoktav-energi, udfordrende vovemod og gotisk genopstandelse
Pstereo festival, lørdag: Højoktav-energi, udfordrende vovemod og gotisk genopstandelse
Pstereo festival, lørdag: Højoktav-energi, udfordrende vovemod og gotisk genopstandelse
Pstereo festival, lørdag: Højoktav-energi, udfordrende vovemod og gotisk genopstandelse
Pstereo festival, lørdag: Højoktav-energi, udfordrende vovemod og gotisk genopstandelse

Kvelertak udførte deres velkendte arbejde, men det var svenske Cult of Luna, der stod for aftenens mest udfordrende indslag, inden det lokale kultband BC lukkede af med en stemningsfuld synthrocket midnatskoncert.  

Kunstner
Titel
+ Cult of Luna + BC
Dato
16-08-2014
Fotograf
Jens Jam Rasmussen
Karakter
4

Marinen og Byscenen, Trondheim, Norge

Jeg missede det nye Stavanger metalcore-band Jagged Vision på den lille Urørt-scene pga faderforpligtelser, men nåede frem til deres mere kendte bysbrødre Kvelertak umiddelbart efter. Naturligvis på festivalens hovedscene, lige på den anden side af Nidelven, hvor jeg oplevede bandet for første gang, i Studentersamfunnets Storsalen sammen med 999 andre rockhoveder.

Denne min ”debutkoncert” med Kvelertak ligger vel fire-fem år tilbage, efterhånden, og siden har den heftige gruppe haft greb om adskilligt flere struber. Bandets vellykkede fusionsvirvar af garage, punk, heavy rock, hardcore, black metal, thrash og tons har været en gangbar crossover globalt, og fra scenen smækkes den afsted med effektiv non-stop energi.

Også på Pstereos Elvescenen tidligt lørdag aften, hvor Kvelertak gik til sagen med deres vanlige no nonsense-attitude. Momentvis med den særlige charme af hærget højoktav-energi, som bandet stadigvæk besidder, men ikke så overrumplende som tidligere, eksempelvis sidste års Roskilde Festival-optræden.

Udfordrende månekult

Få minutter efter Kvelertaks 50-minutterssæt entrerede det spændende svenske ensemble Cult of Luna den mindre Kanonscenen skråt overfor.

Et fyldigt orkester med tre guitarister, to trommeslagere/percussionister, en bassist og en synthmand.

Cult of Luna gik fokuseret og direkte ind i deres udfordrende univers af hyperintens smadder og vibrerende hypnosestøj i Neurosis-venen over til sjæledybe melankolske klangflader og stemningsfulde passager, hvor man som lytter kan drage vidt og dybt, hvis man lader sig opsluge af de søgende og udfordrende svenskere.

Det gjorde denne anmelder ganske langt hen ad vejen, for der virkelig noget forunderligt og anderledes fængende på færde her.

Månekultens små 40 minutter var en passende dosering i en festivalkontekst, og alt rigeligt til at overbevise om det mest vovede og musikalsk udfordrende sæt på årets Pstereo festival.

Gotisk midnatsmesse

Ved dørtrinnet til det midtnorske efterår, og i nattens høstmørke, var det passende at se det lokale, genopstandne band BC, der lukkede årets Pstereo af, på Byscenen små ti minutters gang fra festivalpladsen.

Dette var BC’s første optræden i seks år, og Byscenen fyldtes godt op i den sidste sene festivaltime, næsten ¾ af maksimalkapaciteten på 500.

BC er et gotisk synthrock/industrial/electronica-band, der trækker på både Depeche Mode, David Bowie og den mere rockede tilgang til synth-genren, når de indimellem brager løs med massive industrial-stykker og hård spade. Med megen god vilje tilsat en smule fri fantasi kan BC her og der lyde som en melodiøs og synthificeret udgave af Paradise Lost eller Type O Negative.

BC baserede deres 50 minutters sæt på både helt nye numre og så den stærke debut, 'Sinecure'(2008), leveret i en meget speciel scenografi bag et transparent tæppe og med et stemningsfuldt lysshow. Fortrinsvist afdæmpet, messende og melankolsk følende, sine steder krydret med hårde beats og vaskeægte guitar. Et show, som ikke blev forløsende fuldendt, men som havde dets stærke indslag og smukt sjælelige momenter.

Forhåbentlig får dette selvdiskrete og oversete orkester snart lavet deres længeventede album nr. to, fulgt op af et mere udadvendt og aktivt virke, også på koncertfronten. BC har fremdeles et stort potentiale at indfri, for i deres bedste momenter har bandet en personlig og køligfed karisma, som kan gøre dem til meget mere end blot et trondheimsk kultband.

Menu