Svenske svinehug

Populær
Svenske svinehug

De mørke hardcoremetallere This Gift is a Curse returnerer med energisk ofring til den store svinegud.

Titel
All Hail the Swinelord
Dato
16-10-2015
Trackliste
1. Swinelord
2. New Temples
3. Rites
4. XI: For I Am The Fire
5. Hanging Feet
6. Old Lies
7. We Use Your Dead As Vessels
8. Askrådare
Karakter
3

Julen er over os. Snart skal gaflen sættes i alskens dyrearter. Ikke mindst svin, som bliver kørt ned i lange sprøde baner, mens vi svagt mindes de lyse tider. Mørke og melankoli forstummer for en stund med munden sovset ind i søer og galte.

Men det er ikke sådan et svin, som This Gift is a Curse har valgt at hylde på deres nye album 'All Hail the Swinelord'. I stedet er det svinet, som lever inde i dig. Og hvis du nu faktisk lige var ved at komme i julestemning, så glem det.

Som menneske har du ifølge de fem grovkarle i This Gift is a Curse fejlet. Der er intet at fejre. Du er et svin. Og her er dit soundtrack. God jul!

Ser man bort fra det tematiske sortsind, så leverer svenskerne en habil omgang blackened hardcore vredet igennem en grumset slugde-hakker, som vækker minder om tidlig Norma Jean, The Secret, All Pigs Must Die (der var den igen) og Hexis.

Frenetiske knytnæveslag bliver hamret mod lemmen til den klamme underverden, mens jorden jævnes til pulver, og alt mening forsvinder ind i et tomt hul. Je m'en bats les couilles!

Undervejs bløder bandet dog lidt op og smører revnerne i ørerne med neddæmpede melodiske passager, så man alligevel ikke bare kaster armene op i total overgivelse til mørket.

Kraftfuld virkning, men musikalsk står det for meget i stampe til, at 'All Hail the Swinelord' hæver sig over de førnævnte beslægtede sammensvorne ud i destruktiv hardcore metal, der aldrig lader temperaturen gå i plus.