Voksne og veltilpas
Life of Agony og Mina Caputo er blevet voksne og har fundet sig til rette i livet. Den slags harmoni og lyksalighed kommer der desværre sjældent et særlig interessant produkt ud af.
2. Scars
3. Black Heart
4. Lay Down
5. Then
6. Empty Hole
7. My Way Out
8. Eliminate
9. Now
10. Once Below
11. Stone
12. Weight of the World
13. When
14. I Surrender
Få bands har dyrket de personlige dæmoner og lidelsen igennem dem på plade som Life of Agony og i særdeleshed forsanger Mina Caputo. Caputos tekstunivers har altid emmet af sangerens smertenskvaler, livslede, indre og ydre kampe og problemer med at finde sin plads i verden og føle sig elsket. Eksemplificeret ved debuten ’River Runs Red’ fra 1993, der efter et studie i hardcore-hårdhed og blotlagte følelser pladen igennem ender med at den gennemgående og fiktive, men uden tvivl biografiske, person, der dukker op hist og her på pladen, begår selvmord.
Tror man. For uhyre vandmasser er løbet under broen siden bandets 26 år gamle klassiker. Keith Caputo, som forsangeren hed dengang, har gjort op med sit største kompleks, sit køn, og er blevet til Mina. Bandet har været opløst og gendannet et par gange, men specielt siden Keiths transformation til Mina i 2011 er det dystre, smertende Life of Agony-univers blevet noget lysere i tråd med sangerens nu mere harmoniske selvbillede. Og bandets nye og 6.album, ’The Sound of Scars’, genopliver nu selvmorderen fra debutpladen og gør i stedet vedkommende til en overlever. En historie, vi får fortalt gennem fire interludes spredt ud over pladen.
Det er naturligvis Life of Agonys måde at slutte cirklen på. At hylde livet fremfor døden, at finde de positive tanker frem og fortælle deres lyttere og fans, at der er håb. Har vi behov for, at der bliver pillet ved æstetikken fra debutpladen? Nej. Behøver bandet fortælle historier ud over, hvad de udtrykker gennem Caputos tekster? Heller ikke. Virker det hele en smule fortænkt, at vi nu skal vide, at det hele bare var lidt for sjov, og at alt nok skal blive godt igen? I høj grad. Det er en unødvendig gimmick, der både roder ved ’River Runs Red’s legendariske status som en stilskabende plade og i øvrigt heller ikke gør noget som helst brugbart for det nytilkomne album. Som disse fjollerier til trods stadig rummer ti nogenlunde hæderlige rockskæringer.
Det skal gøre ondt, før det gør godt
For Life of Agony er et rockband. Ikke at der er noget overraskende i det, for bevægelsen væk fra hardcorepunken har sådan set været undervejs siden før første opløsning, hvor ’Soul Searching Sun’ i 1997 fik nogle heftige anmeldersmæk for ikke at være tung nok. På ’The Sound of Scars’ er det dog mere udtalt end nogensinde før. Desværre for Life of Agony har Caputos smertefulde tekster og Joey Z og Alan Roberts tunge, huggende og bøllede guitar- og basarbejde altid været det, der har givet bandet en egen profil og et særpræg. Og uden det ryger meget af den charme, der gjorde Life of Agony unikke.
Bevares, vi får da tendenser til tunge breakdowns og beskidte riffs i ’Scars’ og ’My Way Out’, og der er en smule bøllekor og hårdhed i ’Black Heart’, den fine ’Once Below’ og ’Empty Hole’, men at sidstnævnte samtidig serverer en lyd, der kunne forveksles med Pearl Jam flere gange gennem nummeret er ret symptomatisk for albummet. For det er pænt, rocket, udglattet og uden nogen egentlig kant eller eget præg. Bedst eksemplificeret ved umådeligt svage ’Weight of the World’, hvor Life of Agony går 90’er-alt-rock og lugter fælt af et band som Lemonheads.
Det er tydeligt, at Life of Agony er blevet voksne, har givet slip på smerten og egentlig bare vil rocke derudaf. Det bevidste valg af et producerteam med en bred palet af radiorock-orkestre på CV’et understreger dette. Det er, som det er, selv om det kunstnerisk set ikke er et særlig godt valg. Mens man bag det tykke lag af udglattende spartelmasse godt kan høre, at det er Life of Agony, er der ikke mange kendetegn tilbage fra debuten og den efterfølgende ’Ugly’. Ikke at der er noget mærkeligt i det, det er trods alt ældre plader, og vi skal jo også videre og ikke hænge os i fortiden. Problemet er bare, at det er den fortid, der har gjort Life of Agony til en vigtig faktor i rockhistorien.
’The Sound of Scars’ er i stedet en ret enslydende rockplade, som aldrig rigtig trænger ind under huden på én. Den vil os det bedste; i Life of Agonys tilfælde er det bare at foretrække, at den vil os det værste i stedet. Man taler om, at en rigtig kunstner skal være lidende. I Life of Agonys tilfælde er det sandheden, for den store kunst er, sammen med lidelsen, nu endelig forsvundet.